Regioner ryster på hovedet af Kræftplan III

FORLIG: Kræftens Bekæmpelse glæder sig over Kræftplan III, bortset fra nogle få skuffelser. Danske Regioner kritiserer så godt som alle centrale dele af forliget.
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Så blev regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne enige om Kræftplan III.

Som ventet er de alt 812 millioner primært afsat til bedre diagnostik af patienter med svage kræftsymptomer og screening (endetarmskræft), rehabilitering, smertelindring (palliation) samt en række mindre tiltag.

Kræftens Bekæmpelse erklærer sig overordnet tilfreds med Kræftplan III. Organisationen fik sit ønske omfyldt om, at der oprettes diagnostiske centre på sygehusene, der skal sikre en hurtigere diagnose, så flere kræftpatienter end i dag får glæde af pakkeforløbene. Kræftens Bekæmpelse kritiserer dog, at initiativerne for manges vedkommende er sat til først at blive ført ud i livet om et par år.

"Vi er glad for, at der nu gøres en særlig indsats for folk med uklare symptomer på kræft. Men vi forstår ikke, hvorfor patienterne skal vente til 2012, før der indføres diagnostiske centre på hospitalerne. Både Silkeborg og Vejle har allerede vist, at det kan lade sig gøre med hurtig diagnose for den gruppe patienter også. Så det er bare med at komme i gang," siger Leif Vestergaard Pedersen, der også gerne havde set, at kræftplanen havde været mere konkret om, hvordan de 111 og 138 millioner skal bruges på henholdsvis rehabilitering og palliation.

Danske Regioner, der har ansvaret for at Kræftplan III bliver til virkelighed, er stærkt kritisk over for næsten samtlige centrale dele af forliget om Kræftplan III.

Dyr diagnostik
Danske Regioner er enige med forligspartierne i, at der skal gøres en større indsats for de patienter, der har kun svage kræftsymptomer, via en hurtigere og bedre diagnostik.

"Men vi er ret sikre på, at 85 millioner ikke er nok. Kravet er, at der skal etableres diagnostiske centre i nye fysiske enheder. Udstyret, der hører til, er voldsomt dyrt, og oven i det kommer personaleudgifterne," siger Ulla Astman (S), der er formand for Danske Regioners sundheds- og socialudvalg.

Og hvis de årlige 85 millioner til de diagnostiske centre som ventet fordeles mellem regioner på sædvanlig vis, bliver det helt åbenlyst, at forligspartierne har haft den rigtige intention, men har sendt for få penge med, vurderer man hos regionerne.

"Med den normale fordelingsnøgle vil vi i Region Nordjylland få 8,5 af de 85 millioner kroner til diagnostiske centre. Så er det vist klart for enhver, at det ikke er særligt realistisk, at vi for de penge skal kunne købe udstyr, fysiske rammer og aflønne personale," siger Ulla Astman.

Danske Regioner vil derfor forsøge at overbevise regeringen om, at de diagnostiske centre ikke behøver at bygges op fra bunden, men at de i stedet skal etableres på eksisterende afdelinger, hvor arbejdsgangene laves om.

Ingen styrkelse af Kræftpakker
Men kritikken af Kræftplan III's centrale punkter stopper ikke her. De andre penge, der er afsat i kræftplan III, er også for en stor dels vedkommende prioriteret forkert, vurderer man hos Danske Regioner.

"Vi undrer os meget over, at der ikke er afsat penge til at forbedre behandlingen af den store gruppe af patienter med comorbitet (patienter med en alvorlig sygdom udover kræft) samt forskning i, hvordan man hjælper dem bedre. Samtidig så er det også ærgerligt, at man ikke har sat penge af til at styrke pakkeforløbene. Særligt fordi kapacitetsgrænsen på afdelingerne er nået mange steder, og andre steder har man allerede for lange ventetider. Det er en yderst uheldig prioritering, at man ikke har taget hånd om dette problem," siger Ulla Astman.

