Hvis vi skal vold til livs, må kommuner og ngo'er se ud over deres egen dagsorden

Der er ingen tvivl om, at indsatser på området løbende udvikler sig i den rigtige retning. Alligevel står der stadig en hel del tilbage at ønske – ikke mindst, hvis vi taler i samfundsøkonomiske termer.

En rapport fra Det Kriminalpræventive Råd anslår alene udgifterne til krisecenter til 231 mio. kr. årligt. Hertil kommer de andre direkte udgifter til sundhedsvæsen, retsvæsen, politi og sociale tjenester og de indirekte omkostninger, f.eks. nedsat arbejdsevne og mistrivsel hos børn og unge.

De samlede samfundsudgifter kan formentlig anslås til mere end 500 mio. kr. årligt.

Som tidligere chef for området i flere kommuner og som uddannelseskonsulent og supervisor har vi oplevet, at flere ngo'er definerer sig i modsætning til kommunen gennem udsagn som: "Vi kan bedre etablere trygge relationer til borgerne. Vi repræsenterer ikke et system med magt", "vi kan bedre tale til borgeren, så borgeren forstår det", "vi sætter altid mennesket før regler og økonomi" eller "vi har den fornødne faglighed til at håndtere et så komplekst problem".  

Vi vil ikke gøre os til dommere over, hvorvidt noget er sandt eller falsk – det er sjældent så entydigt – men vi ved, at det er mere komplekst end som så.

For eksempel investeres der ikke mange ressourcer i kompetenceudvikling eller særlige indsatser i kommunerne for bedre at kunne forebygge vold i nære relationer.

I stedet investeres der i kontraktforhandlere, der skal nedbringe kommunens stigende udgifter til borgere, der har brug for længerevarende botilbud.

Vi holder hinanden fanget i vores kommunikation og dermed i tilgangen til, hvordan vi løser problematikken.

Stine Høegh og Rikke Bjerrum Refsgård

Det er en langt større samlet udgift. Så det er ikke fordi, at vold i nære relationer ikke anerkendes som et væsentligt samfundsmæssigt problem af kommunerne, men fordi den økonomi, der er direkte bundet op på problemet, er meget lille sammenlignet med andre kommunale udgifter på socialområdet – som for eksempel til botilbud. 

Det bliver selvfølgelig mødt med kritik fra ngo'erne, der oplever problemet som meget mere påtrængende i deres hverdag, hvor vold i nære relationer og dets personlige og samfundsmæssige konsekvenser cementeres dagligt.   

Vi hører også, at vi i kommunerne kommer med udsagn som: "ngo'erne holder på borgerne for at tjene penge", "de skruer taksten op og trækker unødvendigt mange ressourcer ud af kommunekassen", "de kæmper med borgeren mod kommunen. Det ødelægger relationen til borgeren". 

Vores oplevelse er, at vi holder hinanden fanget i vores kommunikation og dermed i tilgangen til, hvordan vi løser problematikken.

Den måde, vi har fået defineret hinanden på – både ud fra erfaringer og formodninger – fastlåser os i bestemte perspektiver, der måske fremmer adgang til fondsmidler, men ikke det fælles ansvar.  

Lad os i stedet invitere hinanden til en dialog i et rum, hvor definitionsmagt og formodninger fylder mindre, og hvor vi oprigtigt er nysgerrige på hinanden. Hvor vi har mod til at tale om det, som virkelig er på spil.  

Vi behøver hinanden – som ngo'er og som myndigheder – for at kunne udfordre og udvikle vores forskellige perspektiver og indsatser i veje til at løse opgaven.

Men det kræver, at vi gør os umage med at etablere de nødvendige rum, at vi mødes jævnligt, og at vi har et ønske om at flytte en dagsorden, der er større end os selv og den organisation, vi repræsenterer. 

I England har man en lang tradition for at samarbejde på tværs af ngo'er og myndigheder. Over tid er resultatet blevet mere sammenhængende tilbud, hvor de kommunale myndigheder og ngo'er arbejder tæt sammen – herunder også med politi og retsvæsen.

Her sidder dygtige fagfolk sammen i tilbud med åben indgang, hvor det ikke er afgørende, hvem der møder dig, men at hjælpen er kvalificeret.  

Så derfor er vores ønske: Lad os møde udfordringerne i fællesskab i styrkelsen af indsatsen mod vold i nære relationer.

Derfor håber vi, at nogle læsere tænker: "Vi skulle prøve det. Vi kan prøve det. Vi vil prøve det. Vi er med".