S melder hus forbi til kritik af energiforlig
![S-ordfører afviser kategorisk, at der i energiforliget ikke skulle være taget højde for den eksisterende boligmasse og hybridbiler.](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=2560,f=jpeg/https://legacy.altinget.dk/images/article/77663/3043.jpg)
![Kasper Frandsen](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.altinget.dk/images/Writers/4586-kasper-frandsen-2-48.jpg)
Kasper Frandsen
NyhedsredaktørJeg må melde hus forbi i forhold til, at vi i energiforliget har glemt eksisterende bygningsmasse og hybridbiler.
Mette Gjerskov (S)
Miljø- og klimaordfører
Socialdemokraternes miljø- og kilmaordfører, Mette Gjerskov, afviser kritik af energiforlig og opfordrer i stedet eksperter og kritikere til komme med forslag til bedre løsninger.
Det ellers bredt funderede energiforlig, der blev indgået af alle partierne på nær Enhedslisten, blev i sidste uge mødt af kritik fra mange sider. Blandt andet hér på sitet blev aftalen kritiseret for at have overset oplagte løsninger vedrørende energibesparelser i den eksisterende boligmasse og hybridbiler.
"Jeg må melde hus forbi i forhold til, at vi i energiforliget har glemt eksisterende bygningsmasse og hybridbiler. Det er blevet diskuteret under forhandlingerne, og der er også kommet konkrete initiativer frem," siger Mette Gjerskov til Altinget | Miljø.
Indsats i den eksisterende boligmasse
Mette Gjerskov påpeger, at der er blevet fastlagt tre specifikke indsatsområder vedrørende energibesparelser i den eksisterende boligmasse. De udgør:
1. En evaluering af den samlede energibesparelsesindsats, herunder revision af energimærkningsordninger.
2. Inden 1. marts i år kommer et projekt vedrørende eksisterende bygninger, herunder blandt andet mærkningsordninger for vinduer.
3. Vurdering af barrierer for renovering af blandt andet den almene boligsektor.
I forhold til hybridbiler er hun enig i, at de mest lovende biler med lavt udslip af klimagasser er plug-in-hybridbiler. De ventes dog i handelen i 2010, og derfor har forligsparterne valgt først i udgangen af 2009 at drøfte, hvordan udbredelsen af plug-in-hybridbiler kan fremmes.
"Derudover opfordrer jeg kritikere og eksperter til fortsat at bidrage med idéer til, hvordan energiforbruget kan ændres, så det kan gavne miljøet - jeg er åben for diskussion," siger hun.