Debat

Super behandling til hovedstaden

DEBAT: Konservativt medlem af regionsrådet i Hovedstaden er ikke i tvivl om, at nyt super-kræftcenter skal placeres i København.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Nina Berrig (K)
Medlem af Region Hovedstaden

Når vi taler kræftbehandling i Danmark, er større overlevelse og færre bivirkninger målet. Det er derfor også Region Hovedstadens mål.

I Region Hovedstaden har vi et kræftcenter fordelt på vore to store universitetshospitaler, Rigshospitalet og Herlev Hospital. Ønskedrømmen er også at være hele Øresundsregionens kræftcenter med et mere formaliseret samarbejde med Universitetshospitalet i Lund.

Inspireret i USA
Omkring strålebehandlingen mod kræft er der sket uhyre meget i de seneste år. Efter en netop afsluttet rejse til Boston, hvor de positive resultater omkring protonbehandling blev beskrevet, er jeg helt sikker på, at vi også i Danmark bør have et sådant tilbud.

Cirka 200 børn rammes årligt af kræft i Danmark. De hyppigste kræftformer er leukæmi, lymfekræft og nyrekræft. Overlevelsen bliver fortsat bedre, men netop for børnenes vedkommende er det meget vigtigt, at strålebehandlingen gøres så præcis som mulig, så det omkringliggende væv skånes.

I Boston behandlede man cirka 1 pct. af alle de kræftramte børn med partikelterapi, men målet var at have kapacitet til at kunne behandle cirka 20 pct. af alle kræftramte børn. Derudover var denne form for stråleterapi også anbefalelsesværdig til behandling af bl.a. prostata og brystcancer.

Et center nok
Omregnet til danske forhold forventer man, at mellem 1.000 og 2.000 danske kræftpatienter kan få gavn af protonstråling frem for den traditionelle behandling. Kapacitetsmæssigt vil ét anlæg være dækkende for Danmark.

Erfaringerne fra udlandet, Boston m.fl., siger, at det er bedst for behandlingsmulighederne at placere et sådant partikelterapianlæg nær et universitetshospital, hvor man i forvejen har stor ekspertise med kræftbehandling.

Derfor vil det være oplagt at landets største region, Region Hovedstaden, bliver stedet, hvor partikelanlægget placeres.

Koster 1 mia.
En dyr sag? - Ja, prisen er nok omkring 1 milliard, men hvis vi i Danmark vil være så ambitiøse, at vi ønsker at kunne give det bedste af det bedste, når det gælder kræftbehandlingen - kan vi så være bekendt ikke at tage førertrøjen på - også når det gælder det nyeste inden for partikelterapi?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024