Debat

Hovedstadens psykiatri sendt til tælling

DEBAT: Sundhedsstyrelsen lægger op til en lettere tilgængelig psykiatri. Samtidig har Region Hovedstaden planer om besparelser på området. Det kommer der ikke bedre psykiatri ud af, skriver dagens debattør.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kristina Robbins,
Kredsnæstformand, Dansk Sygeplejeråd, Kreds Hovedstaden

Sundhedsstyrelsen har netop sendt 'National strategi for psykiatri' på gaden. Hensigten med strategien er at styrke indsatsen på det psykiatriske område. Og strategien er da også fyldt med flotte visioner og væsentlige intentioner.

Men både visionerne og intentionerne står i skarp kontrast til dagligdagen i psykiatrien i Region Hovedstaden.

Krav om udbygning samtidig med besparelser
Eksempelvis er et af målene i Sundhedsstyrelsens strategi at sikre lettilgængelig, tilstrækkelig og effektiv behandling. Men hvordan hænger det sammen med, at Region Hovedstaden vil lukke 13 psykiatriske rehabiliteringspladser på Skt. Hans Hospital?

Psykiatrien må tilføres de nødvendige ressourcer, for at visioner og mål kan indfris til gavn for patienterne. Så hænger tingene sammen.

Kristina Robbins,
Kredsnæstformand, Dansk Sygeplejeråd, Kreds Hovedstaden

Og hvordan hænger det sammen med, at nedlæggelsen af psykiatrisk sengeafsnit i Helsingør? Eller med nedlæggelsen af den psykiatriske skadestuefunktion på Rigshospitalet?

Strategien beskriver også, at der er et helt særligt behov for udbygning af den børne- og ungdomspsykiatriske kapacitet, så lange ventetider undgås. Hvordan hænger det sammen med en indirekte besparelse på 5 millioner kroner i børne- ungdomspsykiatrien med krav om produktivitetsøgning?

Visioner og virkelighed hænger ikke sammen
Strategien påpeger desuden, at forudsætningen for en velfungerende psykiatri er kompetent personale, hvorfor der må satses på uddannelse.

Ikke mindst bør specialuddannelsen for sygeplejersker synliggøres og sikres, fremhæver Sundhedsstyrelsen i strategien. Men hvordan hænger det sammen med, at Region Hovedstaden ikke fylder alle sine pladser på specialuddannelsen?

Spørgsmålene er mange, men svaret kun ét: Visioner og virkelighed hænger ikke sammen.

Psykiatrien må tilføres de nødvendige ressourcer, for at visioner og mål kan indfris til gavn for patienterne. Så hænger tingene sammen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024