23 konkrete forslag skal nedbringe sygefraværet

Claus Iversen
Dokumentation

Regeringen offentliggør i dag sin handlingsplan "Det gør vi ved sygefraværet". Handlingsplanen indeholder 23 konkrete initiativer, som på forskellig vis kan være med til at nedbringe sygefraværet.

For at fremme handlingsplanen og forbedre kommunernes håndtering af sager om sygefravær afsætter regeringen 60 mill. kr. i 2005 og 50 mill. kr. i hvert af de efterfølgende år. Regeringen lægger derudover op til at øremærke 50 mill. kr. til sygefravær af de midler i satspuljen, som de kommunale koordinationsudvalg har at arbejde med.

Ledetråden i handlingsplanen er, at sygefravær kun kan forebygges og nedbringes ved at give de mennesker, der har det konkrete ansvar i kommuner og på arbejdspladserne nogle ordentlige rammer at arbejde under.

Overskrifterne i handlingsplanen er:

  • Bedre sygedagpengeopfølgning i kommunerne.
  • Bedre fat i fraværet på arbejdspladsen.
  • Bedre statistisk viden om sygefravær.
  • Digitalisering af kontakten mellem myndigheder og virksomheder.
  • En moderne og enkel sygedagpengelov.

Initiativerne er kort beskrevet i vedlagte bilag. Hele handlingsplanen kan læses på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside, www.bm.dk.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har følgende kommentarer til handlingsplanen:

- Ingen sygemeldte skal udstødes fra arbejdsmarkedet, fordi der ikke er blevet gjort nok for, at de kan fastholde kontakten med arbejdspladsen under sygdommen.

- Omvendt skal det ikke hedde sig, at vi tvinger de syge i arbejde. For det gør vi ikke. Men vi skal hjælpe den syge til at være aktiv - og helst på arbejdspladsen - i den grad, det kan lade sig gøre. Og vi skal hjælpe den syge med at komme hurtigt tilbage i arbejde. Til funktioner, som han eller hun kan klare.

- Det kræver et holdningskifte. Både hos lægerne, hos den sygemeldte og hos arbejdsgiveren. Lægen kan støtte den sygemeldte i at være aktiv på arbejdspladsen. Er det ikke muligt, kan lægen opfordre den syge til at være aktiv og deltage i familie-, fritids- og samfundsliv i det omfang, det kan lade sig gøre. Den sygemeldte skal ikke have dårlig samvittighed, fordi han eller hun går i Netto eller deltager i et forældremøde på skolen. Og arbejdsgiveren skal ikke have skrupler ved at spørge den sygemeldte, om han eller hun kunne tænke sig at starte gradvist op.

- Al erfaring viser, at jo længere tids sygefravær, desto større er risikoen for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet. På den måde kan en lang fraværsperiode risikere at blive et stort menneskeligt og socialt problem for den enkelte. Derfor er det i høj grad det lange sygefravær, vi skal fokusere på og lægge os i selen for at få mindsket. Og vi skal spille på alle strenge: Kommunerne skal blive bedre til at fokusere og at følge op i de sager, hvor der er risiko for at fraværet ender med, at den sygemeldte mister sit arbejde. Lægerne skal udarbejde nogle mere anvendelige lægeerklæringer, hvor de forholder sig til, hvad den sygemeldte kan - og ikke kun til hvad den sygemeldte ikke kan. Virksomhederne skal have incitamenter til at forebygge og nedbringe sygefraværet. Særlige "noget-for-noget-partnerskabsaftaler" med det offentlige, sygefravær som obligatorisk element i den lovpligtige arbejdspladsvurdering og bedre statistik er nogle af de elementer, vi har taget op.

- Men jeg tror jo, at dét, at vi tager fat i fraværet og sætter spot på de problemer, som især langvarigt sygefravær kan føre til, betyder, at det bliver mere legitimt at tale om sygdom og fravær på arbejdspladsen. Det er jo et lige så stort problem, at syge mennesker går på arbejde, som at raske mennesker bliver hjemme, slutter beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024