Lille sundhedseffekt og maksimal indtjening: Derfor raser eksperter over udsigt til ny tobakspris
BAGGRUND: Regeringen beskyldes for kynisme efter planer om mindre prisstigninger på tobak. Små stigninger skæpper nemlig godt i statskassen, men får kun få rygere til at droppe cigaretterne.
Signe Løntoft
RedaktørHvad er den perfekte pris på en pakke cigaretter, set fra et samfundsøkonomisk perspektiv?
Svaret på det spørgsmål er baggrunden for, at sundhedsaktører i sidste uge gik ud med skarpe fordømmelser, da Altinget kunne fortælle, at regeringen planlagde en prisstigning på en pakke cigaretter på cirka ti kroner, indfaset over tre år.
"Det er for slapt. Lige da jeg hørte det, troede jeg, det var løgn. Det er helt, helt utilfredsstillende," lød det fra direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker.
Tobaksafgift og samfundsøkonomi
Tobaksafgifterne har givet færre indtægter de senere år. Det afspejler blandt andet et lavere forbrug, og at afgiften på cigaretter ikke er ændret siden 2014.
Skatteministeriet offentliggjorde i maj en analyse, der viser, at prisstigninger på tre-fire kroner for en pakke cigaretter kan have en positiv effekt på samfundsøkonomien og de offentlige finanser. Omvendt viser analysen, at prisstigninger ud over ti kroner kan være forbundet med et samfundsøkonomisk tab. Beregningerne baserer sig blandt andet på skøn over, hvor meget danskerne vil køre over grænsen for at købe cigaretter.