Diabetesforeningen kritiserer skolers håndtering af sygdommen

NOTE: Børn med diabetes 1 får sjældent den nødvendige omsorg i den danske folkeskole, og det kan betyde, at børnene selv er ansvarlige for sygdommen. Uheldigt, mener patientforening.
Maria Dalby
Godt 2000 danske børn har diabetes, hvor de skal tage insulin. Tallet er stigende. 83 pct. af børnene har ikke en kontaktperson på deres skole, som kan hjælpe dem med at regulere blodsukker og tage insulin. Det viser en ny undersøgelse blandt 512 familier, som diabetesforeningen har lavet.

Familierne er utrygge ved at sende børnene i skole, da dårligt reguleret diabetes kan betyde problemer med indlæring og komplikationer med øjnene, hjertet, nyrerne og fødderne.

"Nogle skoler og lærere opfatter fejlagtigt diabetes som en harmløs sygdom og betragter forældrene som pylrede, når de beder skolen om hjælp til børnene. Andre går i den anden grøft og er bange for, at ansvaret for et barn med diabetes er alt for stort og lægger det derfor helt fra sig," siger Kathrine Rayce, der er konsulent ved Diabetesforeningen.

Ifølge folkeskoleloven (bekendtgørelse nr. 38 af 10-01-1995 om tilsyn med folkeskolens elever i skoletiden) skal skolerne tage ansvar for diabeteseleverne i skoletiden.

"Lærerne og pædagogerne skal droppe berøringsangsten og tage opgaven på sig, når de har fået den nødvendige uddannelse fra diabetesambulatorierne. Forudsætningen er naturligvis, at de som kontaktpersoner får ekstra timer til det. Det er klart. Og det kræver, at kommunerne ser med velvilje på sagen, når skolerne søger ekstra ressourcer til kontaktpersonerne," siger Allan Flyvbjerg til Diabetesforeningens eget medlemsblad.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024