Debat

Generalsekretær i Sex & Samfund: Kvinders ret til abort bør være en fundamental frihedsrettighed i EU

FIK DU LÆST: Millioner af kvinder i EU kæmper stadig for retten til abort, men restriktioner og "fake access" gør det næsten umuligt, hvilket tvinger kvinder til farlige, ulovlige metoder. Danske politikere i Europa-Parlamentet har en afgørende rolle i at sikre kvinders ret til sikker og lovlig abort i hele EU, skriver Majbrit Berlau.

Adgang til sikke og lovlig abort er en uundværlig frihedsrettighed. Derfor opfordrer Sex & Samfund til at arbejde for, at alle kvinder i EU får denne rettighed, skriver Majbrit Berlau.
Adgang til sikke og lovlig abort er en uundværlig frihedsrettighed. Derfor opfordrer Sex & Samfund til at arbejde for, at alle kvinder i EU får denne rettighed, skriver Majbrit Berlau.Foto: Mariam Zuhaib/AP/Ritzau Scanpix
Majbrit Beran Berlau
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Dette indlæg blev første gang bragt 6. juni 2024.

I Danmark er aborten fri og har været det i mere end 50 år. Men for mere end 19 millioner kvinder i EU er billedet et helt andet.

Indskrænkninger af abortrettigheder reducerer ikke antallet af aborter. Det skaber blot farlige situationer for kvinder

Majbrit Beran Berlau
Generalsekretær, Sex & Samfund

I lande som Polen og Malta er aborter i praksis forbudt, og i lande som Kroatien, Italien og Ungarn taler man om såkaldt ”fake access” – altså, at rettigheden formelt eksisterer, men at adgangen til abort er så besværliggjort, at det ofte er tæt på umuligt.

Andre begrænsninger kan være, at kvinderne tvinges til at lytte til fosterets hjertelyd, at der er en tvungen venteperiode eller at hele hospitaler eller afdelinger nægter at udføre aborter.

Indskrænkninger af abortrettigheder reducerer ikke antallet af aborter. Det skaber blot farlige situationer for kvinder, som efterlades med en usikker og ulovlig abort som eneste mulighed for at få afbrudt en uønsket graviditet.

Modstand fra stærkt højreorienterede og religiøse kræfter

Desværre mødes gentagne forsøg på at forbedre vilkårene for kvinder, som bor i lande med begrænset adgang til abort, af organiseret og indædt modstand fra stærkt højreorienterede og religiøse kræfter.

Kræfter, som har rod her i EU, men som finansieres og forstærkes, helt åbent og ublu fra organisationer og bevægelser fra det øvrige Europa, Rusland og USA. I en tiårig periode har disse kræfter postet mere end 4,4 milliarder kroner i den europæiske kamp mod køn, seksualitet og ligestilling ifølge rapporten 'Tip of the Iceberg' fra 2021.

Læs også

Denne grænseoverskridende modstand mod europæiske kvinders selvbestemmelse over egen krop er nødt til at blive mødt med et modsvar.

I Sex & Samfund mener vi, at adgang til sikker og lovlig abort er en fundamental frihedsrettighed, og derfor opfordrer vi de kommende danske politikere i Europa-Parlamentet til at arbejde for, at alle europæiske kvinder har den rettighed.

Fasthold presset

Hvordan kan man konkret gøre det som dansk medlem af Europa-Parlamentet?

Der ligger en vigtig opgave for de kommende parlamentarikere i at fastholde presset og opmærksomheden, så ændringen kommer helt i mål.

Majbrit Beran Berlau
Generalsekretær, Sex & Samfund

For det første kan man arbejde for at indskrive retten til abort i EU's charter om grundlæggende rettigheder.

Et tilsvarende beslutningsforslag blev med stort flertal vedtaget i Europa-Parlamentet i april i år, så der ligger en vigtig opgave for de kommende parlamentarikere i at fastholde presset og opmærksomheden, så ændringen kommer helt i mål.

Danmark har EU-formandskabet fra midten af 2025, så det kunne være det helt rigtige tidspunkt at genåbne chartret for forbedringer og vil give den nødvendige tid til at forberede os, både på politisk niveau og ved at tage samtalen om abort med borgerne i EU – som vi jo blandt har set i Danmark, har været helt afgørende for at gøre rettigheden stærk og folkeligt forankret.

Kan hjælpe tusindvis af kvinder

I mellemtiden – og så længe, at abort ikke bliver anerkendt som en grundlæggende rettighed i EU - kan man som dansk parlamentariker stadig medvirke til at sikre andre modeller, der hjælper kvinder fra lande uden adgang til lovlig og sikker abort.

Sex & Samfund foreslår en model i form af en EU-mekanisme, der kan dække omkostninger for sundhedssystemerne i de lande, der konkret tager ansvar for at hjælpe kvinder uden lovlig eller sikker adgang.

Læs også

Således kan kvinderne få foretaget den ønskede abort gratis i andre EU-lande med bedre adgang til sikker og lovlig abort.

Det kan ikke blot hjælpe tusindvis af kvinder her og nu, men også sende et signal om, at et EU-flertal står bag kvinders ret til selvbestemmelse over egen krop.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Majbrit Beran Berlau

Generalsekretær, Sex & Samfund
socialrådgiver

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024