Debat

Etisk Handel: Bæredygtig handel er vigtigere end nogensinde – men regeringen smækker kassen i

Med finansloven 2025 sløjfes finansieringen, der skal understøtte bæredygtig international handel. Det giver ikke mening, når der netop nu indføres strengere krav til virksomheders bæredygtighed, skriver Christian Rask-Jepsen, Ellen Marie Friis Johansen og Gitte Dyrhagen Husager.

Finanslovsforslaget for 2025 vil ikke videreføre midler til Etisk Handel Danmark. I en tid, hvor danske virksomheder i stigende grad skal navigere i nye krav til bæredygtighed, undrer det os meget, skriver Etisk Handel Danmark.
Finanslovsforslaget for 2025 vil ikke videreføre midler til Etisk Handel Danmark. I en tid, hvor danske virksomheder i stigende grad skal navigere i nye krav til bæredygtighed, undrer det os meget, skriver Etisk Handel Danmark.Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Christian Rask-Jepsen
Ellen Marie Friis Johansen
Gitte Dyrhagen Husager
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I en tid, hvor vores fælles klode er i ubalance, er det vigtigt, at vi ikke lukker os om os selv i Europa, men fortsat engagerer os globalt.

I Etisk Handel Danmark ser vi gode muligheder for, at regeringens Afrikastrategi med fokus på partnerskaber og øget samhandel kan fremme en mere bæredygtig udvikling og de mange jobs, som efterspørges ikke kun i Afrika, men i hele det globale syd.

Hvis øget samhandel skal bidrage til bæredygtig udvikling, skal danske virksomheder og deres leverandører klædes på til det.

Christian Rask-Jepsen, Ellen Marie Friis Johansen & Gitte Dyrhagen Husager
Etisk Handel Danmark

Men hvis partnerskaber og øget samhandel skal bidrage til bæredygtig udvikling og jobs, er det afgørende, at danske virksomheder og deres leverandører bliver klædt på til virksomhedsansvar for etik og bæredygtighed, så vores samhandel ikke bidrager til fældning af regnskov, miljøforurening af floder, udnyttelse af fattige arbejdere eller børnearbejde.

Det er et ansvar og en opgave, der ikke kan løses alene i Danmark, men kræver, at vi skruer op for samarbejdet på tværs af værdikæden med leverandører, arbejdstagere og partnere i det globale syd. Kun på den måde kan vi sikre anstændige jobs og grøn omstilling i de lande, vi handler med.

Her venter en stor opgave inden for komplekse globale værdikæder for eksempelvis fødevarer, tekstil og energi, hvor Etisk Handel Danmark, og nu flere end 150 medlemmer fra erhvervslivet og organisationerne, har arbejdet siden 2008.

Skærpede krav i vente

En ambitiøs og progressiv lovgivning er undervejs i hele Europa, hvor vi går fra blød lovgivning til mere håndfast lovgivning.

Den øgede europæiske regulering sætter en ramme for ansvarlighed, og hvis den implementeres meningsfuldt, kan det bidrage til et øget fokus på menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, klima og miljø i globale værdikæder. Men lovgivningen rummer potentielle dilemmaer, for kompleksiteten stiger samtidig.

Der er en risiko for, at virksomheder reagerer pludseligt og uden hensyn til de sociale konsekvenser, i stedet for at arbejde for at ændre vilkårene og i sidste ende skabe den positive indvirkning i tråd med Verdensmålene, som vi har brug for og stræber efter.

Læs også

Etisk Handel Danmarks rapport fra foråret 2024 viser, at godt 80 procent af de adspurgte virksomheder har eller overvejer at fravælge leverandører fra risikolande.

Etisk Handel Danmark spiller de kommende år en central rolle i at understøtte virksomhedsansvaret i globale værdikæder og fremme ansvarlighed i forhold til kommende EU-bæredygtighedslovgivning, som bliver lovpligtig i Danmark fra 2027.

Det sker blandt andet ved at engagere og klæde SMV'er og organisationer i hele landet på til opgaven og sikre, at der bliver delt praksisnær viden og erfaringer på tværs af sektorer, inklusive relevante ministerier.

