KORA: Græsset er ikke grønnere på finansloven

Af Simon Feilberg 
Projektleder, KORA

Satspuljen tilføres yderligere penge ved at regulere overførselsindkomsterne med en mindre sats end den årlige lønudvikling på arbejdsmarkedet. Der bliver dog kun tilført penge til satspuljen, når lønudviklingen på arbejdsmarkedet er over to procent i en periode, hvor lønudviklingen er meget lav, er det altså meget sandsynligt, at der ikke vil blive tilført yderligere midler til puljen.

Det er sådan en situation, som vi ser i dag. Det har skabt fornyet debat om satspuljen, og fra flere sider er der udtrykt ønske om, at satspuljens indsatsområder fremover skal finansieres via finansloven (satspuljen er allerede en del af finansloven, men finansieringen af satspuljen er afgrænset fra den øvrige finanslov). 

Tanken kan virke tillokkende, men der er dog forhold, som bør overvejes.

Der er økonomisk modvind på finansloven
For det første er finansloven i disse år ikke ligefrem et slaraffenland for nye bevillinger. Ved vedtagelse af årets finanslov var prognosen på 0,1 procent realvækst i det offentlige forbrug, og regeringens målsætning for de kommende år er en realvækst på 0,8 procent. Kombineret med, at der på en række velfærdsområder såsom sundhed, ældreområdet m.m. er et betydeligt udgiftspres, sætter det automatisk øvrige velfærdsområder under pres.

De seneste års finanslove har således indeholdt en række besparelser – også for udsatte grupper. Så selvom der ikke kommer nye penge til satspuljen før 2017, kunne man sagtens forestille sig, at det samme vil gøre sig gældende på finansloven.

Overordnet set er satspuljen en lidt speciel konstruktion, hvor den årlige satspuljeaftale minder om en slags minifinanslov i den udstrækning, at der udmøntes permanente midler

Simon Feilberg
Projektleder, KORA

Det er således værd at sondre mellem, hvor attraktivt det er at være på finansloven i perioder med økonomisk medvind og perioder med økonomisk modvind.

Hvem får pengene, hvis satspuljen nedlægges?
For det andet er det værd at forholde sig til, hvad der vil ske, hvis man frigjorde de midler, som samlet ligger i satspuljen. Alle midler, der ikke er bundet i permanente tildelinger, skulle således fordeles på ny når projektperioden udløber.

I den forbindelse er det langt fra urealistisk, at man på Slotsholmen kunne finde andre værdigt trængende, der skulle have del i disse midler. Et godt eksempel er finansieringen af den midlertidige forlængelse af dagpengeperioden. Her kunne der udmærket argumenteres for, at man ville bevillige penge til en udsat gruppe af borgere – samtidig med at man fik løst finansieringen af en politisk varm kartoffel.

Satspuljen som ”minifinanslov”
Overordnet set er satspuljen en lidt speciel konstruktion, hvor den årlige satspuljeaftale minder om en slags minifinanslov i den udstrækning, at der udmøntes permanente midler.

Når satspuljen udmøntes som midlertidige bevillinger, medfører det et ikke ubetydeligt bureaukrati og manglende mulighed for langsigtet planlægning. Men som KORA's undersøgelse af behandlingspsykiatrien viste, så kan satspuljen fungere på en måde, som på væsentlige punkter ligner den øvrige finansiering af regionernes aktiviteter.

Så selvom satspuljen på en række områder indeholder nogle styringsmæssige ulemper, så er græsset ikke nødvendigvis grønnere på finansloven.