Kommentar af 
Stine Anderberg Høegh

Hvis vi skal vold til livs, må kommuner og ngo'er se ud over deres egen dagsorden

Vold i nære relationer er et samfundsproblem, der bliver forsømt under en presset økonomi. Og ofte definerer kommuner og ngo'er sig som modsætninger frem for samarbejdspartnere, når de skal pege på løsninger, skriver tidligere kommunal chef Stine Høegh sammen med uddannelseskonsulent Rikke Cecilie Bjerrum Refsgård.

At forebygge vold kræver oftest komplekse indsatser, hvor flere aktører arbejder sammen – både fra det offentlige og ngo-verdenen, skriver Stine Høegh i samarbejde med Rikke Bjerrum Refsgård.
At forebygge vold kræver oftest komplekse indsatser, hvor flere aktører arbejder sammen – både fra det offentlige og ngo-verdenen, skriver Stine Høegh i samarbejde med Rikke Bjerrum Refsgård.Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix
Stine Anderberg Høegh
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kommentaren er skrevet i samarbejde med uddannelseskonsulent og supervisor Rikke Cecilie Bjerrum Refsgård.

Fem år efter psykisk vold blev gjort strafbart, halter det stadig med kendskabet til loven. Ligestillingsministeren vil lancere en kampagne næste år for at udbrede viden om volden, og hvordan man kan få hjælp.

Et godt initiativ og en vigtig indsats, hvis loven skal have sin relevans. 

Mange specialiserede institutioner og ngo'er arbejder intensivt med at kvalificere indsatser rettet mod såvel voldsudøver som voldsoffer.

Indenfor de seneste år er der ligeledes arbejdet med at udvikle og kvalificere den særlige viden, det kræver at arbejde med vold og voldsudsatte.

Trods det er vores oplevelse, at noget væsentligt udebliver, hvis vi som samfund skal lykkes med at nedbringe vold i nære relationer. 

Der er brug for en bæredygtig og værdiskabende samarbejdsform mellem de kommunale myndigheder og ngo'erne på området.

At forebygge vold kræver oftest komplekse indsatser, hvor flere aktører arbejder sammen – både fra det offentlige og ngo-verdenen.

Vi tror, at det er et ønske, flere deler, men hvor starter det? 

I vores optik vil det kræve, at begge parter har et udtalt ønske om at flytte en dagsorden, der er større end dem selv og den organisation, de repræsenterer. 

Læs også

Der er ingen tvivl om, at indsatser på området løbende udvikler sig i den rigtige retning. Alligevel står der stadig en hel del tilbage at ønske – ikke mindst, hvis vi taler i samfundsøkonomiske termer.

En rapport fra Det Kriminalpræventive Råd anslår alene udgifterne til krisecenter til 231 mio. kr. årligt. Hertil kommer de andre direkte udgifter til sundhedsvæsen, retsvæsen, politi og sociale tjenester og de indirekte omkostninger, f.eks. nedsat arbejdsevne og mistrivsel hos børn og unge.

De samlede samfundsudgifter kan formentlig anslås til mere end 500 mio. kr. årligt.

Som tidligere chef for området i flere kommuner og som uddannelseskonsulent og supervisor har vi oplevet, at flere ngo'er definerer sig i modsætning til kommunen gennem udsagn som: "Vi kan bedre etablere trygge relationer til borgerne. Vi repræsenterer ikke et system med magt", "vi kan bedre tale til borgeren, så borgeren forstår det", "vi sætter altid mennesket før regler og økonomi" eller "vi har den fornødne faglighed til at håndtere et så komplekst problem".  

Vi vil ikke gøre os til dommere over, hvorvidt noget er sandt eller falsk – det er sjældent så entydigt – men vi ved, at det er mere komplekst end som så.

For eksempel investeres der ikke mange ressourcer i kompetenceudvikling eller særlige indsatser i kommunerne for bedre at kunne forebygge vold i nære relationer.

I stedet investeres der i kontraktforhandlere, der skal nedbringe kommunens stigende udgifter til borgere, der har brug for længerevarende botilbud.

Vi holder hinanden fanget i vores kommunikation og dermed i tilgangen til, hvordan vi løser problematikken.

Stine Høegh og Rikke Bjerrum Refsgård

Det er en langt større samlet udgift. Så det er ikke fordi, at vold i nære relationer ikke anerkendes som et væsentligt samfundsmæssigt problem af kommunerne, men fordi den økonomi, der er direkte bundet op på problemet, er meget lille sammenlignet med andre kommunale udgifter på socialområdet – som for eksempel til botilbud. 

Det bliver selvfølgelig mødt med kritik fra ngo'erne, der oplever problemet som meget mere påtrængende i deres hverdag, hvor vold i nære relationer og dets personlige og samfundsmæssige konsekvenser cementeres dagligt.   

Vi hører også, at vi i kommunerne kommer med udsagn som: "ngo'erne holder på borgerne for at tjene penge", "de skruer taksten op og trækker unødvendigt mange ressourcer ud af kommunekassen", "de kæmper med borgeren mod kommunen. Det ødelægger relationen til borgeren". 

Vores oplevelse er, at vi holder hinanden fanget i vores kommunikation og dermed i tilgangen til, hvordan vi løser problematikken.

Den måde, vi har fået defineret hinanden på – både ud fra erfaringer og formodninger – fastlåser os i bestemte perspektiver, der måske fremmer adgang til fondsmidler, men ikke det fælles ansvar.  

Lad os i stedet invitere hinanden til en dialog i et rum, hvor definitionsmagt og formodninger fylder mindre, og hvor vi oprigtigt er nysgerrige på hinanden. Hvor vi har mod til at tale om det, som virkelig er på spil.  

Vi behøver hinanden – som ngo'er og som myndigheder – for at kunne udfordre og udvikle vores forskellige perspektiver og indsatser i veje til at løse opgaven.

Læs også

Men det kræver, at vi gør os umage med at etablere de nødvendige rum, at vi mødes jævnligt, og at vi har et ønske om at flytte en dagsorden, der er større end os selv og den organisation, vi repræsenterer. 

I England har man en lang tradition for at samarbejde på tværs af ngo'er og myndigheder. Over tid er resultatet blevet mere sammenhængende tilbud, hvor de kommunale myndigheder og ngo'er arbejder tæt sammen – herunder også med politi og retsvæsen.

Her sidder dygtige fagfolk sammen i tilbud med åben indgang, hvor det ikke er afgørende, hvem der møder dig, men at hjælpen er kvalificeret.  

Så derfor er vores ønske: Lad os møde udfordringerne i fællesskab i styrkelsen af indsatsen mod vold i nære relationer.

Derfor håber vi, at nogle læsere tænker: "Vi skulle prøve det. Vi kan prøve det. Vi vil prøve det. Vi er med". 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stine Anderberg Høegh

Fhv. Social- og Borgerservicechef/Børne- og Familiechef i Rødovre Kommune
cand.scient.soc, Københavns Universitet

Rikke Cecilie Bjerrum Refsgård

Selvstændig, Consia

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024