Debat

Digitalisering må ikke hægte ældre af

DEBAT: Det er vigtigt, at der bliver tilbudt gode alternative løsninger til de borgere, der ikke kan følge med digitaliseringen, skriver jurist i Ældre Sagen, Ingrid Stokholm Lauridsen.
Lasse Lange
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ingrid Stokholm Lauridsen
Jurist i Ældre Sagen

Om to et halvt år skal kontakten mellem borgere og offentlige myndigheder som udgangspunkt være digital.

Det er der rigtig god mening i. Mange borgere efterspørger smarte digitale løsninger, der kan gøre kontakten til både det offentlige og til private virksomheder mere fleksibel og hurtigere. Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi vil give besparelser, der kan anvendes bedre andre steder, feks. på det sociale område.

Selvfølgelig skal det offentlige følge med udviklingen og spare, hvor det giver mening. Men borgerne skal opleve det som en serviceforbedring og ikke en skræmmende overhaling.

Det afgørende er, at ingen bliver hægtet af, og at alle skal kunne få den hjælp og vejledning, de har brug for.

Ingrid Stokholm Lauridsen
Jurist i Ældre Sagen

Borgere bør kunne vurdere egne kompetencer
Vi ved fra Danmarks Statistiks undersøgelse fra 2012 om it-anvendelse i befolkningen, at omkring 390.000 personer over 65 år aldrig har været på internettet. For den gruppe kan den øgede digitalisering virke skræmmende og uoverskuelig og for nogle også være en økonomisk udfordring.

Det afgørende er, at ingen bliver hægtet af, og at alle skal kunne få den hjælp og vejledning, de har brug for. Af den grund skal det også være borgerens egen vurdering af sin it-kunnen, der skal ligge til grund for eventuel fritagelse for at anvende digitale løsninger.

Ældre Sagen foreslår, at man skal kunne registrere sig som "ikke digital". På den måde sikrer man sig, at ikke-digitale borgere forsat kan få hjælp. Denne gruppe kan nemlig risikere at blive vurderet som "ikke-digital" hos én myndighed, men ikke hos en anden.

Der skal være gode tilbud til ikke-digitale
Til de ikke-digitale, skal der være gode alternative løsninger. For nogle vil det være muligt at tage ned i borgerservice og få en sagsbehandler til at hjælpe sig. For andre vil det være en udfordring i sig selv at komme i borgerservice. Her skal det også være muligt at få hjælp, f.eks. over telefonen eller få tilsendt en blanket.

Ældre Sagen har de seneste år oplevet en meget stor fremgang i antallet af it-frivillige i lokalafdelingerne rundt om i landet. Der er en stor lyst til at hjælpe ældre med at lære at bruge computer og internet, og de mange frivillige gør en kæmpe indsats. I 2012 var der omkring 35.000 personer, der havde glæde af en af Ældre Sagens mange it-tilbud, f.eks. undervisning, hjælp i en datastue og PC-hjælp i hjemmet. Men ikke alle kan hjælpes, og for nogle vil det forsat være en udfordring at kunne følge med på trods af et eller flere it-kurser. Dem må vi ikke glemme.

Ældre Sagen synes, at digitalisering er en god ide, så længe det sikres, at ingen hægtes af.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024