Pendlere: Kystbane-udbud er en fiasko

TOG: Udbuddet af Kystbanen er en fiasko, konstaterer Pendlerklubben efter en ny politisk aftale, der giver færre tog på en række stationer - til gengæld skal togene komme til tiden.
Ny aftale skal sikre tog til tiden på Kystbanen.
Ny aftale skal sikre tog til tiden på Kystbanen.Foto: colourbox
Anders Jerking
En ny politisk aftale skal sikre tog til tiden på Kystbanen. Aftalen betyder, at passagerne på en række stationer får langt færre tog, end det oprindelige udbud lagde op til.

På den baggrund tøver Pendlerklubbens formand, Michael Randropp, ikke med at kalde udbuddet en fiasko.
"Vi er rigtig skuffede over, at vi aldrig har fået den kvalitet, som vi blev lovet, og det viser, at udliciteringen er en fiasko."

Udliciteringen og en meget stram køreplan har betydet, at passagerne i månedsvis har levet med forsinkede og aflyste tog, samt tog der sprang stationer over. Udbudskonstruktionen har gjort det svært at placere et ansvar, men med en ny politisk aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale forsøger transportministeren nu at løse problemerne. Aftalerne betyder en ny og mere robust køreplan med færre tog.

Pendlerklubbens formand er alligevel tilfreds med aftalen.
"Det bedste ville være, hvis vi fik de afgange, som vi var blevet lovet. Det kan så ikke lade sig gøre. Det næstbedste er så, at vi får trafikken til at fungere. Det kan være lige meget med mange afgange, hvis togene ikke kommer," siger han.

Han har siden maj arbejdet for ændringer på Kystbanen og har blandt andet flere gange efterlyst en ny køreplan.

"Det er trist, at vi skulle vente så længe, men det er en stor opmuntring, at den nye minister nu træder i karakter," siger Michael Randropp og understreger, at foreningen fortsætter sit samarbejde med transportministeren. Blandt andet vil foreningen arbejde for bedre busbetjening af de stationer, som nu får færre busser.

Tilfreds minister 
Foruden den nye køreplan indsættes der reservetog på tre stationer, der indføres procedurer, så togene kommer hurtigere afsted fra perronerne ligesom særlige perronmanagers på Hovedbanegården og i Kastrup skal få folk hurtigt ind i toget. Endelig har transportministeren indført en ny rettidighedsorganisation, der skal overvåge rettidigheden (læs hele aftalen nedenfor).

Transportminister Hans Christian Schmidt (V) glæder sig over aftalen.
"Vi laver en række tiltag, men det afgørende på Kystbanen er, at vi 15. august får lavet en ny køreplan. Det har Pendlerforeningen efterlyst," siger ministeren, der erkender, at aftalen betyder færre tog.

"Jeg har fra dag et sagt, at det ikke kommer til at gå, som det er nu. Derfor skal der køre færre tog, så det kommer til at fungere. Jeg er sikker på, at pendlerne også efterspørger, at man kan have tillid til, at togene også kører," siger ministeren, der med aftalen lover at mindste 90 procent af togene kører til tiden inden udgangen af i år.

Hans Christian Schmidt har kun været minister i to måneder og ønsker derfor ikke at kommentere, om man kunne have grebet ind før.
"Vi skulle have lavet strukturen først, inden vi kunne lave disse tiltag."

S og SF udenfor 
Den nye Kystbane-aftale er lavet mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale - og altså ikke med Socialdemokraterne og SF, som er med i den store transportaftale. Det skyldes, at S og SF i sin tid ikke var med til at lave aftalen om udbuddet, understreger ministeren.

SF's trafikordfører, Pia Olsen Dyhr, undrer sig alligevel over, at ministeren har lavet en smal aftale.
"Vi har et bredt forlig på transportområdet, men det kommer selvfølgelig an på, hvordan man tolker ånden i den brede transportaftale. Nu har vi fået ny minister og han tolker det i hvert fald ikke på samme måde som mig," siger hun.

Socialdemokraternes trafikordfører, Magnus Heunicke, understreger, at Socialdemokraterne gerne have været med i en aftale.
"Vi vil gerne have indflydelse og tage ansvar, men det er meget fair, at det er den forligskreds, der traf den dårlige beslutning om at sende banen i udbud, som nu også tager ansvaret og rydder op efter sig selv," siger han.

Han tvivler på, at aftalen er nok til at rette op på Kystbanetrafikken og peger ligesom Pendlerklubben på udbudskonstruktionen.
"Hele regeringens udbudskontruktion er usund, og derfor sidder vi nu i suppedasen," siger han.