Det sker for at sikre konkret handling, der skaber værdi og effekt ude i landene – vi må ikke nøjes med flotte årsrapporter fra hovedkontorerne.

Videndeling er altafgørende

Vi oplever i disse år store demografiske og økonomiske forandringer i verden, som rykker ved magtforholdene og øger uforudsigeligheden og kompleksiteten, samtidig med at menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder sættes under pres, og stadigt færre regeringer lever op til forpligtelsen til at beskytte dem.

Det gælder miljøforurening, fældning af regnskove, tvangsarbejde og børnearbejde – problemer, der ikke kan forstås eller løses i siloer af enkelte offentlige eller private aktører.

Vi undrer os meget over, at forslaget til finanslov for 2025 ikke vil videreføre midler til Etisk Handel Danmark.

Christian Rask-Jepsen, Ellen Marie Friis Johansen & Gitte Dyrhagen Husager
Etisk Handel Danmark

Mere fair og grønne globale værdikæder kræver samarbejde, og at vi bruger vores handlekraft på tværs af virksomheder, civilsamfundet, fagbevægelsen og offentlige myndigheder til at skabe varige forandringer og skalere løsninger til gavn for alle.

På den måde kan der skabes en langt større samfundsværdi og effekt af de danske bistandsmidler og de mange milliarder kroner, der årligt købes varer for i udviklings- og vækstlandene af både offentlige og private indkøbere.

Det er netop her, Etisk Handel Danmark spiller en central rolle som samlende platform og videncenter for bæredygtige værdikæder med fokus på de konkrete handlinger, der skaber resultater til gavn for kloden, virksomhederne og de millioner af mennesker, der i lande som Etiopien, Bangladesh og Brasilien producerer vores kaffe, avocadoer, t-shirts og elektronik.

Denne videndeling er altafgørende for at ruste danske virksomheder til kommende EU-bæredygtighedsregler, så de kan fortsætte med at handle ansvarligt, og så mindre producenter i det globale syd fortsat kan handle med lande i EU.

Finansloven forhindrer arbejde

I Etisk Handel Danmark undrer vi os derfor meget over, at forslaget til finanslov for 2025 ikke længere viderefører midler til Videncenter for Bæredygtige Værdikæder og Etisk Handel Danmark, der i 16 år har haft ansvarlig handel med Afrika og udviklingslandene som kerneområde.

Fakta

Bestyrelsen i Etisk Handel Danmark

  • Christian Rask-Jepsen, Rema 1000 (næstformand)
  • Jens Christian Roth, Ørsted
  • Ellen Marie Friis Johansen, Dansk Erhverv (næstforkvinde)
  • Marie Gad Hansen, Dansk Industri
  • Gitte Dyrhagen Husager, Folkekirkens Nødhjælp (forkvinde)
  • Karin Breck, Forbrugerrådet Tænk
  • Ida Ginsborg, Københavns Kommune
  • Karin Buhmann, CBS
  • Heidi Røndbjerg-Christensen, HK
  • Maria Bjerre, Fagbevægelsens Hovedorganisation

I en tid, hvor danske virksomheder og organisationer i stigende grad skal navigere i en stadig mere ustabil verden og nye komplekse internationale krav til bæredygtighed, er det essentielt, at vi har rammerne til at understøtte den stigende efterspørgsel på dette arbejde.

Vi opfordrer regeringen til at øge investeringerne og støtte initiativer, der kan bidrage til, at Danmarks samhandel også er fair og grøn.

I Etisk Handel Danmark står vi klar til at understøtte det vigtige samarbejde om at fremme en ansvarlig samhandel til gavn for erhvervsliv, mennesker og klima.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Rask-Jepsen

Kategori gruppechef, Rema 1000, næstformand, Etisk Handel Danmark
PBA International handel og markedsføring

Ellen Marie Friis Johansen

CSR-chef, Dansk Erhverv, næstforkvinde, Etisk Handel Danmark
cand.jur. (Københavns Uni.), HD(O) (CBS)

Gitte Dyrhagen Husager

Programchef, Folkekirkens Nødhjælp, forkvinde, Etisk Handel Danmark
cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2008)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024