Problemet er klart for enhver, bare ikke ministeren

Af Nanna Westerby
Uddannelsesordfører for SF

I 2001 var jeg med til mit livs første demonstration. Vi demonstrerede, fordi der var to gymnasieklasser på landsplan, hvor der sad 29 og 30 elever. Det hidtidige loft over klassekvotienten var få år tidligere blevet fjernet, og nu frygtede vi, at de to klasser med de 29 var begyndelsen på en glidebane hen imod store klasser. Amtsrådsforeningen kaldte hele affæren for en storm i et glas vand - det ville aldrig blive almindeligt med mere end 28 elever i klasserne, sagde de.

Stort set hvert år lige siden har gymnasieelever protesteret over stigende klassestørrelser.

Tendensen er ikke til at tage fejl af; hvert eneste år stiger antallet af elever i de nystartede gymnasieklasser som regel med handelsgymnasierne i spidsen.

Jeg er bekymret over, at de store klassestørrelser vil gå ud over det faglige niveau. Flere elever i klasserne giver mindre lærertid til den enkelte elev. En simpel logik som desværre ikke deles af ministeren. Han afviser pure, at der skulle være en sammenhæng mellem antallet af elever og indlæring og kvalitet i undervisningen. Dertil nægter han, at der er kommet flere elever i klasserne på ungdomsuddannelserne.

Rød smiley for indeklima i gymnasiet
Det sidste først. Det er ubegribeligt for mig, hvordan en minister kan afvise en kendsgerning, som står sort på hvidt; at der er kommet flere elever i klasserne. De nyeste tal for i år slår vist tendensen fast med syvtommersøm.

Så til den anden påstand. I folkeskolen har man et loft over klassestørrelsen, der mig bekendt støttes af regeringen. For alle ved, at 35 elever er sværere at undervise end 25. Selvfølgelig kan man have store klasser og så organisere undervisningen med nye og spændende metoder, så eleverne ofte splittes op. Men langt det meste undervisning i gymnasiet foregår i stamklasserne og under de omstændigheder er 36 elever for mange. Især, når lokalerne i øvrigt ofte er bygget til 24 elever - af samme årsag har flere gymnasierne i år fået en rød smiley for dårligt indeklima. Desuden peger uddannelsesforskere på, at udbyttet af lavere klassekvotienter er højere for frafaldstruede elever end for den 'almindelige' elev.

Politisk prioritering, ikke selvbestemmelse
Bertel Haarder siger, at et loft over klassekvotienter er en indgriben i gymnasiernes selvbestemmelse. Jeg tror, alle kan gennemskue, at ministerens modvilje ikke handler om retten til selvbestemmelse men om økonomisk prioritering. Spørgsmålet om klassekvotienter handler i bund og grund om, om man er villig til at tilføre gymnasierne de nødvendige midler; det handler om vilje og politisk prioritering. En prioritering som undervisningsministeren og resten af regeringen desværre er lodret imod.

Klassekvotienten på ungdomsuddannelserne stiger år efter år, og den udvikling skal stoppes: Vi må trække en linje et sted og stoppe en ond spiral. Derfor har SF sammen med Socialdemokratiet og Enhedslisten stillet forslag om et loft over klassekvotienten. Modellen er ikke hellig for os. Vi kan for vores skyld også lave en lærer-elev-tids-ratio. Bare vi får stoppet tendensen til, at elever får mindre tid med deres lærer.