Gymnasielektor: Det er tid til mere medbestemmelse på gymnasierne

SDU's nye rektor, Jens Ringmose, har netop i Berlingske lanceret en kamp imod forskeres truede frihed – herunder "debatfriheden" – på Danmarks universiteter.

Hvordan ser det egentlig ud med debatfriheden og indflydelsen i en anden meget vigtig samfundsinstitution: Danmarks gymnasier? Det er en sammensat sag – det er for eksempel ikke sådan, som automat-påstande kan lyde, at rektor og bestyrelsen har indflydelse, mens lærerne ikke har.

Lærerne har nogle muligheder for indflydelse og debat. Men der er langsomt – hen over 10-15 år vel – opstået et meget væsentligt problem: en tendens hos lærerne til en ulyst til at ytre sig frit og kritisk, når det gælder institutionens bedste og ledelsen af den, og en tendens til mindre levende debat, hvor meninger frit brydes. Eksempelvis er personalemøder mange steder reduceret til informationsdeling.

Lad mig understrege, at gode ledelser sætter pris på input – mit ærinde angår alene det overindividuelle og strukturelle og alles interesse: at få skabt en institution med mere lyst til kritik og mere debat og aktiv medbestemmelse.

Fagforeningen er bekymret

Vi har desværre ikke en grundig undersøgelse af problemet, men ulysten er en velkendt erfaring hos lærere, eksemplerne er utallige, og GL's hovedbestyrelse har netop, skriver den ene næstformand, Anders Frikke, afsluttet en "længere række af skolebesøg på gymnasier over hele Danmark", og GL er meget bekymret:

Et gymnasium er ikke en virksomhed, der konstant korrigeres af et marked, men en åndelig og statsdefineret institution.

Jan Maintz
Gymnasielektor

"Det bekymrer mig, at der på mange skoler tilsyneladende er ved at brede sig en kultur, hvor man ikke tør sige, hvad man mener. […] Jeg er bekymret på medarbejderdemokratiets vegne. Holder vi os i stigende grad tilbage fra at sige, hvad vi mener i udvalgsarbejdet og på PR-møderne? Jeg er bange for det."

Frikke angiver følgende årsagsforklaring: "Meget tyder på, at en farlig cocktail af presset økonomi på mange skoler, angsten for fyringer, og en ny generation af ledere, som er præget af New Public Management, rationel målstyring og top-down-ledelse har ændret kulturen på gymnasierne".

Jeg minder om, at der i dag er 1.500 færre gymnasielærere end i 2016 på grund nedskæringerne (11,7 procent fra 2016-19), og de kommende år vil der også blive fyret på grund af færre unge. I dag er 29 procent af alle fastansatte stx-lærere på deltid. 29 procent! To tredjedele af dem angiver arbejdspresset som årsag.

Også en systemfejl?

Frikke har nok fat i nogle årsager, men jeg tror, det er vigtigt at zoome ind på en mulighedsbetingelse og en systemisk årsag: måden, gymnasierne formelt er organiseret på: med megen indflydelse i toppen: hos rektor og bestyrelsen.

Står vi med en konstruktion med en bagside, som former institutionens kultur?: Oven over gymnasiets daglige virke har der siden overgangen til selveje i 2007 siddet en bestyrelse, som "har den overordnede ledelse af institutionen" – jævnfør paragraf 16-21 i loven.

Bestyrelsen består af seks til ti personer (primært udefrakommende, også formanden), den fastsætter selv sin forretningsdagsorden, skal forvalte institutionens midler, og den ansætter og afskediger rektor. Under bestyrelsen er så rektor, som er den "daglige leder af institutionen", og som formelt er ansvarlig over for bestyrelsen (paragraf 24).

Bestyrelsen og rektor er således formelt placeret øverst og i et ensidigt afhængighedsforhold, hvor rektor står til ansvar over for bestyrelsen (samtidig med at den ministerielle styring oppefra er vokset). Nederst i dette system er så lærerne, hvoraf to sidder i bestyrelsen (kun den ene har stemmeret) og fire i Samarbejdsudvalget og her har høringsret og repræsenterer lærerne.

Kritisk resignation

Men eksempelvis hos de resterende 90 lærere på et gymnasium kan der være langt til indflydelsens centrum. Er denne formelle og direkte indflydelse på institutionens udvikling hos meget få lærere nok? Hvor meget engagerer man sig i institutionens overordnede udvikling, når man ikke selv sidder i nævnte fora?

Vil man ytre sig kritisk på et personalemøde (uden erklæret rum til debat)? Er der mon også her i det systemiske en forklaring på den voksende "passen sin egen butik", man i branchen taler så meget om? Som professor i statskundskab Ole Wæver sagde til Uniavisen i oktober i en hård kritik af topstyringen på universiteterne siden 2003: "De fleste videnstunge virksomheder ved godt, at de rigtige beslutninger ikke kan træffes uden medarbejderne." Problemet er ifølge Wæver, at de ansatte langsomt "klapper i".

Der er forskelle på universitetets og gymnasiets struktur, men det er en vigtig pointe, at selv på gymnasier med fornuftige ledelser findes ulysten til at ytre kritik. Det kan minde om filmen Captain Fantastic: Viggo Mortensen spiller en far, der gennem sin magt som forælder vil forme sin familie efter nogle klare værdier, men da han ikke vil holde jul, råber hans søn pludselig op.

