3 A'er: Ny bog om 3F-formands dobbeltliv forløser kun en lille del af sit potentiale

Jeg læser (og anmelder) hverken bogen som ekspert i fagforeningshistorie, arbejdsmarkedspolitik eller med særlig veneration for kendisjournalistik. Jeg læser den som samfundsinteresseret, politisk journalist, part i et parforhold og til dels – men med en lidt blandet smag i munden, som jeg kommer tilbage til – som kvinde. 

Letlæst første del

Bogen lægger benhårdt og sikkert ud med den udfoldede udgave af Amalie Mathiassens version af første del af hendes og Per Christensens forhold.

Man får udførlige detaljer om, hvordan Per Christensen meget vedholdende kurtiserer Amalie Mathiassen og inviterer hende på middag, som hun lige så standhaftigt afslår. Og hvordan det store vendepunkt er en åbenhjertig samtale efter et DHL-løb, som hun egentlig kommer med på et afbud til, men som fører til, at hun endelig takker ja.

Man får en fornemmelse af at skulle synes, at dobbeltliv er om ikke relativt almindeligt, så i hvert fald ikke usædvanligt.

Gitte Skotby-Young Ballenste
Redaktør, Altinget Civilsamfund

"Jeg vidste, at med det ja skulle jeg søge nyt job. Jeg havde det sådan, at uanset om middagen gik godt eller skidt, om vi blev kærester eller ej, så kunne jeg ikke være i 3F og have Per som chef," skriver hun om overvejelserne.

Som vi jo godt ved ikke er grundløse, al den stund at daten ender i formandens lejlighed på Christianshavn:

"Næste dag vågnede vi begge med tømmermænd og skulle møde på arbejde. Han mødte tidligere end mig, og jeg kørte hjem for at tage et bad og rent tøj på. Da jeg kom ind på kontoret, var Per i gang med at dele en skideballe ud til en kollega over en artikel i Børsen."

Denne del er letlæst og opfylder den appetit på detaljer og mellemregninger, som den læser, der først og fremmest er nysgerrig på dette ene, specifikke tilfælde af dobbeltliv måtte have. 

Formål står i skyggen

Det er så samtidig bogens største problem.  

For det nok så ædle formål – at være en støtte til andre, der har været udsat for det samme, og – under samme overskrift – at bibringe læseren en forståelse af, at det ikke kun er naive og godtroende personer, der bliver udsat for dobbeltliv, kommer til at stå i skyggen af det usagte:  

At det, man i virkeligheden allerhelst vil læse, er beretninger fra de øvrige implicerede i samme sag – altså de kvinder, som ud over Amalie Mathiassen har været 'udsat' for Per Christensen. Heraf af er kun identiteten på de to, Laila Kildesgaard og Louise Mogensen, kendt for offentligheden.

Hvilke begrundelser og motiver de måtte have for ikke at medvirke, om de overhovedet er blevet spurgt (men mon ikke?) er ikke godt at vide – og for så vidt også ligegyldigt.

For nu er det så ikke dem, men fem anonymiserede andre kvinder, der bidrager med deres personlige vidnesbyrd samt forskellige eksperter, der samtidig søger at hive bogens ærinde op på et højere niveau – nemlig om dobbeltliv som fænomen, og ikke om sagen om Per Christensen specifikt. 

Resultatet er, i hvert fald fra denne læsers stol, at man får en fornemmelse af at skulle synes, at dobbeltliv er om ikke relativt almindeligt, så i hvert fald ikke usædvanligt. Men uden at bogen på noget tidspunkt leverer et forsøg på at kvantificere forekomsten af dette fænomen.

Jeg er med på, at det nok er småt med håndfaste og verificerbare data på området – men det gælder jo for så meget andet, som fagpersoner alligevel ikke holder sig tilbage for at skønne om forekomsten af. Jeg gad i hvert fald godt have et – bare tillempet – skøn over, hvor udbredt fænomenet er. 

Medvirkende eksperter og kilder

Det alment oplysende formål, som kan retfærdiggøre eksperternes medvirken, er, denne mangel til trods, sådan set al ære værd, men har en bivirkning, som måske, måske ikke er tilsigtet – nemlig at de afsnit kommer til at fungere lidt som at google sygdomme: 

Hvis man er i en eller anden form for parforhold, er det meget svært, hvis ikke umuligt, ikke at køre sin egen hukommelse igennem for noget, der kan minde om et 'symptom'/kendetegn ved narcissime/varsel om at noget er galt.

Ærindet herfra er hverken at sige, at mandlige udsatte for dobbeltliv ikke findes, eller at det er forkert at sige, at de gør – blot at det ville have styrket bogens troværdighed, hvis der havde optrådt nogen af dem i den.

Gitte Skotby-Young Ballenste
Redaktør, Altinget Civilsamfund

Især med formuleringer som 'når nogen vil for meget for hurtigt' er der et eller andet galt, eller 'når noget er for godt til at være sandt, er der grund til at være på vagt,' som selvfølgelig er løsrevne, men meget uforbeholdne og skråsikre udtalelser fra en af eksperterne.

Om det er godt eller skidt er jeg ikke sikker på – men måske er det godt at minde sig selv om, at ikke alle med ondt i højre side af maven har blindtarmsbetændelse.

Går man alt andet lige med på præmissen om, at der er omfangsmæssigt belæg for at skrive en bog om et så kuriøst fænomen, er der til gengæld en anden svaghed: Nemlig den, at selvom både forord og efterskrift pligtskyldigt nævner både mænd og kvinder som potentielle ofre for dobbeltliv og narcissistiske partneres luner, er det altså kun lykkedes at finde kvinder, der havde en historie, og som ville dele den. 

Ærindet herfra er hverken at sige, at mandlige udsatte for dobbeltliv ikke findes, eller at det er forkert at sige, at de gør – blot at det ville have styrket bogens troværdighed, hvis der havde optrådt nogen af dem i den.

For slet ikke at tale om, hvis man rent faktisk var lykkedes med at finde en kvinde eller mand, der havde levet et dobbeltliv – altså som den, der havde haft flere partnere sideløbende, og som, fagfolks rubricering uagtet, var villig til at fortælle om det.