Skræmmekampagne 2 i let modvind

FAIR PLAY, LYKKETOFT?
Politisk kommunikation og kampagner er efterhånden blevet en "videnskab", der undervises i på de højere læreanstalter. I USA kan man ligefrem få en master-grad i politisk ledelse, kampagnevirksomhed, taleskrivning og en række andre discipliner inden for genren. Det kan alt sammen være meget prisværdigt, hvis hensigten vel at mærke er at styrke kommunikationen mellem politikere og vælgere.

Herhjemme er der også grøde i udviklingen af nye discipliner. Socialdemokraterne skiller sig ud. Partiets strateger har tilsyneladende udviklet en helt ny disiplin, der slet og ret kan karakteriseres som "politisk fup og fidus".

I de senere måneder har en uskik sneget sig ind i partiets adfærd, der hastigt er ved at udvikle sig til et problem for det parlamentariske liv. Og som repræsenterer et opgør med fairness og oprigtighed, som hidtil har været et udbredt og respekteret ønske fra alle sider i dansk politik.

Lad os se lidt på, hvordan den socialdemokratiske kampagneaktivitet er foregået gennem de senere måneder:

* S lagde ud i sensommeren 2003 med en knaldhård annoncekampagne. Uagtet et globalt marked i problemer gjorde S det til VK-regeringens ansvar, at en række store virksomheder i Danmark måtte afskedige medarbejdere. Det var i sig selv en urimelig og underlødig kampagne. Men noget gik helt galt for de ivrige socialdemokrater. Adskillige virksomhedsledere tonede frem med ord som "talfusk" og "helt ude i skoven", da de beskrev S-kampagnen. Tallene, som Socialdemokratiet brugte, var ganske simpelt fejlagtige. Partiet brugte oppumpede tal i deres politiske kampagne mod regeringen.

* Så kom vennerne i LO-Storkøbenhavn til undsætning. Nu skulle vælgerne have klar besked om alle de uhyrligheder, som VK-regeringen er ansvarlig for. I store annoncer i dagbladene kom såkaldt "almindelige danskere" med deres rå kritik af regeringens bolig- og beskæftigelsespolitik. Der var bare ét minus: De navngivne kritikere var pure opspind. F.eks. fandtes "Laila Pedersen fra København" og de andre slet ikke i virkeligheden. Og billederne af kritikerne havde LO-Storkøbenhavn købt hos et amerikansk billedbureau. "Modelfoto" stod der med småt. Endnu en kampagne mod regeringen, der byggede på fup og fidus.

* Socialdemokraterne havde ikke glemt temaet om beskæftigelsen, da de i løbet af efteråret førte kampagnen videre på partiets officielle hjemmeside. Her kunne man læse beretninger fra "ofrene" for VK-regeringens beskæftigelsespolitik. Men der skulle ikke kradses længe i lakken, før også denne S-kampagne kunne afsløres som det, det var: fup og fidus. To af de tre "ledige", der talte ud på S-hjemmesiden, var nemlig i beskæftigelse. Det indrømmede de på tv. Det var kun i det socialdemokratiske kampagnemateriale, at de meget behændigt optrådte som ledige.

* Og i sidste uge kom det for en dag, at LO s ugemagasin - der gemmer sig bag den anonyme titel "Ugebrevet A4" - havde produceret en artikel om forholdet mellem skattelettelserne og taksterne på daginstitutioner. En artikel, der var smækfyldt med fejl. Ledende socialdemokrater brugte "pludselig" artiklens oplysninger i deres kampagne mod regeringen. Men S s politiske ordfører Frank Jensen er blevet stadig mere tavs i takt med, at LO-nyhedsbrevets oplysninger er blevet skudt ned. Jeg har ikke prøvet det, men det nytter nok ikke at klage til den ansvarshavende redaktør over politisk slagside i spalterne. Redaktøren hedder Hans Jensen og er formand for LO...

Nu vil jeg ikke lyde som en helgen. Princippet, om at den rene kaster den første sten, gælder bestemt også i politik. Der er - og skal være - plads til en hård tone. Værdier og holdninger skal brydes, og det er helt i orden, at det somme tider foregår i en hed politisk dyst. Politik er ikke for de ømskindede.

Men helt ærligt - jeg vil gerne stille Socialdemokraternes formand Mogens Lykketoft et simpelt spørgsmål: Er det på ovenævnte facon, at Socialdemokraterne vil forsøge at skyde sig vej tilbage til regeringsmagten?

Hvor mange flere fup-kampagner skal vi være vidner til? Skal vi til at vænne os til, at Socialdemokraterne skubber LO foran sig og laver det beskidte arbejde? Hvor går grænsen for nederdrægtigheder, fup og manipulationer, som Mogens Lykketoft til syvende og sidst står med hovedansvaret for? Hvor langt ned i skidtet ønsker Socialdemokraternes formand at trække den politiske debat?

Det kan godt være, at Mogens Lykketoft og Socialdemokraterne går efter at vinde magten