Nyt velfærdsparadigme stiller nye krav til politikere og ledere

Af Arne Nikolajsen
Direktør, Sundhed & Omsorg, Esbjerg Kommune

De fleste kommuner og regioner er i øjeblikket i gang med en udvikling, der skal omstille den måde, vi betragter og arbejder med velfærd på.

Fra at være en ydelse, vi som offentlig organisation og fagprofessionelle leverer, bliver velfærd i stigende grad noget, vi som samfund skaber sammen.

En fremtid med flere ældre og færre offentlige midler betyder ikke, at vi skal afvikle velfærdssamfundet. Vi skal i stedet udvikle det med fokus på, hvordan vi sammen skaber det gode liv.

Et liv, som tager afsæt i borgernes behov og ressourcer. Vi kan skabe bedre velfærd ved at bringe alle de ressourcer i spil, der ligger hos den enkelte borger, familien, de frivillige foreninger, virksomheder, institutioner osv.

Skal det lykkes, er der behov for, at politikerne går forrest og italesætter, at det er den vej, vi går.

Nu er det ikke længere nok at have tjek på sin egen afdeling eller enhed og levere klart definerede serviceydelser til borgerne. Fremover skal lederen også fungere i rollerne som iscenesætter, facilitator og motivator uden for egen organisation.

Arne Nikolajsen
Direktør, Sundhed & Omsorg, Esbjerg Kommune

At slippe kontrollen
Når velfærd i stigende grad skal skabes uden for det offentliges organisatoriske rammer i samarbejde med virksomheder, borgere og frivillige organisationer stiller det også nye krav til de offentlige ledere.

Nu er det ikke længere nok at have tjek på sin egen afdeling eller enhed og levere klart definerede serviceydelser til borgerne. Fremover skal lederen også fungere i rollerne som iscenesætter, facilitator og motivator uden for egen organisation.

Det kræver et helt nyt sæt af ledelseskompetencer. Lederne skal kunne sætte rammerne for samarbejdet med omverdenen og sikre, at alle er klar over, hvilke roller de har.

De skal kunne understøtte samarbejdet blandt andet ved at skabe tillid mellem deltagerne. Og sidst, men ikke mindst skal de kunne begejstre og motivere medarbejdere og eksterne samarbejdspartnere og give dem frihed og plads til at udvikle nye måder at gøre tingene på.

Hvis man som leder er vant til at fungere i en kultur, hvor der er fokus på resultater og på ikke at lave fejl, kræver det mod at turde slippe kontrollen og gå ind i et samarbejde med den indstilling, at vi som offentlig institution ikke ved det hele.

Borgerens perspektiv i fokus
Borgerens perspektiv og borgernes ønsker og ressourcer skal være det, der er i fokus, når vi arbejder sammen på tværs for i fællesskab at skabe det gode liv.

Vi skal gå fra at tænke borgerne som modtagere af velfærdsydelser til at betragte borgerne som aktive deltagere i udvikling af vores fælles velfærd.

Hvis vi vil facilitere ligeværdige samarbejder, skal vi turde udvise åbenhed og tillid og anerkende det udgangspunkt, borgerne og øvrige samarbejdspartnere har, og vi skal give plads til, at de kan være med til at definere problem og mulige løsninger.

Det er en tilgang, vi allerede kender fra arbejdet med hverdagsrehabilitering, hvor vi lægger vægt på at understøtte borgeren i at mestre eget liv.

Vi skal bygge videre på den tilgang, så vi bliver endnu bedre til i fællesskab at skabe det, der giver effekt og mening for borgeren.

Vi lægger vejen, mens vi går
Vejen mod den nye velfærd lægger vi, mens vi går. Vi har ingen færdig opskrift, men retningen kender vi.

Vi skal i samarbejde finde ud af, hvordan vi bedst klæder ledere og også medarbejderne på, så de har de nødvendige kompetencer til at kunne agere i det nye velfærdsparadigme.

Vi kan understøtte processen ved at sørge for, at de nye kompetencer indgår som en naturlig del af både uddannelser og efteruddannelse.