DF-ordfører banket på plads

UPS: En pressemeddelelse fra Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, blev trukket tilbage, efter hun dramatisk havde beskrevet besparelserne i sundhedsvæsnet.
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Fra tid til anden må partiernes pressetjenester sende små rettelser ud i kølvandet på ordførernes pressemeddelelser.

At man efter 26 minutter trækker hele pressemeddelelsen tilbage hører til sjældenhederne.

Men det var situationen i går, tirsdag den 2. marts, da Dansk Folkepartis pressetjeneste først sendte en pressemeddelelse ud for partiets sundhedsordfører, Liselott Blixt.

Dokumentation

De to mails fra Dansk Folkeparti:

Oprindelig mail: 

DF: Sygehusene skal ikke bruge penge på nybagte fædre

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, tager skarpt afstand fra det seneste forslag fra SFs børneordfører, Pernille Vigsø Bagge, om at alle fædre skal have mulighed for, at overnatte på sygehuset efter deres børns fødsel. Liselott Blixt synes forslaget fra SF er næsten usmageligt, i en tid med nedskæringer på andre og mere vitale områder, og i høj grad lugter af populisme fra den røde bloks side. 

- Det er jo helt urealistisk. I dagens Danmark, hvor sygehusene skal skære ned og spare alle steder, kan man ikke begynde at finde penge frem til den slags sociale foranstaltninger. Sygehuse skal først og fremmest behandle syge mennesker, siger Liselott Blixt.

Liselott Blixt mener, at de nybagte fædre selv må betale den pris det koster, at overnatte i en hospitalsseng, hvis det er så vigtigt for dem, at tilbringe den første nat i selskab med det nye barn og dets moder.

- Hvis de fødende kvinder skal have familiemedlemmer til at overnatte på fødegangene, hvad gør vi så med alle de andre patienter, som måske også kunne have behov for en overnattende pårørende? spørger Liselott Blixt.

Efterfølgende mail:

ORIENTERING TIL PRESSEN

Pressemeddelelse udsendt tirsdag den 2. marts kl. 10.44 trækkes tilbage

Den pressemeddelelse, som Dansk Folkeparti udsendte i dag kl. 10.44 med overskriften "Sygehusene skal ikke bruge penge på nybagte fædre" trækkes hermed tilbage i sin helhed, da indholdet herunder formuleringerne omkring besparelser er ukorrekte, og pressemeddelelsen ikke er udtryk for Dansk Folkepartis politik.

Med venlig hilsen Dansk Folkepartis Pressetjeneste


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024