Dansk Erhverv: Hverken nationalisering eller det vilde vesten redder ældreplejen

Af Troels Yde Toftdahl
Velfærdspolitisk chef i Dansk Erhverv 

Hvis systemet ikke kan håndtere det frie valg, er det systemet, der er noget galt med. Ikke det frie valg.

Så kort burde det kunne siges – og det burde ikke være kontroversielt.

Alligevel ser vi igen og igen politikere problematisere dét, at danskerne kan vælge frit. Det viser, hvor langt diskussionen om velfærden er fra dem, det egentlig handler om. Velfærd er ikke til for systemet. Velfærd er til for borgeren.

Samme problem ser vi i diskussionen om, hvorvidt man må tjene penge på at levere velfærd.

Dem, der er dybt bekymrede for, hvad der sker med skattekronerne, når en privat leverandør hyres ind, spørger nærmest aldrig, om det skal være tilladt at spilde velfærdskroner på dyre og dårlige offentlige indsatser.

Svaret er ikke yderligere nationalisering af velfærdsopgaver. Svaret er heller ikke det vilde vesten, hvor de få får for meget og de fleste for lidt.

Troels Yde Toftdahl
Velfærdspolitisk chef i Dansk Erhverv

Hvis en privat leverandør skal have 1400 kroner for en ydelse, som det offentlige skal bruge 1800 kroner på at levere, burde der vel være en gevinst på 400 kroner?

Ikke for dem, der har systemets perspektiv: Her er enhver krone brugt i offentligt regi kernevelfærd, mens det overskud, en privat leverandør måtte få på at levere den samme ydelse billigere, er spild af skattekroner.

Gør op med dogmatikken
Det er ikke nogen særlig nyttig debat. På hvilket andet område er det en tilbagevendende præmis, at private leverandører underminerer kvaliteten?

På hvilket andet område er det så ofte underforstået, at tilstedeværelsen af mere end én leverandør gør varen dyrere og dårligere?

Det er dårligt nyt for borgerne, hvis vi ikke får gjort op med dogmatikken og anlægger et mere pragmatisk blik på den offentlige opgaveløsning.

Vi har i fremtiden ikke råd til den velfærd, vi giver i dag. Og ydermere: Et flertal af danskerne forventer at velfærden bliver dårligere i fremtiden.

65 procent af de kommende ældre tror ikke, de vil være tilfredse med den hjemmehjælp, der i dag tilbydes – og 58 procent tror, at den generelle kvalitet af velfærdstilbuddene vil være af dårlig eller rigtig dårlig kvalitet.

Det er en reel trussel mod velfærdssamfundet, som vi kender det. Noget må gøres, og svaret er ikke yderligere nationalisering af velfærdsopgaver. Svaret er heller ikke det vilde vesten, hvor de få får for meget og de fleste for lidt.

Bedre sammeligningsgrundlag
Svaret skal i stedet findes i samarbejdet mellem offentlige og private – et samarbejde, der ville kunne flytte både kvaliteten og mængden af velfærd for pengene, hvis det fungerer ordentligt.

Det offentlige kan sagtens bestemme, hvem der har ret til hjælp gennem visitationen, og føre tilsyn med at den hjælp, der leveres, er i orden, uden at det betyder, at hele driftsopgaven skal være kommunal.

Den kan sagtens være privat, selvejende eller en tredje hybrid mellem offentlige og private. Det vigtigste er sådan set, at valget af leverandør bunder i en konkret vurdering af, om leverandøren er den bedste til opgaven, og borgeren får den rigtige velfærdsydelse.

Her er det ganske fint, at valget er frit og ikke bundet af til tider lidt arbitrære holdninger til den ene eller anden ejerskabsform.

Hvorfor ikke invitere private leverandører ind til at løfte niveauet og udvikle kvaliteten? Sæt nu, man kunne få lavere sygefravær og dermed råd til flere nattevagter ved at hyre en privat.

Forudsætningen for dette løft er et bedre og mere transparent sammenligningsgrundlag, mellem hvad velfærden koster, når den leveres af henholdsvis det offentlige og det private.

Samtidig med at man bruger borgerens oplevelser, erfaringer, ønsker og behov som det evigt relevante mål for, hvornår velfærd reelt er velfærd, og her vil borgerens mulighed for at vælge frit være et vigtigt parameter.