Patientforening: Gigtindsatsen skal ikke være et postnummerlotteri
DEBAT: Forskellen på hjælpen, gigtpatienter kan få i kommunerne, er alt for store. Det må og skal en sundhedsreform dæmme op for, skriver Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind.
Mette Bryde Lind
Direktør, GigtforeningenKommunale politikere og chefer mødes i de her dage – digitalt naturligvis – for at sætte fokus på det nære sundhedsvæsen. Det gør de hvert år. Ligesom vi i Gigtforeningen ivrigt følger med i debatterne.
Det gør vi, fordi mange – særligt borgere med slidgigt – allerede i dag er tilknyttet det nære sundhedsvæsen i kommunerne. Og med flere ældre og længere levetid vil flere komme til i de kommende år.
Mange kommuner løfter opgaven. En tredjedel af alle kommuner har eksempelvis oprettet egne tilbud, der sikrer en særlig patientuddannelse og træning – den såkaldte GLA:D-træning – til de mange danskere, der døjer med slidgigt i hofter og knæ. Og træningen virker med dokumenteret effekt. Mange får reduceret deres smerter og får en bedre funktion i det daglige.
Desværre er der også mange kommuner, hvor indsatsen over for borgere med slidgigt er mangelfuld eller ikke eksisterende. Forskellen i den kommunale hjælp er derfor stor. Også for stor.
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg kan sendes til [email protected].
Hjælpen til at leve med de gigtsygdomme, der i dag varetages af det nære sundhedsvæsen, må ikke være et postnummerlotteri. Alle bør sikres en god og hurtig hjælp til sin gigtsygdom – i hele Danmark.
Mulighederne bliver flere og bedre
Gigtforeningen ønsker derfor, at vi får løftet hjælpen til borgere med gigt – særligt i de kommuner, hvor det i dag halter.
Både økonomer og erhvervslivet taler om, at det er en god investering, når man forebygger og behandler kroniske sygdomme som gigt
Mette Bryde Lind
Direktør, Gigtforeningen
Der er brug for en sundhedsreform, som stiller krav om kvalitet i tilbuddene og løfter det nære sundhedsvæsen i form af viden, hjælp og støtte til mennesker med gigt.
Samfundsøkonomisk giver det også god mening. Både økonomer og erhvervslivet taler om, at det er en god investering, når man forebygger og behandler kroniske sygdomme som gigt.
En sygdom, der koster samfundet 25 milliarder kroner årligt. Det er endda en forudsætning for sund aldring og dermed en stigende pensionsalder og finanspolitisk holdbarhed i fremtiden.
Men først og fremmest skal vi gøre det, fordi vi kan. Vi kan forebygge, behandle og rehabilitere. Vi kan hjælpe mennesker, som i dag lever med invaliderende smerter og tabt funktionsevne. Og mulighederne bliver hele tiden flere og bedre.
Med den rette hjælp kan de gøre netop det, der giver dem livskvalitet: Forsat være aktive og være i arbejde, hente børnebørnene, være en del af et fællesskab og klare sig uden hjælp i eget hjem.
Lad os derfor komme i gang med en sundhedsreform, der løfter det nære sundhedsvæsen. Vi håber på en inddragende proces, hvor der lyttes til kommuner, regioner og fagpersonale. Og ikke mindst patienterne.