Alzheimerforeningen: Drop det kommunale selvstyre på sundhedsområdet

Af Nis Peter Nissen
Direktør i Alzheimerforeningen

Et spøgelse går gennem det danske sundhedsvæsen. Strukturspøgelset. Alle parter i det gamle sundhedsvæsen skælver og skynder sig ned i den nærmeste skyttegrav for eller imod regioner.

Én ting synes alle dog enige om: Nærhed er godt. Jo mere desto bedre. Og i iver efter at være nær nok, rettes blikket mod kommunerne.

Men for de mest sårbare patienter – for eksempel dem, der må leve deres sidste dage på plejehjem - er det spørgsmålet om, hvorvidt den kommunale nærhed nu altid er helt så god.

Alvorlige fejl og mangler
Der bor i dag cirka 40.000 mennesker på plejehjem. De bor dér, fordi de har brug for behandling og pleje 24 timer i døgnet, syv dage om ugen og 365 dage om året. Langt de fleste – 60-80 procent – har en alvorlig og fremskreden demenssygdom. Hovedparten lider desuden af flere andre sygdomme. Kræft, KOL, hjerte-kar-sygdomme, gigt og diabetes med flere.

Hverdagen på plejehjem er mange steder god. Der danses, synges, cykles og bages huskekager. Men kigger vi på sygdomsbehandlingen, er det en anden historie. Her er der tale om, hvad nogle kalder et andenrangstilbud.

Sat på spidsen er spørgsmålet, om ansvaret for behandling af de svageste patienter på plejehjem også fortsat bør ligge hos 98 forskellige kommunalbestyrelser.

Nis Peter Nissen
Direktør, Alzheimerforeningen

Adskillige undersøgelser har dokumenteret, at kvaliteten af sygdomsbehandlingen på kommunale plejehjem ikke kun halter, men flere steder er så ringe, at den reelt udgør en alvorlig risiko for patienterne.

I den sidste landsdækkende tilsynsrapport om sygdomsbehandlingen på plejehjem dokumenteres det direkte, at myndighederne ved hvert tiende tilsyn fandt så mange alvorlige fejl og mangler, at det med tilsynsmyndighedernes egne ord ”… kan medføre fare for beboerens helbred” og ”… indebærer risiko for patientsikkerheden.”

Patienterne får ikke nok at drikke
Den manglende kvalitet går selvfølgelig ud over patienterne. Plejehjemsbeboere har for eksempel 30 procent større risiko for indlæggelse og dobbelt så mange akutte genindlæggelser som patienter, der ikke bor på plejehjem.

Risikoen for at pådrage sig en hoftefraktur er 2,5 gange større for patienter med demens sammenlignet med patienter uden, og efter operationen får patienter med demens ifølge Sundhedsstyrelsen både ringere behandling og har større dødelighed.

Men det værste er, at mange indlæggelser fra plejehjem kunne være undgået, hvis den kommunale behandling havde levet op til standarden. Der er nemlig 2,5 gange flere forebyggelige indlæggelser fra plejehjem.

En af de væsentligste årsager er ifølge Sundheds- og Ældreministeriet dehydrering – altså at kommunalbestyrelsen ikke engang kan sikre, at patienterne får nok at drikke!

Det er ganske enkelt ikke godt nok.

Sat på spidsen er det spørgsmålet, om ansvaret for behandling af de svageste patienter på plejehjem også fortsat bør ligge hos 98 forskellige kommunalbestyrelser.

Men hver gang debatten drejer i retning af at stille større krav til kommunerne – eller bare samme krav som til andre behandlingsleverandører – går debatten i stå. Kommunerne kaster selvstyre-kortet, og røsterne fra Folketinget forstummer.

Tag et opgør med selvstyret
Men det går ikke at blive ved med at lappe på en selvstyremodel, der ikke virker.

Integrerede samarbejdsmodeller, nærhedsfinansiering, statslig puljestyring, regionale sundhedskoordinationsudvalg, kommunale sundhedsaftaler, tværsektoralt samarbejde og tilsvarende styringstiltag vil ikke give sårbare patienter på plejehjem bedre behandling, hvis ikke kommunerne kan levere en sygdomsbehandling af samme kvalitet, vi forventer af andre sundhedsaktører.

Folketinget bør i stedet bruge musklerne og tage et opgør med det kommunale selvstyre på sundhedsområdet.

Vi kan ikke være tjent med 98 forskellige måder at behandle hjerte-kar sygdomme, KOL, diabetes, kræft, hoftefraktur eller demenssygdomme på.

Der er brug for ensartede standarder, håndfaste krav til uddannelse og normering, flere data, mere dokumentation samt en effektiv kontrol med sanktioner – også på de kommunale plejehjem.

En ny sundhedsreform vil kun give mening, hvis den sætter patienterne i fokus – også de mest sårbare, hvis liv hver eneste dag året rundt er afhængig af kvaliteten af sygdomsbehandling og pleje på kommunale plejehjem.