Frafaldne unge får ordet i ny forestilling

FOKUS: De får hverken hue eller hyldest, men nu laver Holbæk Teater til gengæld en musikforestilling om "de frafaldne" – alle dem, der dropper ud af ungdomsuddannelserne.

Erik Bjørn Møller

Med en ny forestilling sætter Holbæk Teater fokus på et emne, der har været en varm kartoffel i mange år – ikke mindst blandt politikere – og som nærmest er mere højaktuelt end nogensinde.

Siden erhvervsuddannelserne i 2015 fik et adgangskrav på mindst 2 i dansk og matematik, er der endnu meget lidt viden om, hvor de cirka 5.500 unge, der årligt ikke lever op til kravene, går hen.

Ideen opstod, da det kom frem, at Vestsjælland har danmarksrekord i frafald på ungdomsuddannelserne.

Fokus på de personlige beretninger
”Kort tid efter fandt vi Ungdomsbureauets udgivelse ”De Frafaldne”, som netop sætter fokus på de personlige beretninger af kød og blod bag de store politiske armbevægelser, tal, analyser og statistik. Og det såede kimen til det, der om ganske kort tid er en musikforestilling,” fortæller teaterleder Brian Kristensen.

Frafaldet er stadig højt, og der er brug for at forstå, hvad det handler om på flere måder.

Olav Hesseldahl
Medstifter af Ungdomsbureauet

Siden mødtes de med Ungdomsbureauets medstifter Olav Hesseldahl og fik grønt lys til at bruge bogen som inspiration.

I manuskriptfasen har Holbæk Teater fået lokale borgere og følgere af deres Facebook-side til at dele deres personlige historier om at ”falde igennem” eller ”falde fra”. Et udvalg af disse fortællinger, digte og tekster er taget med i manuskript og sangtekster.

Og Olav Hesseldahl er glad for initiativet:

”Vi startede i sin tid De Frafaldne som et forsøg på at skabe en mere blød, nænsom og tæt-på oplevelse af ungdomslivet. Alt bliver sgu så talfikseret og –beskrevet. Selvom bogen er faktion, så er den også spændende at læse som rå-ærlig litteratur. Derfor er vi selvfølgelig vildt glade og begejstrede for at Holbæk Teater laver forestillingen. Frafaldet er stadig højt, og der er brug for at forstå hvad det handler om på flere måder.”

Alt det vi ikke poster på Facebook
På Holbæk Teater ser man en udfordring i at udfordre tabuer og iscenesætte hudløst ærlige historier.

For der er masser af tabuer og skamfuldhed forbundet med ikke at slå til og passe ind i de udstukne rammer. Emner som mange kender, men som kun få skilter med. Og da slet ikke på de sociale medier i jagten på anerkendelse og flere likes.

I De Frafaldne er det de to unge skuespillere Henrik Blauner Clausen og Sophie-Marie Jeppesen, der spiller de unge, fortæller og synger deres tanker, frustrationer og fortællinger. Forestillingen har premiere 11. februar og spiller frem til 4. marts på Holbæk Teater.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024