12 læsekommuner skal dyrke læselysten

KORT NYT: 48 kommuner har ansøgt om at blive læsekommune. I dag offentliggør kulturminister Marianne Jelved (R) navnene på de 12 kommuner, som nu kan sætte deres kreative og nytænkende læseprojekter i søen.

Vi skal have læselysten frem hos flere borgere, som aldrig eller sjældent har fat i en bog. 

Marianne Jelved (R)
Kulturminister
Dokumentation
Kort om de 12 læsekommuner

Aabenraa har valgt en gruppe unge mennesker med uafbrudte uddannelsesforløb som målgruppe. Idéen er at involvere de unge aktivt, så de vil opleve en bred palet af skønlitteratur i forskellige udformninger, på forskellige platforme og i forskellige kontekster. Bl.a. gennem læserum og SMS-noveller. 

I Frederikshavn bestræber man sig på at gøre Frederikshavn Ishockey Klub til Danmarks mest læsende ishockeyklub og bryde med fordommen om, at sportsfolk ikke læser, ved bl.a. at lave events og stille bøger til rådighed i klubben. Elitespillerne i ”White Hawks” skal fungere som rollemodeller for de andre spillere i klubben, deres forældre samt alle de andre borgere i Frederikshavn, der følger klubben.

Furesø har en bred vifte af projekter, der skal inspirere dem, der ikke læser, motivere dem, der læser, til at læse mere samt engagere dem, der læser meget, til at smitte andre. Dette skal ske bl.a. i samarbejde med Pedalartisterne, et cykelværksted for udviklingshæmmede, ved at biblioteket fragter bogkassermed litteratur - tilpasset familiens behov - direkte til døren.

I København skal 10 forfattere følge 10 social- og sundhedsassistenter og skrive 10 noveller om deres oplevelser, som udgives af SAXO og spredes via FOA til SOSU’er i hele landet, deres kollegaer og ansatte i lignende fag. Målet er at gøre litteraturen genkendelig og tilgængelig.

I Greve skal et samarbejde med Golden Days, Greve Museum og en anerkendt forfatter resultere i en række noveller om 1. verdenskrig, sammenfattet i et lokalhistorisk perspektiv. Grundtanken er at få forældre og børn til at læse sammen og tale om novellerne med hinanden samt med alle de borgere i Greve, der vælger at melde sig til den gratis SMS-tjeneste.

Hillerød fokuserer på at vække læseglæden ved at skabe positive læseoplevelser og gøre litteraturen tilgængelig, uproblematisk og appellerende. Der skal sættes boghylder op på arbejdspladser, på et plejecenter, et forsorgshjem samt i boligområdet Kongevænget, med gratis ”tag-selv-litteratur” målrettet beboerne/medarbejderne. To Christianiacykler bliver rullende mini-biblioteker, som kommer rundt i kommunen med gratis litteratur på mange platforme.

I Horsens skal skønlitterære læseforløb integreres i kortere, videregående uddannelser, såsom pædagogassistent og projektspireuddannelsen, og medarbejdere på offentlige og private virksomheder skal læse sammen, bl.a. SMS-noveller samt deltage i en læsebattle om at blive Horsens’ mest læsende arbejdsplads. Yderligere vil 600 Horsensianere modtage Jens Henrik Jensens bog ”De hængte hunde” og blive inviteret til at møde forfatteren. 

I Odsherred skal konkurrencer, events og installationer iscenesætte Odsherred som læsekommune. Læsebarometre sættes op i bybilledet, så alle kan følge med i, hvor meget der læses i kommunen. Flere af de små landsbysamfund konkurrerer om at blive årets læse-landsby. Fodboldklubben, arbejdspladserne og jobcentret bliver læserum. Hos lægen og frisøren, i toget, på stranden, i indkøbscentret og i sportshallen bliver litteratur tilgængelig og synlig. 

I Randers vil man skabe læselyst i Nordbyen, som er et socialt udsat boligområde. Litteraturen kobles til allerede eksisterende begivenheder og traditioner i Nordbyen, for eksempel fællesspisning på den lokale café. Der arrangeres læseklubber, bålaftener, forfattermøder, bogcaféer og familielæsning. Desuden formidles litteraturen via QR-koder, SMS-noveller samt bogbytteordninger i vaskekældre, på busstoppesteder, i bybussen og på grillbaren. 

I Rebild arbejder mange af kommunens borgere i erhverv, hvor de er meget alene. Landmænd, skovarbejdere, gartneriarbejdere, kirkegårdsgravere, traktorførere ved maskinstationer og ansatte i frugtplantager. Via et netværk af kontaktpersoner rekrutteres enearbejdere til at deltage i projektet. Ved fællesmøder, dyreskuer, messer og andre begivenheder rekrutteres deltagere og vejledes i valg af titler og i de tekniske aspekter ved at lytte til litteratur. 

I Ringkøbing-Skjern tilbydes medarbejderne på to store virksomheder, JSB Plast og Vestjysk Stål, forskellige former for litterære oplevelser på arbejdspladsen samt på vej til og fra arbejde - og i fritiden. De to virksomheder konkurrerer om, hvilken virksomhed, der kan læse mest, herunder skal afdelinger internt konkurrere med hinanden. Der afholdes uformelle events på arbejdspladsen med forfattere, og litteraturen sniger sig ind allevegne: på kaffekrus, på væggene og i høreværnene. 

I Sønderborg er projektet centreret omkring Radio Als. Et antal lydbøger, som omtales og markedsføres i radioen, frikøbes og lægges til fri download. Disse sendes i den interne miljøradio i produktionsmedarbejdernes høreværn på store arbejdspladser som Danfoss, Linak og Danish Crown. Sønderborg Handelsstandsforening, byens skoler og øvrige uddannelsesinstitutioner involveres i lanceringen af projektet med en weekend i skønlitteraturens tegn, hvor personkarakterer fra bøgerne vil indtage gaderne, og byen pyntes op med bogguirlander. Byens bogbus besøger arbejdspladserne med gratis eksemplarer af bøgerne, i fysisk og elektronisk form.

Altinget logoUddannelse
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget uddannelse kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Uddannelse

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024