Danske Regioner er på det rene med, at den økonomiske krise har sat skarpe grænser for, hvor mange penge der kan afsættes til kræftplan III. Men pengene skulle derfor have været fordelt anderledes.

Fakta
Det skal de 812 mio kr. primært bruges til:
  • Screening for endetarmskræft til alle personer i alderen 50-74 år
  • Diagnostisk pakke skal sikre hurtig diagnose ved uklare symptomer
  • Styrket rehabilitering - etablering af forløbsprogram
  • Bedre palliation - etablering af forløbsprogram

"Man kunne så have udsat det meget dyre endetarms-screeningsprogram, til økonomien havde set lidt lysere ud. Det er helt sikkert en god ide med screeningerne, men i lyset af de udfordringer, jeg har nævnt, så burde man udsætte det," siger Ulla Astman.

Screening sluger læger
Hun peger også på, at screeningsprogrammet af de mange, der måske er syge, kan skade behandlingen af danskere, som vitterlig har kræft.

Foto:

"Vores foreløbige analyser viser, at screeningens programmet for endetarms-kræft vil lægge beslag på 15 procent af de kirgisiske speciallæger, som så skal udføre koloskopier (kikkertundersøgelser) som følge af screeningerne," siger Ulla Astmann.

Hun mener personligt, at de øgede bevillinger til hospice-pladser burde have været fravalgt i forhold til en bedre behandling og forskning til gavn for comorbitet-patienterne.

"Særligt når man hører om hospicer, der har tomme senge," siger Ulla Astman, der understreger, at man i Danske Regioner accepterer aftalen og vil gøre alt, hvad der er muligt for at få intentionerne i aftalen til at blive til virkelighed.

"Men vi håber, at man vil lytte til os i det kommende arbejde med at få initiativerne sat i værk," siger Ulla Astman.

Dokumentation
Sådan er pengene i Kræftplan III fordelt: 

Bedre diagnosticering og screeninger:

Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne er enige om, at der afsættes 1 mio. kr. i 2011 til at udarbejde den diagnostiske pakke for patienter med uspecifikke symptomer på alvorlig sygdom, der kan tyde på kræft.

Aftaleparterne er enige om, at der fra 2012 og frem årligt afsættes 85 mio. kr. til regionerne med henblik på at styrke den tidlige diagnostik med udgangspunkt i den diagnostiske pakke for patienter med uspecifikke symptomer, der kan tyde på kræft. Midlerne skal målrettes behovet for hensigtsmæssig organisering og tilrettelæggelse af effektive diagnostiske.

Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne er enige om, at der afsættes 4 mio. kr. i 2011 og 6 mio. kr. i 2012 til at opdatere de praktiserende læger på symptomer på kræft og på kriterier for henvisning til pakkeforløb.

Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne er enige om, at der afsættes 3 mio. kr. i 2011, til at gennemføre en målrettet informationsindsats om symptomer på kræft. Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne er enige om at indføre landsdækkende screeningfor tyk- og endetarmskræft som et tilbud til personer i alderen 50-74 år hvert andet år. Implementeringen af screeningsprogrammet forberedes i årene 2011-2013 og i den forbindelse afsættes der 38 mio. kr. i 2013 til etableringsomkostningerne. Screeningen påbegyndes i 2014 og indfases over 4 år. I den forbindelse afsættes der 220 mio. kr. i 2014 stigende til 391 mio. kr. fra 2023.

Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne er enige om, at der afsættes 1 mio. kr. årligt fra 2013 til en løbende evaluering og optimering af alle nationale screeningsprogrammer på kræftområdet ved at iværksætte en ensartet, systematisk opfølgning på programmerne med fokus på resultatopfølgning, deltagelsessikring, effekt samt faglig udvikling af screeningsområdet.

Rehabilitering:
Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne er enige om, at der afsættes 1 mio. i 2011, til at udvikle et forløbsprogram for kræftpatienters rehabilitering og palliation.

