Danmarks udviklingsbistand har rykket sig væk fra de helt essentielle principper for humanitær bistand

Kampen om anvendelsen af midlerne blev skærpet fra at handle om indholdet i udviklingspolitikken – eksempelvis den multilaterale procentdel, landevalg og sektorvalg – til også at anvende midlerne til andet end egentlig udvikling og humanitær bistand.

Additionalitet var nemt at love på de store miljøkonferencer. For slet ikke at tale om klimakonferencerne. Men for udviklingslandene forblev dette et fremmedord. Også hvad angår Danmarks faktiske prioriteringer.

Oven i dette kom indvandrerspørgsmålet til at fylde kolossalt meget. Og oven i dette er der sket en stærkt beklagelig glidning væk fra de helt essentielle principper for, hvad humanitær bistand er for noget.

Det er helt afgørende, at humanitær bistand er neutral, uafhængig og upartisk. Uden dette bliver det umuligt at levere den i konfliktzoner. Overtræder man disse principper, fortabes respekten og adgangen til at fungere.

Der er mange eksempler på denne principløse sammenblanding mellem ensidig humanitær bistand og politisk besluttede udviklingsprægede projekter. Uanset, at der af gode grunde er stor opbakning til alt, hvad Danmark bidrager med i Ukraine af den slags, er det et eksempel på en regulær fejl at kalde det humanitær bistand.

Gennem årene har bistanden bidraget til skabelsen af det fundament, vi nu ser land efter land i Afrika bygge videre på med succes.

Poul Nielson
Fhv. udviklingsminister (S) og EU-kommissær for udviklingspolitik og humanitær bistand

Alt i alt står vi i dag med et stærkt svækket egentligt udviklingssamarbejde med nogle få samarbejdslande i Afrika, samtidig med at vi bruger 200 millioner kroner årligt i Afghanistan.

Det er svært ikke at se en sammenhæng mellem nytteløsheden af vores militære engagement i Helmand og udsigtsløsheden med det, vi nu fortsætter med i landet. 

Den danske befolkning har stadig helt generelt et positivt syn på fastholdelsen af niveauet på 0,7 procent. Men som konsekvens af spredningen af midlerne på så mange helt forskellige anvendelser, reduceres folks mulighed for at se og forstå en sammenhæng mellem dette niveau og udviklingssamarbejdet.

Samtidig har der været stillet spørgsmål om bistandens nyttevirkning. Her er svaret, at udviklingsbistanden naturligvis – ikke mindst set i relation til de faktiske proportioner den har haft – aldrig i sig selv var noget, man ventede, der ville skabe vækst og velstand i de fattigste lande.

Pointen er, at gennem årene har bistanden bidraget til skabelsen af det fundament, vi nu ser land efter land i Afrika bygge videre på med succes. Sundhed, uddannelse, infrastruktur, opbygning af administrativ kapacitet er blot nogle generelle illustrationer af dette.

Det er en central del af regeringens sprogbrug om relationen til Afrika, at vi står over for et nyt og mere ligeværdigt forhold, hvor handel og erhvervsudvikling i højere grad vil svare til tidens krav.

Støtten til danske virksomheders muligheder i Afrika og i udviklingslandene i det hele taget er absolut ikke noget nyt.

Jeg sagde som ny minister i 1994, at jeg godt kunne forstå anvendelsen af udtrykket 'returprocenten', men at jeg frabad mig at få den præsenteret med mere end to decimaler.

Men nu har det antaget en sådan karakter, at det er lige før, at denne vægtforskydning nærmest retfærdiggør reduktionen af det egentlige udviklingssamarbejde.

Det store globale geostrategiske perspektiv bruges lidt på samme måde.

Støtten til danske virksomheders muligheder i Afrika og i udviklingslandene i det hele taget er absolut ikke noget nyt.

Poul Nielson
Fhv. udviklingsminister (S) og EU-kommissær for udviklingspolitik og humanitær bistand

Vi skal kunne stå op imod ikke mindst den øgede kinesiske indflydelse i Afrika, og det må forstås, at argumentationen og valget af satsningsområder i regeringens udviklingspolitiske prioriteringer netop er et tilpasset svar på den udfordring.

Der er helt indiskutabelt en god del realpolitik i dette.

Men for et land af Danmarks størrelse vil den kvalitative betydning af, hvordan vi agerer sammen med landene i Afrika, give større mening, end hvad vi kan stille op i et spil, hvor præmisserne er defineret af aktører som Kina. 

Et langsigtet partnerskab om udviklingssamarbejde, hvor modtagerlandet tager ejerskab af de aktiviteter og ressourcer, som Danmark har særlige forudsætninger for at bidrage med, er i begge parters interesse. Dette vil også være det bedste danske svar på den geostrategiske udfordring om vores forhold til Afrika.