Faren er uenig med sønnen, men siger, at hvis sønnen har gode argumenter, vil han skam lytte. Sønnen går dog resignerende væk. Scenen er en lille lære om magt: Den, der bestemmer, ser ikke selv den magt, han udøver, mens den, der bestemmes over, under visse betingelser kan have svært ved at se bort fra magten og modigt gribe muligheden for indflydelse.

Anakronistisk & paradoksalt

Den konkurrence-udsatte og topstyrede institution, som særligt overgangen til selveje i 2007, taxametersystemet fra 2008 og OK13 (der gav rektor fuld ledelsesret, også til at bestemme en lærers undervisningsmængde), har skabt, indebærer også noget anakronistisk og paradoksalt.

Når der (sjældent) skal besluttes noget ved afstemning i bestyrelsen, har kun den ene af to lærerrepræsentanter stemmeret. Hvorfor ikke begge to?

Jan Maintz
Gymnasielektor

For det første: Et gymnasium er ikke en virksomhed, der konstant korrigeres af et marked, men en åndelig og statsdefineret institution, der skal levere noget, der ikke sådan lige vurderes på et marked, men former en nation og et demokrati på langt sigt: viden og almendannelse.

I en sådan vidensinstitution bør lærerne – som er drevet af identitet, kald og idealer og med fingeren på pulsen: elevernes og undervisningens – have mere aktiv medbestemmelse og mere lyst til at ytre sig, som Wæver er inde på.

For det andet: Der er en kløft imellem, hvad vi siger til vores elever og i samfundet i 2022, og så gymnasiernes virkelighed: I samfundet bredt er der en stigende erkendelse af behov for mere demokratisering og magtspredning, opgør med magtkoncentrationer og markedets magt. Sidste år blev der ligefrem afsat penge på Finansloven til en ekspertgruppe, der skal se på, hvordan man kan skabe mere medarbejderdemokrati i virksomhederne.

Dertil kommer, at vi – jævnfør Gymnasielovens paragraf et, stykke fire – opdrager vores elever til demokrati, medbestemmelse og åndsfrihed – det er dét, gymnasiet og samfundet skal være præget af, siger Gymnasieloven. Men samtidig med disse flotte ord virker gymnasielærere i en konstruktion med meget begrænset helskolemæssig medbestemmelse.

Hvad er løsningen?

Den gode, balancerede løsning må vi sammen finde. Uden at romantisere fortiden. Men hvad så? Frikke opfordrer lærerne til at ytre sig mere kritisk. Selvom noget kunne gøres inden for de nuværende rammer, tvivler jeg på, at en sådan opfordring kan ændre en kultur. Mon ikke vi også må se på systemet?

Min tanke er, at lærerne dels formelt skal have en højere grad af medbestemmelse, dels bedre skal kunne drage en ledelse til ansvar. Man kunne for eksempel forestille sig følgendetiltag:

• Der bør på alle gymnasiers personalemøder være (mere) debat om væsentlige spørgsmål, jævnfør paragraf 26, stykke to i loven om institutioner for almengymnasiale uddannelser, der kræver, at "Det pædagogiske råd er rådgivende for institutionens leder".
• Lærerne skal sammensætte bestyrelsen. Det vil give mere medindflydelse og kontakt mellem magtens top og bund. I en interessant artikel i Information om medarbejderdemokrati er dét forslag den garvede journalist Ulrik Dahlins kongstanke; han vil ikke tilbage til det totale medarbejderdemokrati på Information, men han vil have, at de ansatte kan sammensætte bestyrelsen og derved påvirke ledelsen den vej rundt og også komme af med en ringe leder.
• Skal lærerne på en eller anden måde have del i beslutningsmagten? Man kunne fx forestille sig, at lærere i Samarbejdsudvalget får en grad af formel medbestemmelse. Eller indslag af direkte demokrati, fx: Der skal på mindst to personalemøder årligt være noget væsentligt på dagsordenen, som efter plenumdebat afgøres af et flertal ved håndsoprækning. Vi ved fra forskningen, at direkte demokrati skaber engagement, åbenhed, medejerskab og forståelse.
• Når der (sjældent) skal besluttes noget ved afstemning i bestyrelsen, har kun den ene af to lærerrepræsentanter stemmeret. Hvorfor ikke begge to?
• Taxametersystemet, som undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har udskudt en ændring af, er et tilstødende emne, men et skifte fra individ- til klassebaseret taxameter eller til betaling, når en elev begynder (som i Sverige), og ikke, når en elev afslutter, ville gavne: mindre fokus på økonomi, markedsføring og fastholdelse og mere på krav, faglighed, arbejdsklima og lærerautoritet.
• Ligeledes er det meget afgørende, at der geninvesteres i gymnasierne. Nedskæringerne på 11,7 procent fra 2016 til 2019 var for drastiske og har skabt lærere med for mange hold og for lidt overskud til kritik, debat og medbestemmelse.

Forslag som disse kunne nok bidrage til mere aktiv medbestemmelse, medejerskab, ansvar og debat, gen-normalisere kritik og reducere ulysten til at ytre sig kritisk.

Kære politikere, lærere, ledelser, GL og andre relevante aktører: Den her artikel er ikke en mistænkeliggørelse af nogen, men om det helt overindividuelle og fælles tredje: skabelsen af en institution, hvor den frie kritik, debatlysten, engagementet, stoltheden og medindflydelsen bedre kan trives og løfte eleverne, gymnasierne og samfundet.