Paula Larrain: Danmark glimrer ved sit fravær i kampen for fred mellem Israel og Palæstina

Titusinder af mennesker er blevet dræbt for øjnene af hele verden siden 7. oktober, mens den danske mediedækning med rette bliver kritiseret for at være mangelfuld – hvilket i sig selv gør, at den danske regering ikke rigtig føler sig presset til eksempelvis at reagere, når Norge får en overhaling af en krigsførende nation.

Herhjemme lister politikere, meningsdannere og desværre også journalister rundt om den varme grød, enten for ikke at få noget i klemme selv eller for ikke at gøre situationen værre.

Situationen er da ellers slem nok.

Forleden blev omkring 100 mennesker, heriblandt en masse børn, dræbt ved endnu et blodigt angreb på civile i Gaza, som sultes, tørstes og gennes rundt fra område til område.

Herhjemme lister politikere, meningsdannere og desværre også journalister rundt om den varme grød.

Paula Larrain

Den israelske menneskerettighedsorganisation B'Tselem har udgivet en rapport om ekstrem tortur i israelske fængsler mod palæstinensere, der tilbageholdes uden rettergang. 

De samlede drabstal er enorme, internt i Israel er folk fordrevet i frygt for angreb fra Hizbollah, og Benjamin Netanyahus modstandere er overbeviste om, at han forsøger at fremprovokere en regional krig for at redde sit eget skind ud af det totale kaos.

Som tidligere premierminister Ehud Barak har formuleret det: "Netanyahu fokuserer mere på sin egen magts overlevelse end på det israelske folks eller den israelske stats overlevelse."

Spørgsmålet er dog, om Netanyahu i sidste ende får lov til det – at fremprovokere en større krig – for tingene rykker sig internationalt. Også i USA.

Selvom Joe Biden sender hangarskibe og en u-båd til området, er det ikke ensbetydende med, at USA vil lade sig drage ind i en større væbnet konflikt med Iran.

Dertil har den amerikanske offentlighed rykket sig for meget, og ingen forventer, at Kamala Harris eller Donald Trump vil fortsætte den stil, som har givet den nuværende præsident øgenavnet "Genocide Joe" blandt vigtige ubeslutsomme vælgere, der er koncentreret især omkring Pennsylvania og Michigan.

En meningsmåling fra The Chicago Global Council on Foreign Affairs viste forleden, at der nu ikke længere er et flertal blandt amerikanerne bag en militær støtte til Israel, skulle det lykkedes Netanyahu og Hamas at sætte ild til hele regionen.

Som sagerne står lige nu, lader de menige amerikanere til i stigende grad at ville holde sig uden for en eskalering.

Det gælder især blandt Demokraterne, mens opbakningen stadig er der blandt de fleste republikanere. Men her er støtten også vigende. Og da det især er de unge, som rykker sig, vil støtten til Israel fra USA i fremtiden næppe være den samme, som den er lige nu.

De menige amerikanere lader til i stigende grad at ville holde sig uden for en eskalering.

Paula Larrain

Det er en interessant udvikling. Også for Danmark.

Norge har bevist, at der i forhold til vores vigtigste allierede, allerede nu er et manøvrerum, hvis vi mere aktivt vil vise, at vi tager både folkeretten og menneskerettighederne alvorligt.

Så hvorfor danner vi ikke kor med Norge? Som minimum ved at bakke op, når deres diplomater bliver presset ud?

Officielt er Danmark stadig tilhænger af en to-statsløsning. Men modsat Norge har Danmark endnu ikke protesteret højlydt imod Israels krænkelser af folkeretten og den regelbaserede verdensorden, vi ellers siger, vi har interesse i.

I stedet bliver Danmark i stigende grad anset for at være et land med dobbelte standarder afhængigt af netop nationale eller regionale interesser. 

Vi har heller ikke taget skridt til at anerkende en palæstinensisk stat, selvom Danmark i lighed med andre nationer har faste diplomater i det palæstinensiske selvstyreområde og en strategi, der i alt andet end handling minder om Norges.

Der skal være en to-statsløsning, siger Danmark. Og alle skal overholde reglerne, som der står på udenrigsministeriets hjemmeside:

"Målene er tæt sammenhængende med Danmarks interesse i at beskytte det regelbaserede internationale samarbejde og holde alle parter i konflikten ansvarlige for deres handlinger."

I kampen for fred glimrer Danmark mest ved sit fravær.

Paula Larrain

Så sent som i maj honorerede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) den strategi ved at anerkende Den Internationale Straffedomstols uafhængighed og dermed domstolens ret til at bringe blandt andre Benjamin Netanyahu for en dommer. En absolut minimal opbakning.

"Danmarks strategiske vision for Palæstina 2021-2025 er at støtte en fredelig løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt gennem realiseringen af en to-statsløsning samtidig med at stræbe efter at fremme stabilitet i regionen og forbedre levevilkårene for de palæstinensere, som er fanget i konflikten."

I EU har flere lande – ligesom Norge – åbent erklæret deres støtte til en palæstinensisk stat, herunder Spanien, Irland og Sverige, hvilket gør Danmark til den klare skandinaviske undtagelse.

Måske er det på tide, at Danmark begynder konstruktivt at se på konkrete løsninger ved at følge sin egen vision og reelt anerkende begge folks ret til en stat – eller som minimum lige rettigheder for alle uanset stat – og herfra i en humanistisk ånd at hjælpe til med fredelig sameksistens.

For hvad er alternativet til fred?

"Krig er ikke uundgåeligt, fred er uundgåelig," som den fredssøgende israelske premierminister Shimon Peres bliver husket for at have sagt.

I kampen for fred glimrer Danmark mest ved sit fravær. Og sådan hjælper man hverken palæstinenserne eller staten Israel, der er i stor fare for at brække midt over i selvdestruktion, og som ikke længere er det humanistiske, demokratiske land, aldrende politikere har set op til.