S: Socialdemokratisk kræftsejr

Dokumentation
Fredag 12. oktober 2007 S: Socialdemokratisk kræftsejr Socialdemokraterne glæder sig over aftalen mellem regeringen og de danske regioner om akut kræftbehandling. - Det er en glad dag for kræftpatienterne, for Kræftens bekæmpelse og for Socialdemokraterne, der har presset på for at få kræft behandlet som en akut sygdom. Vi anser dagens aftale som et skridt på vejen mod akutbehandling af alle livstruende sygdomme, siger Socialdemokraternes sundhedsordfører, Jens Peter Vernersen. - Regeringen og Dansk Folkeparti var lang tid om at forstå alvoren, og først hen over sommeren, da Socialdemokraterne gennem lang tid havde forlangt akut kræftbehandling, nåede de til samme konklusion. Når de i dag efter dette lange forløb vil bryste sig af resultatet, så er det helt fint med mig. Det vigtigste er, at kræftpatienter kan forvente akutbehandling i Danmark, siger Socialdemokraternes sundhedsordfører, Jens Peter Vernersen. Socialdemokraterne vil nu nærstudere aftalen for at være sikre på, at aftalen reelt giver en garanti for akutbehandling. - Vi må være sikre på, at patienterne rent faktisk får en klar ret til akutbehandling. Og vi må sikre os, at der faktisk er penge og personale nok til, at alle kræftpatienter kan behandles akut. Og så vil vi også sikre os, at den nye aftale ikke medfører forringelser for andre patientgrupper. Socialdemokraterne ønsker akutbehandling for alle livstruende sygdomme, og eksempelvis er der i dag hjertepatienter, som også står på ventelister til scanning. Samtidig har regeringen gennem alle sine leveår overset de medicinske patienter, som jo ikke har glæde af frit valg-ordningen. Så vi skal ikke hvile på laurbærerne - kampen fortsætter, siger Jens Peter Vernersen. For yderligere kommentarer kontakt venligst Jens Peter Vernersen på 3337 4043

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024