Carlsbergfondet vil støtte akut forskning i ekstremt specielle og uforudsigelige situationer
Med en ny type bevillinger vil Carlsbergfondet sikre at der skaffes viden om aktuelle katastrofer og ekstreme samfundsudfordringer.
Mikala Satiya Rørbech
RedaktørVerden forandrer sig sommetider så hurtigt, at det kræver en lynhurtig forskningsindsats at indsamle den relevante viden. For miljøkatastrofer, kritisk politisk ustabilitet eller fremkomsten af nye sygdomme kan ikke times og planlægges.
Derfor har Carlsbergfondet nu åbnet for støtte til forskningsaktiviteter, der kræver akut finansiering.
”Verden omkring os kan ændre sig med stor hast. Det er baggrunden for, at vi nu giver muligheden for at indsende en ansøgning om akut støtte til forskningsaktiviteter, der må igangsættes hurtigt på grund af ydre omstændigheder,” siger Carlsbergfondets direktør, professor Lasse Horne Kjældgaard.