Influenza-beredskab opgraderes

Frygten for at en omfattende influenzaepidemi rammer Danmark får Folketingets Finansudvalg til at afsætte 20 mio. kroner til et særligt beredskab. Statistisk set vil der snart opstå en dræbende verdensomspændende influenzaepidemi.
Kristian Lund Pedersen
Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har fået Folketingets opbakning til at anvende 20 mio. kroner til etablering af et stærkt dansk beredskab med konstant overvågning af virus og udvikling af nye vacciner. Baggrunden er, at en verdensomspændende epidemi står for døren. Sådan ser det ihvertfald ud statistisk set, og selv om farligheden er svær at spå om, vælger de danske sundhedsmyndigheder at være på forkant. I de sidste 100 år er der opstået alvorlige influenza-epidemier med 30-40 års mellemrum med mange dødsfald til følge.

Det seneste år har fugleinfluenzaen i Asien sendt chokbølger verden rundt, og frygten for at en lignende epidemi kommer til Danmark, gør nu at ressourcerne afsættes.

Sidste efterår udarbejdede Sundhedsstyrelsen et oplæg til en dansk beredskabsplan for pandemisk influenza som grundlag for en tilvejebringelse af en egentlig operationaliserbar plan.

De 20 mio. kroner bliver taget fra den pulje, der er afsat til, at personer på over 65 år kan få tilbudet om at blive gratis influenzavaccineret. De 70 mio. der siden 2002 årligt har været afsat til dette har vist sig række tilstrækkeligt, og derfor får det ingen betydning for landets pensionister, at der flyttes 20 mio. kroner fra denne pulje.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024