I aftalen fremgår desuden, at togene nu opfører med at springe stationer over for at komme hurtigt frem. Men Pia Olsen Dyhr efterlyser sanktionsmuligheder.
"Ifølge udbuddet kan de jo springe stationerne over, så jeg vil gerne se, hvilke sanktioner ministeren forestiller sig, at han har," siger hun.

Dokumentation
HER ER AFTALEN: 

Aftale mellem Regeringen (Venstre og De Konservative), Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om igangsættelse af initiativer til forbedring at regulariteten på Kystbanen og i Øresundstrafikken

Manglende rettidighed er et væsentligt problem for de danske togpassagerer. Det er målet, at den kollektive transport skal løfte det meste af den fremtidige vækst i trafikken. Dette mål kan kun nås, hvis togtrafikken bliver mere attraktiv, og en afgørende forudsætning herfor er en markant forbedring af rettidigheden.

På Kystbanen har rettidigheden i en længere periode været nede på 80-85 pct., og passagererne har oplevet tilfældige stationsoverspring. Der er behov for en styrkelse af den kollektive trafikbetjening på Kystbanen både på kort og længere sigt.

Parterne noterer sig, at en forbedring af rettidigheden kun kan ske ved en fælles indsats mellem de forskellige aktører på banen, og at der derfor etableres en permanent rettidighedsorganisation under ledelse af Banedanmarks direktør med deltagelse af de relevante parter.

Parterne lægger vægt på, at de erfaringer, der er gjort ved udbuddet af trafikken på Kystbanen og i Øresundstrafikken, indgår i forbindelse med fremtidige udbud af togtrafik.

Parterne er enige om nedenstående initiativer, der skal forbedre rettidigheden for passagererne, således at denne ligger stabilt på mindst 90 pct. inden udgangen af 2010. Den forventede forbedring for samtlige initiativer udgør sammen med en generelt styrket rettidighedskultur ca. 10 procentpoint i forholdet til niveauet i 2009.

  • Der indføres med virkning fra 15. august 2010 en ny køreplan, hvorefter de nuværende myldretidstog mellem Helsingør og København H, erstattes af myldretidstog fra Helsingør, der videreføres mod vest fra København H. Kastruptogenes betjening af Helsingør i myldretiden bortfalder. (forbedring på 2-3 procentpoint)
  • På baggrund af den nye køreplan ændres den nuværende robusthedsplan, således at der fra 15. august 2010 placeres reservetog i Kastrup, Nivå og Helsingør mandag-fredag i dagtimerne. Den nye robusthedsplan videreføres om nødvendigt efter december 2010, hvor den hidtidige udløber. (1-2½ procentpoint)
  • For umiddelbart at øge regulariteten reduceres frekvensen på Rungsted Kyst fra 6 til 3 tog i timen med virkning fra 1. juni 2010 (idet Øresundstogenes stop bortfalder). Ved køreplansændringen 15. august 2010 vil betjeningen af Rungsted Kyst i myldretiderne udvides til 6 tog i timen. (1½-3 procentpoint)
  • Da stationsophold ud over det køreplanlagte i høj grad skyldes langsommelige afgangsprocedurer, skal disse effektiviseres. Parterne opfordrer DSBFirst til at gennemføre en effektivisering senest pr. 1. juni 2010. (1-2½ procentpoint)
  • Der indføres en række beredskabsplaner, som skal iværksættes, når mere omfattende forsinkelser opstår. Beredskabsplanerne vil også danne grundlag for en forbedret information til passagererne, og forventes indført omkring 1. juni 2010. (1-2 procentpoint)
  • DSB indsætter senest 1. juni 2010 perronmanagers i dagtimerne på København H og Københavns Lufthavn Kastrup. Dette vil være til gavn for regulariteten for såvel Kastrupbanen og Kystbanen som for andre tog på de pågældende stationer. (1 procentpoint)
  • I forbindelse med de her beskrevne initiativer, ophører DSBFirsts hidtidige praksis med at springe stationer over for at indhente forsinkelser, idet overspring alene kan ske i forbindelse med de ovennævnte beredskabsplaner, og passagererne vil blive orienteret om dette.
  • Eventuelle penge, som bliver sparet på grund af ovennævnte tiltag, skal bruges til initiativer, som kommer passagererne til gode. Pengene udmøntes af aftalepartierne.

 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hans Christian Schmidt

MF (V), fhv. miljø-, fødevare-, transport- og bygningsminister
lærer (Haderslev Seminarium 1977)

Magnus Heunicke

Miljøminister, MF (S)
journalist (DJH 2002)

Pia Olsen Dyhr

Partiformand (SF), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024