Gulplade-regler i udvalg
Henrik Theil
Erhvervet efterlyser klare regler, men hver gang vi forsøger at komme dem i møde, så er der nogle, som forsøger at gradbøje dem. Nu sender vi sagen i et hurtigt arbejdende udvalg, så den bliver ordentligt belyst.
Peter Høyer
Særlig rådgiver for skatteminister Kristian Jensen
"Der køres helt op til grænsen, og nogle gange over, når vi diskuterer regler om gulplade-biler med erhvervslivet. Der er nu så mange indlæg og synspunkter, at ministeren har sagt nej til at nøjes med workshop med erhvervene, så vi sender sagen i udvalg," forklarer rådgiver Peter Høyer fra Skatteministeriet.
Skatteminister Kristian Jensen (V) har gentagne gange afvist at gøre noget ved reglerne, men de gentagne henvendelser om og kritikken af reglerne har altså fået ham til at aflyse den planlagte workshop på fredag.
Håndværksrådet hilser den beslutning velkommen, og rådet er blandt de organisationer, der gentagne gange har påpeget, at reglerne om brug af erhvervsbiler på gule plader er en ren jungle.
"I dagens Danmark har vi mangel på arbejdskraft. Derfor lyder det som en dårlig vittighed, når moms og skattereglerne tvinger medarbejderne til at bruge ekstra timer på transport i stedet for på arbejde," udtaler økonom i Håndværksrådet Mads Engberg i rådets seneste nyhedsbrev.