Politikere kræver indgreb mod dårlige læger

LÆGESJUSK: Flere politikere vil have sundhedsminister Jakob Axel Nielsen til at gribe ind over for læger med advarsler i bagagen.
Ole Nikolaj Møbjerg Toft
Fakta

Den i TV-Avisen omtale læge havde arbejdet i 18 skandinaviske byer, inden han søgte til Danmark. Med ham fulgte en 13 sider lang advarsel fra de svenske myndigheder, men Sundhedsstyrelsen gav ham alligevel lov at fungere som læge, dog under skærpet tilsyn i seks måneder. Skærpet tilsyn giver Sundhedsstyrelsen ret til at overvåge lægen ved eksempelvis at gennemgå hans journaler.

Lægen havde fået advarsler for blandt andet forkert medicinudskrivning, fejloperationer i forbindelse med omskæring af drengebørn og receptforfalskning. I Danmark fik han ikke blot lov at fungere som læge, men blev også forfremmet til speciallæge i almen medicin - en titel der giver ret til at oprette praksis som alment praktiserende læge.
Forfremmelsen skete til trods for, at lægen slet ikke havde titel som sådan i Sverige, hvor han kom fra og byggede på en misforståelse af den svenske titel "europalæge", som vil sige, at lægen har tre års erhvervserfaring.


Kilde: Danmarks Radio

En DR-udsendelse viser, hvordan det er muligt for udenlandske læger med et alenlangt synderegister at få autorisation som læge i Danmark. Udsendelsens konkrete eksempel er en palæstinensisk læge, som i Norge og Sverige havde fået fire advarsler, men på trods af disse kunne få lægeautorisation i Danmark.

TV-Avisens afsløring af, hvordan lægesjusk har fri bevægelighed i Skandinavien, får nu blandt andre Konservatives sundhedsordfører, Vivi Kier, til at reagere. Hun siger i Konservatives nyhedsbrev:

"Enhver borger i Danmark skal have tillid og tryghed ved de læger, der har fået en autorisation og dermed adgang til at behandle danske patienter. Derfor må der strammes op på gældende regler fra Sundhedsstyrelsen. Der skal også være et bedre samarbejde mellem sundhedsmyndighederne i såvel de nordiske lande som i EU-regi. Jeg vil i dag kontakte sundhedsministeren for at sikre, vi får skabt nogle nye procedurer for at give autorisation og anerkendelse som speciallæge. Samtidig vil jeg sikre, at læger fra andre lande alene bedømmes ud fra deres uddannelsesniveau."

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024