PLO: Vi er løsningen

Af Henrik Dibbern
Formand for PLO

Jens Stenbæk, der er formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn, beskriver i et indlæg 14. november på Altinget.dk sammenbruddet i forhandlingerne mellem regionerne og de praktiserende læger.

Når jeg læser hans beskrivelse af forløbet, kan jeg dog blive stærkt i tvivl om, hvorvidt vi har deltaget i de samme forhandlinger.

Virkeligheden er, at vi blev mødt af to ultimative krav fra regionerne på det sidste forhandlingsmøde 8. november.

For det første, at vi skulle afgive vores indflydelse på styringen og udviklingen af almen praksis og dermed vores egne virksomheder, selv om lægerne er ansvarlige for både investeringer og drift af landets 2100 lægehuse.

For det andet, at vi skulle løse mange flere opgaver, uden at vi får tilført flere ressourcer til at ansætte hjælpepersonale. Disse to ultimative krav sagde vi nej til.

Regionerne ville ikke lytte
Regionerne var på intet tidspunkt interesserede i at drøfte de krav og forslag, vi havde med til forhandlingerne. Et af vores forslag var en national lægedækningsplan, som pålagde regionerne at nedsætte et planlægningsudvalg for de fem regioner.

Det skulle medvirke til at sikre, at der kan skabes sikkerhed for, at alle borgere kan have en egen læge. Dette udvalg skulle bestemme, hvor mange lægekapaciteter der skulle fordeles, og hvor de skulle placeres.

Ud over dette havde vi et forslag med om en udvidelse af lægernes efteruddannelse og et videre arbejde med at udvikle en kvalitets- og akkrediteringsmodel, som ville give mening i forhold til arbejdet med patienterne.

Regionerne var imidlertid hverken indstillet på at tale om lægedækning, kvalitetsarbejde eller efteruddannelse på forhandlingsmødet den 8. november, men besluttede efter blot en halv time at afbryde forhandlingerne.

Lad os mødes til reelle forhandlinger
Vi er fuldstændig klar over, at landet befinder sig i en økonomisk krise. Derfor har vi heller ikke forlangt honorarstigninger. Vi har derimod en klar forventning om, at ressourcerne skal følge opgaverne.

Hvis vi får tilført flere og flere opgaver, skal vi have mulighed for at ansætte mere hjælpepersonale.

Ellers vil der blive mindre tid til den enkelte patient, og adgangen til lægehjælp i almen praksis vil blive rationeret. Opgaver vil også begynde at glide videre til sygehuse og speciallæger i stadig større omfang. Regionernes strategi om at uddelegere endeløse opgaver til almen praksis uden at lade ressourcerne følge opgaverne vil derfor svække familielægesystemet og føre til både et dyrere og dårligere sundhedsvæsen.

Det kan ingen være tjent med.

Vi ønsker fortsat at medvirke til, at samfundet får mest mulig sundhed for pengene. Hvis regionerne, efter at have tænkt sig om, kommer frem til, at de ønsker det samme, bør de vende tilbage til forhandlingsbordet uden at medbringe deres ultimative krav.