Drop provinsialismen, styrk kvaliteten

Af Charlotte Fischer 
Regionsmedlem i Region Hovedstaden

Viden er en af sundhedsvæsenets største udfordringer. Hvad virker - og er det godt nok til prisen? Hvornår overstiger bivirkningerne gevinsterne - og hvem har gavn af hvilken pille?

Nej til provinsialisme
Alt sammen kræver, at der løbende produceres, konsumeres og formidles store mængder af viden om kvalitet og effekt. Opgaven med at finde den optimale behandling er astronomisk. Den taler for, at der arbejdes maksimalt sammen på tværs af alle grænser om at tilvejebringe et vidensgrundlag for kvalitet. Alligevel er sundhedsvæsenet en fortælling om myndigheder - kommunale, regionale og nationale - der alt for tit vil selv. Der opfindes for mange dybe tallerkener - eller også opfindes der slet ingen. Fordi resurserne er sluppet op. Det bør have højeste prioritet at gøre op med denne "provinsialisme" og prioritere den fælles indsats - til gavn for patienterne.

De pressede resurser taler for det. Sundhedsstyrelsen, der har hovedansvaret for kvalitetsarbejdet, kan ikke følge med. De medicinske teknologivurderinger tørrer fx ud. Klikker man på Sundhedsstyrelsens kronologiske oversigt over MTV-vurderinger, kom den sidste i 2010. Udenlandske MTV-rapporter, som styrelsen skulle indhente og kommentere, er helt stoppet. Sidste årsberetning kom i 2007. Institut for Rationel Farmakoterapi har overlevet, men på skrumpende bevilling. Store meta-analyser, der kondenserer den eksisterende viden om en behandling, glimrer ved deres fravær. Udviklingen betyder, at vi taber terræn i kampen for at vide besked om kvalitet og effekt.

Det bør have højeste prioritet at gøre op med denne "provinsialisme" og prioritere den fælles indsats - til gavn for patienterne.

Charlotte Fischer
Regionsmedlem i Region Hovedstaden

Ja til internationalt samarbejde
Men vi kan ikke undvære denne viden. Gode råd er derfor dyre. En af løsningerne er at droppe en historisk tilbøjelighed til national enegang og gå tættere sammen med andre om den enorme udfordring med at indhente og bearbejde viden om kvalitet. Hvorfor ikke starte i Skandinavien og aftale en arbejdsdeling? Så Sverige blev specialist i at følge og effektvurdere visse sygdomsområder, mens Norge og Danmark tog sig af andre. Der burde være masser at hente - vi har trods alt fuldstændig samme udfordring. Det kunne måske endda lægge grundstenen til et europæisk system, hvor landene aftalte en indbyrdes specialisering.

Regionerne skal samarbejde mere
Men også inden for landets grænser har provinsialismen fat. Regionerne samarbejder stadig for lidt. Strengt taget burde der ikke skrives så meget som én eneste klinisk vejledning eller rekommandation regionalt. Hvorfor skulle der også det? For borgerne er tanken om regionale forskelle i medicineringen styg. Det er samtidig spild af kostbare kræfter.

Alligevel disponerer hver region fx over sin egen lægemiddelkomité, som bruger tid på at udarbejde kliniske rettesnore for medicineringen. Da sagen om overmedicinering på Glostrup Psykiatri kom for en dag, var reaktionen at udarbejde en vejledning om, hvornår lægerne måtte overskride den normale maksimaldosering. Forhåbentlig udformes disse vejledninger kun én gang - som et landsdækkende tiltag. Man kan dog tvivle.

Regionerne burde være de første til at sætte sig ned og udarbejde en fælles kvalitetsstrategi - og på den måde sikre, at vejledninger, protokoller, rekommandationer etc. kun laves ét sted. Men det kræver, at man går sammen - også før man får det banket ned fra oven.