Danmark skal få EU's udenrigspolitik på rette kurs

Af Laust Leth Gregersen
Sekretariatsleder, Concord Danmark

Godt tre år efter Udenrigstjenestens oprettelse mangler EU's "udenrigsminister", britiske Catherine Ashton, stadig at gøre global fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig omstilling til centrale mål i EU's udenrigspolitik.

Ashton har, ikke overraskende, ved flere lejligheder vist stor interesse i at få indflydelse på EU's politik over for udviklingslandene, som er det mest udviklede og finansielt klart det største udenrigspolitiske instrument i EU-samarbejdet.

Men det strategiske overblik har manglet, og selve hensigten med at inddrage udviklingspolitikken i det bredere udenrigssamarbejde har fremstået som et spørgsmål om at anvende udviklingsressourcer til at opnå andre målsætninger.

Derfor er der grund til bekymring for, om EU's udenrigspolitiske interesser vil overtrumfe udviklingspolitikkens og Lissabon-traktatens lovfæstede målsætning om global fattigdomsbekæmpelse, når Udenrigstjenesten videreudvikles og tager til i styrke.

Store medlemslande tegner EU udadtil
Kritikken af Ashtons manglende politiske gennemslagskraft har stået på længe. Tilbage i december 2011 sendte 12 af EU-landenes Udenrigsministre - inklusiv store toneangivende medlemsstater som Frankrig og Tyskland – et brev, som åbent kritiserede Udenrigstjenesten for dens manglende effektivitet.

EU taber terræn som foretrukken samarbejdspartner for udviklingslandene med stor hast.

Laust Leth Gregersen
Sekretariatsleder, Concord Danmark

Og i år kom så den første større evaluering (review) af tjenesten, som også var meget kritisk og indeholdt en lang række anbefalinger til, hvordan arbejdsgange mv. kan forbedres. Blandt de kritiske røster er den førende europæiske tænketank for EU-udviklingspolitik, ECDPM (European Center for Development Policy and Management), som har stået for det udviklingspolitiske input til evalueringen.

Ashtons tilgang til udviklingspolitikken skal ses i lyset af dette udefrakommende pres, kombineret med hendes egne manglende politiske muskler på udenrigsområdet, hvor det forsat er de store medlemslande, som tegner EU udadtil.

Udvikling skal i første række
EU-landene råder samlet set over cirka 55.000 udenrigsdiplomater (sammenlignet med 18.000 i USA's Udenrigsministerium), mens den fælles europæiske Udenrigstjeneste på sigt vil omfatte godt 6.000 EU-diplomater, hvoraf en tredjedel vil komme fra medlemslandene selv.

Samtidig går omkring 70 procent af EU's udenrigsbudget til udvikling. EU-Kommissionen alene er dermed verdens største multilaterale bistandsdonor – større end både Verdensbanken, IMF og FN. Og sammen med medlemslandene står EU for over halvdelen af den globale udviklings- og humanitære bistand. 

Derfor er udviklingspolitikken på mange måder det område, hvor EU som sådan har den største komparative fordel overfor USA og BRIKS-landene, som er de andre store spillere i kampen om at sætte den globale dagsorden. Men for at udnytte den fordel skal Ashton og resten af EU først gøre det klart for omverdenen, at det netop er udvikling og ikke kun vores egne interesser, det handler om.

På egne præmisser
EU taber terræn som foretrukken samarbejdspartner for udviklingslandene med stor hast.  Eksempelvis er samhandlen mellem Kina og andre udviklingslande nærmest eksploderet i de sidste 10 år, og i 2011 overhalede Kina EU som Afrikas fortrukne handelspartner. Kina har indgået omfattende bilaterale handelsaftaler med alle de afrikanske lande, mens EU på ottende år forsøger at afslutte en række kuldsejlede handelsaftaler, som har tæret voldsomt på mange af de afrikanske landes tillid til EU.

Vejen til at genetablere tilliden er at skabe et stærkt og ligeværdigt udviklingssamarbejde på dets egne præmisser, hvor målet om fattigdomsbekæmpelse er det bærende princip. Det kræver, at udviklingsvenlige lande som Danmark træder i karakter og bidrager aktivt til at sætte hensynet til verdens fattigste og fremtidens generationer i centrum for videreudviklingen EU's udenrigssamarbejde.