Fakta
Centeret skal:
Rådgive om smittebeskyttelse
Koordinere og foretage risikovurderinger om smitteveje
Udarbejde analyser og scenarier for fremtidige strategier for kontrol med fugleinfluenza
Analysere og rådgive om testmetoder og undersøgelsesomfang
Skabe overblik over den nationale forskningsindsats om fugleinfluenza
Danne grundlag for fælles nye forskningsprojekter
Centrets arbejde involverer en tværfaglig ekspertgruppe med videnskabelige medarbejdere fra Statens Serum Institut, Arbejdsmiljøinstituttet, Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks Fødevareforskning.
Kilde: Forbrugerministeriet
Ingen danskere er endnu konstateret smittet med fugleinfluenza H5N1, og sygdommen synes lige nu og her på retræte i Danmark.
Alligevel bør man i Danmark ikke læne sig tilbage og tro, at vi slap med skrækken. Et nyt center og en ny plan skal klæde landet på.
Forbrugerminister Lars Barfoed (K) har taget initiativ til at etablere et tværfagligt og forskningsbaseret videnscenter for fugleinfluenza - Center for Aviær Influenza.
"Det er vigtigt, at de forskellige aktører kan samordne deres aktiviteter, så beslutningerne tages ud fra det samme forskningsbaserede vidensgrundlag," siger Lars Barfoed.