Aftaleparterne er desuden enige om at afsætte 30 mio. kr. i 2012 og 40 mio. kr. årligt fra 2013 og frem til at understøtte et forløbsprogram for kræftpatienters rehabilitering og palliation i kommunerne og regionerne.

Smertelindring (Palliation)

Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne er enige om, at der afsættes 8 mio. kr. fra 2011 og frem til at sikre øget adgang til specialiseret palliativ behandling og specialiseret rådgivning til det basale niveau.

Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne er endvidere enige om at udbygge kapaciteten med yderligere 10 pladser årligt i perioden 2012-2014, så det samlede antal hospicepladser i Danmark når op på i alt 250. Parterne er enige om at afsætte 5 mio. kr. årligt i perioden 2012- 2014 til etableringstilskud til de ekstra 30 pladser. Til drift af de i alt 42 nye hospicepladser, når disse er etableret, afsættes 6 mio. kr. i 2011, 15 mio. kr. i 2012, 22 mio. kr. i 2013 og 29 mio. kr. årligt fra 2014 og frem.

Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne er enige om, at der afsættes 1 mio. kr. i2011 til at opdatere Sundhedsstyrelsens kliniske retningslinjer for den palliative indsats, som dækker hele det palliative område inklusiv kræft. Opdateringen skal koordineres med udarbejdelsen af forløbsprogrammet for kræftpatienters rehabilitering og palliation.

Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne er enige om at afsætte 4 mio. kr. årligt fra 2012 til Palliativt Videnscenter, samt tage stilling til finansieringen af videreførsel af aktiviteterne på RehabiliteringsCenter Dallund i forbindelse med finanslovforhandlingerne for 2012.

Forebyggelse:
Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne er enige om, at der afsættes 3 mio. kr. i 2011, til at der gennemføres en informationskampagne målrettet børn og unge samt særligt udsatte. Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne er enige om at afsætte 6 mio. kr. i 2011 til at gennemføre den succesfulde nationale rygestopkampagne: "Hver eneste cigaret skader dig". Kampagnen kan eventuelt tilpasses yderligere med det formål at nå særligt udsatte grupper. Kampagnens indhold skal være fagligt dokumenteret.

Samtidig er aftaleparterne enige om at afsætte 2,5 mio. kr. årligt fra 2011 til finansiering af driften af STOP-Linien. Med disse midler forventes det endvidere, at STOP-linien kan udvikle sine aktiviteter til for eksempel i højere grad at iværksætte opsøgende indsatser.

Andet:
Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne er enige om at afsætte 1 mio. kr. i 2011 til udarbejdelse og formidling af patientinformation om mulighederne for henvisning til behandling i udlandet. Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne er enig om, at der fra 2011 og frem afsættes 2 mio. kr. årligt til at styrke monitorering og kvalitetsudvikling på kræftområdet i regi af DMCG'erne, herunder til anvendelse af de kliniske kvalitetsdatabaser i den nationale monitorering på kræftområdet.

Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne er enige om, at der afsættes 5 mio. kr. i 2011 til at sikre, at børn som pårørende til alvorligt syge forældre involveres og støttes i det omfang, det er hensigtsmæssigt ud fra barnets behov. Arbejdet kan gennemføres i samarbejde med fx Kræftens Bekæmpelses "OmSorg", der er en enhed, som vejleder voksne i at støtte børn i sorg.  Aftaleparterne er desuden enige om, at der afsættes 1 mio. kr. i 2012 til at udarbejde materiale, der formidler retningslinjerne for inddragelse af pårørende til de relevante sygehusafdelinger.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bertel Haarder

Medlem af det Nordiske Grænsehindringsråd, fhv. MF, MEP og minister (V)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1970)

Ulla Astman

Kontorchef, HK Nordjylland, fhv. regionsrådsformand (S), Region Nordjylland
cand.scient.adm. (Aalborg Uni. 1996)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024