Kulturforsker: Liberales kritik af DR-dokumentar om privatfly er et patroniserende hold-kæft-bolche til danskeres forargelse

For eksempel skriver chefredaktøren på mediet Finans, Simon Bendtsen, i et opslag på LinkedIn: "Pinligt, når public service gør små problemer store. Netop nu har vi en grøn krise. Markedet for havvind er underdrejet, mens fremtidens grønne brændstoffer er langt fra at blive økonomisk bæredygtige. Men DR vælger i stedet at bruge kræfterne på 14 privatfly for at piske en stemning op om hykleri hos Danmarks rigeste. Trist."

Samme Bendtsen har desuden udtalt til P1-programmet Guld og Grønne Skove og i egen klumme på Finans, at dokumentaren viser "det værste ved klimadebatten", fordi den sætter fokus på skyld og skam i stedet for at udpege reelle løsninger.  

Og løsningerne - må vi forstå på Bendtsen – er her mere politiske støtte til de markeder og teknologier, som lige nu lider, og derfor ikke leverer lige så grønne resultater som håbet.

Klassisk liberal udmelding

Bendtsens kommentar er på mange måde typisk for det liberale Danmarks måde at diskutere klimakrisen på. For hver gang det gøres tydeligt for danskerne, at klimakrisen kalder på en lang mere retfærdig fordeling af både det nationale og internationale forbrug, melder der sig en liberal på banen med en kommentar om, at danskerne bør tænke større. 

Beskeden fra de liberale til danskerne er i de situationer næsten altid den samme, nemlig at danskerne ikke skal fokusere på de åbenlyse uretfærdigheder, der er synlige lige foran næsen på dem, men i stedet skal se tingene i et større perspektiv.

Altid handler det for de liberale om at tage luft ud af forargelsen for derved at afværge de større forandringer, som uretfærdigheden udstiller et behov for.

Gregers Andersen
Kulturforsker, Aalborg Uni.

Og ofte indbefatter det en henvisning til såkaldt grønne teknologier, der er lige rundt om hjørnet, eller til at markedet langsomt men sikkert vil klare problemerne, hvis blot politikerne hjælper det lidt mere.     

Hvad man skal lægge mærke til her, er, at der næsten altid er tale om anvisninger, der har travlt med at fjerne fokus fra den reelle uretfærdighed. Det vil nærmere bestemt sige anvisninger, der ikke grundlæggende vil rokke ved det nuværende system og dets problemer, men bevare status quo.

Altid handler det på den måde for de liberale om at tage luft ud af forargelsen for derved at afværge de større forandringer, som uretfærdigheden udstiller et behov for.  

Når liberale meningsdannere kritiserer DR's dokumentar, skal vi således afkode det som et patroniserende hold-kæft-bolche til de mange danskere, der umiddelbart oplever de riges brug af privatfly som både uansvarlig og forkastelig. 

Det, som de liberale meningsdannere reelt siger til disse danskere, er således: "Ti nu stille, og bare lad de voksne – der i modsætning til jer børn forstår dybden i problemerne – klarer dem!"

Eller sagt på en anden måde: Det er de privilegeredes måde at sige til de mindre privilegerede, at de skal pakke sig. 

Uretfærdighed og forargelse

Det samme gælder Bendsens kommentar om, at vi ikke skal tale om skyld og skam, når det gælder klimakrisen. For hvorfor egentlig ikke, hvis klimakrisen handler om retfærdighed – altså om, hvordan det globale forbrug af drivhusgasser skal fordeles i en verden, hvor der er grænser for, hvor mange drivhusgasser der kan udledes?

Svaret er, at det for liberale for alt i verden handler om at forsinke og afværge denne erkendelse, fordi den grundlæggende indbefatter en økonomisk omfordeling. Og fordi en sådan omfordeling traditionelt har været en socialistisk og ikke en liberal erkendelse.

Det er netop derfor, de liberale gang på gang forsøger at henlede vores opmærksomhed på kommende teknologier i stedet for på nuværende problemer og uretfærdigheder ved vores forbrug. 

Deres drøm er at skabe en verden, hvor der ikke er nogen grænser for forbruget, og derfor heller ikke noget behov for at omfordele og reducere det. En verden, hvor vi engang i fremtiden alle kan flyve i privatfly. 

DR's dokumentar stiller os imidlertid spørgsmålet om, hvad vi skal gøre, mens vi venter på denne verden (der formentlig aldrig kommer). Eller sagt på en anden måde: Det, den spørger os om, er, hvad der er rimeligt at gøre nu og her.

Og her er forargelsen og følelsen af uretfærdighed et godt pejlemærke for, at det politisk skal gøres langt sværere, dyrere og besværligt for ekstraordinært rige danskere at vælge privatflyet som rejseform.