Profile
Log ind
WAYF login
Log på med SSOGlemt adgangskode?
Bliv abonnent

Sophie Hæstorp bliver ny social- og boligminister og stopper som overborgmester i København

København skal have ny overborgmester, da Sophie Hæstorp Andersen overtager posten som social- og boligminister fra Pernille Rosenkrantz-Theil. Ifølge Altingets redaktører står den nye minister over for en række udfordrende forhandlinger.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sophie Hæstorp Andersen bliver ny social- og boligminister.

Hun forlader dermed Københavns Rådhus, hvor hun har været socialdemokratisk overborgmester siden 2021.

Det står klart, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag har afsløret indholdet af den ministerrokade, som hun varslede onsdag.

Sophie Hæstorp Andersen afløser Pernille Rosenkrantz-Theil, der udtræder af regeringen og i stedet går efter at blive Københavns Kommunes overborgmester efter det kommunalvalg, der skal afholdes i 2025.

"Jeg kan ikke sige så meget lige nu, andet end at jeg er stolt og glad. I alle de år, jeg har været i politik, har det handlet om de mest udsatte. Det har været den røde tråd igennem mit politiske liv, lige fra jeg stillede op til Folketinget for at få fixerrum i Danmark," sagde den nye minister, da hun ankom til Statsministeriet.

Ifølge Altingets socialredaktør Simon Lessel og boligredaktør Dorte Ipsen Bodum står den nye minister, Sophie Hæstorp Andersen, over for en række konkrete forhandlinger, som kan vise sig udfordrende.

Læs også

Overtager værdighed og kritiseret handicapaftale

Som socialminister har Pernille Rosenkrantz-Theil ifølge Simon Lessel udmærket sig ved før sommerferien at have forhandlet en stor og svær handicappolitisk aftale på plads.

"Opgaven var på den ene side at give kommunerne bedre muligheder for at styre de stigende udgifter og på den anden side at forbedre forholdene for personer med handicap. Forhandlingerne blev yderligere kompliceret af, at reglerne for brug af magt over for udsatte også skulle ændres," siger socialredaktøren og fortsætter:

"Mens det lykkedes den snart forhenværende socialminister at lande en aftale med Liberal Alliance, Konservative og Radikale, rettede partier som SF hård kritik af aftalen for at forværre forholdene for personer med handicap."

Fakta

Blå bog

Sophie Hæstorp Andersen har været overborgmester i København siden 2021 og var inden da regionsrådsformand i Region Hovedstaden i syv år. Hun har derudover tidligere siddet i Folketinget for Socialdemokratiet fra 2001 til 2005 og igen fra 2007 til 2013.

Pernille Rosenkrantz-Theil har været social- og boligminister siden 2022. Inden da var hun børne- og undervisningsminister i S-regeringen fra 2019 til 2022. Hun har siddet i Folketinget for Socialdemokratiet siden 2011 og har derudover tidligere været folketingsmedlem for Enhedslisten fra 2001 til 2007.

Sophie Hæstorp Andersen overtager nu opgaven med at forhandle en række af initiativerne fra den omdiskuterede aftale på plads.

"Blandt andet står der på den kommende socialministers to-do-liste, at der skal laves en specialeplan på den højt specialiserede del af handicapområdet,” siger Simon Lessel.

"Det har været et af Rosenkrantz-Theil mest konkrete bud på at sikre bedre hjælp til personer med handicap, og hun har tidligere bebudet, at det skal lovbehandles til efteråret. Den skal nemlig sikre klare beskrivelser for, hvilken hjælp man som borger med handicap kan forvente at få."

Derudover bliver det ifølge Altingets socialredaktør den kommende socialministers opgave at være med til at forhandle en reform på plads, der skal sikre de allermest udsatte mere værdighed.

Reformen blev bebudet af statsministeren før sommerferien, og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fortalte for nylig til Jyllands-Posten, at regeringen vil bruge 100 millioner kroner fra finansloven på det i første omgang.

Stort boligpolitisk udspil på vej

Ifølge Altingets boligredaktør står den nye boligminister blandt andet over for en række opgaver, som hun i forvejen har haft klare meninger om.

Regeringen er nemlig på vej med et boligpolitisk udspil, som Pernille Rosenkrantz-Theil tidligere i denne uge løftede sløret for i et interview med Altinget.

Sophie Hæstorp Andersen har krævet, at maksimumbeløbet bliver hævet med 20 procent. Nu vil det vise sig, om hun vil gøre alvor af det som minister.

Dorte Ipsen Boddum
Boligredaktør, Altinget

"Her varslede hun indgreb over for private udlejningsboliger, som udgør en stor andel af det nye byggeri i især København. Regeringen vil have nogle af de boliger gjort til enten almene boliger eller private ejerlejligheder," siger boligredaktøren og fortsætter:

"Hertil kommer en forhøjelse af de såkaldte maksimumbeløb i det almene byggeri. Maksimumbeløbet sætter en grænse for, hvor dyrt alment byggeri må blive, men stigende materialepriser og byggeomkostninger igennem de senere år betyder, at nyt alment byggeri reelt er mere eller mindre umuligt i Aarhus og København, fordi projekterne ramler ind i maksimumbeløbet."

Og netop den problemstilling har den nye social- og boligminister ifølge Dorte Ipsen Boddum haft skarpe holdninger til.

"Sophie Hæstorp Andersen har krævet, at maksimumbeløbet bliver hævet med 20 procent. Nu vil det vise sig, om hun vil gøre alvor af det som minister," siger Dorte Ipsen Boddum.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sophie Hæstorp Andersen

Social- og boligminister (S)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2006)

Pernille Rosenkrantz-Theil

Social- og boligminister, MF (S)
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024