Care: Situationen i Afghanistan kalder på en ny udenrigspolitik

Som så mange andre danskere forfærdes jeg i disse dage over situationen i Afghanistan. Billederne af desperate afghanere, der med livet som indsats kæmper for at komme med et af flyene i Kabuls lufthavn, har brændt sig fast på nethinden for tid og evighed.

Som far til tre piger kan jeg heller ikke holde ud at tænke på, hvilken dyster fremtid millioner af døtre og mødre går i møde under Talibans styre. Jeg kender Afghanistan fra mine mange rejser i landet, og det er forfærdeligt at tænke på, hvor vi efterlader afghanerne i dag.

Afghanistan er endnu et eksempel på, at det er svært at vinde freden og muligheden for at bygge et stabilt samfund op, hvis hovedvægten lægges på den militære intervention - på bekostning af arbejdet for at fremme demokrati, rettigheder og ligestilling, og for at styrke uddannelse, en bedre infrastruktur og et mindre ulige samfund.

Rasmus Stuhr Jakobsen
Direktør Care Danmark.

Historien om Afghanistans fald er også historien om den militaristiske udenrigspolitiks endeligt. Afghanistan er endnu et eksempel på, at det er svært at vinde freden og muligheden for at bygge et stabilt samfund op, hvis hovedvægten lægges på den militære intervention - på bekostning af arbejdet for at fremme demokrati, rettigheder og ligestilling, og for at styrke uddannelse, en bedre infrastruktur og et mindre ulige samfund.

Klimakrisen forværrer konflikter
Mange afghanere er i dag fanget i fattigdom og har ikke oplevet en mærkbar forbedring af deres levevilkår, hvilket blandt andet skyldes klimakrisen. Siden 2000 har Afghanistan været ramt af nogle af de værste tørker i historien, hvilket både har enorme sociale og økonomiske konsekvenser.

For eksempel vurderes tørkeperioder årligt at koste landbruget 280 millioner amerikanske dollars, og det vel at mærke i et land, hvor landbrugsproduktionen cirka står for mellem en tredjedel og halvdelen af landets BNP, og hvor tørkerne påvirker levebrødsstrategierne for cirka 85 procent af landets befolkning.

Sult og underernæring er et stort problem, som har resulteret i flere humanitære katastrofer siden 2018. I skrivende stund vurderes 13 millioner afghanere at være ramt af fødevareusikkerhed og den dag i dag, er der stadig 1,2 millioner mennesker, som er internt fordrevet i landet på grund af tørke og oversvømmelser.

Vi må handle på tværs af sektorer
Kombinationen af klimaforandringer, fattigdom og sult har nu martret Afghanistan i årtier og gødet jorden under særligt konflikterne, men også det øgede rekrutteringsgrundlag for Taliban og Al-Qaeda – som endnu ikke er løst.

Lignende tendenser ses i øvrigt andre steder i verden, fx i Sahel og Somalia. USA’s udenrigspræsident Antony Blinken udtalte i en tale 19. april, at 12 ud af 20 af verdens mest klimasårbare lande også er ramt af vold og konflikter, mens internationale undersøgelser viser, at klimaforandringer og kampe om ressourcer og jord har spillet en rolle i 40 procent af verdens konflikter de seneste 60 år.

Ovenstående understreger, at Danmark, ligesom andre vestlige nationer med en selvstændig udenrigspolitik, er nødt til at adressere og betragte klimaforandringer som en trusselsforstærker og anlægge et langt mere helhedsorienteret perspektiv på udfordringerne, når vi går ind i andre lande.

Hvad betyder det så helt konkret? Det betyder, at den politiske pakke i langt højere grad skal sammentænkes, også på tværs af sædvanlige sektorer. Udenrigs- og sikkerhedspolitik er i dag også klimapolitik, udviklingspolitik og handelspolitik.

Sammensatte kriser kræver sammensatte svar. Krudt og kugler må i højere grad erstattes af diplomati, fattigdomsbekæmpelse og forebyggelse af vand- og fødevarekriser, hvis man ikke kun vil vinde krigen, men også sikre freden og den bæredygtige udvikling.

Revitalisering af udviklingspolitikken
For mig at se er det også helt afgørende, at en ny dansk udenrigspolitisk strategi revitaliserer udviklingspolitikken som hjørnesten i Danmarks globale indsats. Danmark bliver aldrig en militær stormagt, men vi har været – og kan igen blive – et humanitært og klimamæssigt foregangsland, hvis vi øger ambitionerne, opdyrker relationer til andre progressive nationer og forbedrer samarbejdet på tværs af regering, virksomheder og civilsamfund.

Helt konkret bør regeringen starte med at sørge for, at Danmark betaler de 5 mia. kroner i klimabistand, som udgør vores fair andel af de 100 mia. amerikanske dollars, som de rige lande har lovet verdens fattigste.

Rasmus Stuhr Jakobsen

Sidst, men ikke mindst, er det helt afgørende, at Danmark begynder at agere som et grønt foregangsland, ikke kun i ord, men også i handling. Helt konkret bør regeringen starte med at sørge for, at Danmark betaler de 5 mia. kroner i klimabistand, som udgør vores fair andel af de 100 mia. amerikanske dollars, som de rige lande har lovet verdens fattigste.

I dag betaler Danmark kun lidt under halvdelen, men det værste er faktisk, at vi finansierer klimaindsatsen i udviklingslandene med pengene, der tages fra den normale ramme til udviklingsbistand på 0,7 procent af BNI.

Konsekvensen er, at fattige i et land betaler for klimahjælp til et andet land – og at der derfor bliver færre penge til at bygge skoler, fremme pigers rettigheder og sprede demokrati i udviklingslandene. Det skal naturligvis ændres, for det er netop den form for politiske krumspring og udhuling af bistanden, der i sidste ende kan være med til at spænde ben for, at vi løser de store konflikter ude i verden.