Forebyggelseskommissionens anbefalinger

DOKUMENTATION: Læs her et uddrag af de 52 forslag, som skal øge danskernes gennemsnitlige levealder med tre år.

Altinget.dk bringer her et uddrag af de 52 anbefalinger, som

Forebyggelseskommissionen har fundet frem til kan sikre en forbedring af den danske befolknings sundhed.

Rygning:
Tobaksafgiften skal forhøjes, så prisen for en pakke cigaretter bliver ca. 50. kr. Derudover lægger kommissionen op til, at al rygning forbydes indendørs, bortset fra i eget hjem, og at tobaksvarer ikke skal være synlige på salgssteder. Desuden skal praktiserende læger og andet sundhedspersonale tilskyndes til rygestop.

Alkohol:
Aldersgrænsen for salg af alkohol til unge hæves fra 16 til 18 år, og håndhævelsen af aldersgrænsen skal skærpes, foreslår Forebyggelseskommissionen. Desuden skal der indføres forbud mod kommerciel reklamering for alkohol i alle medier.

Fysisk aktivitet:
Danskerne skal røre sig mere, mener kommissionen. Det skal sikres ved, at kommunerne anlægger for eksempel cykelstier, rekreative og bevægelsesvenlige miljøer og idrætslegepladser. Desuden skal børn i 0. til 10. klasse røre sig mere i skoletiden, anbefaler kommissionen.

Kost:
Afgiften på sukkerholdige fødevarer skal sættes op til en pris for chokolade- og sukkervarer på 110 kr. pr. kilo og for sodavand på 8 kr. pr. liter. Afgiften skal også udvides til at omfatte andre produkter med højt sukkerindhold, der ikke indgår naturligt i kosten. Kommissionen anbefaler desuden, at mulighederne for at tilbyde sund mad på skoler og fritidsordninger - og at der tilbydes frugtordninger på landets skoler.

Målrettet tidlig opsporing:
Det sundhedsprofessionelle personale skal i højere grad sikre tidlig opsporing af de store kronikersygdomme, herunder KOL, diabetes type 2 og hjerte-karsygdomme. Det skal blandt andet ske gennem efteruddannelse af sundhedspersonalet, anbefaler Forebyggelseskommissionen.

Indsatser på arbejdspladsen:
Ud over at arbejdsmiljølovgivningens krav skal overholdes, bør medarbejdere, hvor det er relevant, sikres tilbud om træning med henblik på at øge deres fysiske styrke og kondition for at forebygge nedslidning, mener Forebyggelseskommissionen.

Indsatser målrettet børn og unge:
Det anbefales blandet andet, at der udvikles og anvendes undervisningsprogrammer med veldokumenteret effekt i grundskolens undervisning i sund levevis.

Viden og redskaber:
Forskning inden for forebyggelse og sundhedsfremme, herunder i forhold til mindre ressourcestærke grupper skal opprioriteres, således at de statslige forskningsmidler tilgodeser forskningsområdet for socialt udsatte. I det hele taget anbefaler kommissionen, at vidensindsamling inden for forebyggelse og sundhedsfremme prioriteres.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024