Det skulle gå hurtigere med at vurdere ny medicin. Men nu varsler Medicinrådet længere sagsbehandlingstid

Det vil tage længere tid at vurdere ansøgninger for ny medicin, hvis ikke vi får flere ressourcer, advarer Medicinrådet i nyt notat. Og måske en større medicinregning på sigt. Torsdag skal toppen i Danske Regioner tage stilling til rådets budget for næste år. 

Hvis Medicinrådet skal have flere ressource, er det i Danske Regioner det skal besluttes. Torsdag har de bestyrelsesmøde om næste års budget. 
Hvis Medicinrådet skal have flere ressource, er det i Danske Regioner det skal besluttes. Torsdag har de bestyrelsesmøde om næste års budget. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Andreas Wind

For mange ansøgninger og for få ressourcer.

Den cocktail får nu Medicinrådet til at varsle markant længere sagsbehandlingstider, når virksomheder vil have godkendt nye lægemidler som standardbehandling på de danske sygehuse. 

Hele det omfattende arbejde vil nu falde til jorden, hvis Medicinrådet ikke har ressourcer til at løfte flere ansøgninger, som vi ved kommer

Ida Sofie Jensen
Koncernchef i Lif

Ansøgere kan i snit komme til at vente to måneder længere på en afgørelse end i dag.

Fra en nuværende gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 19 uger til 27 uger i første kvartal af 2025.

Sådan lyder Medicinrådets egen foreløbige prognose, oplyser de til Altinget.

Det skyldes blandt andet rekordmange ansøgninger i 2024.

"Det er positivt, at virksomhederne har stor interesse i at få deres lægemidler ud til de danske patienter, men desværre ser det ud til, at det stigende antal ansøgninger kommer til at udfordre vores sagsbehandlingstider ind i 2025," skriver Medicinrådets direktør Søren Gaard i en mail til Altinget.

I flere år har Danske Regioner og Medicinrådet arbejdet på at afvikle sagsbehandlingen hurtigere.

Det mundede i begyndelsen af 2023 ud i en række anbefalinger til mere effektive processer i rådets arbejde fra konsulentvirksomheden Implement Consulting Group.

Men trods forbedringer kunne Medicinrådet i september i år berette om en markant stigning i ansøgninger fra lægemiddelsvirksomheder og varslede allerede dengang, at sagsbehandlingstiden igen kunne stige.

På det tidspunkt havde man allerede modtaget flere ansøgninger end i hele 2023.

Den længere ventetid ærgrer Ida Sofie Jensen.

Hun er koncernchef i lægemiddelindustriens brancheforening, Lif, som repræsenterer de virksomheder, som nu skal vente længere tid på at få deres produkter blåstemplet til brug i sundhedsvæsenet. 

"Vi har endelige nået et niveau, hvor de reelle sagsbehandlingstider afspejler de politiske fastlagte maksimale sagsbehandlingstider. Derfor er det stærkt problematisk, at sagsbehandlingstiden i Medicinrådet kommer til at stige voldsomt," lyder det i en mail til Altinget. 

Medicinrådets foreløbig prognose for første kvartal 2025 viser, at virksomheder kan forvente markant stigning i ventetid for deres ansøgning.
Medicinrådets foreløbig prognose for første kvartal 2025 viser, at virksomheder kan forvente markant stigning i ventetid for deres ansøgning. Foto:

På dagsordenen i Danske Regioner

Det er landets regioner, som ejer og i store træk finansierer Medicinrådet.

Og rådets økonomi skal vendes, når der torsdag er bestyrelsesmøde i Danske Regioner.

Ifølge dagsordenen er der lagt op til et budget for Medicinrådet på i alt 73,7 millioner kroner næste år.

Men i et vedlagt notat vurderer Medicinrådet selv, at det ikke er nok til at gøre op for stigningen i ansøgninger. 

Der er skåret ned til et minimum på driften og der ventes ikke yderligere besparelser herfra i 2025

Notat fra Medicinrådet

Og der er allerede skåret helt ind til benet for at frigøre ekstra ressourcer til at nå de efterspurgte sagsbehandlingstider, påpeger man i notatet.

"Medicinrådet har i 2024 gennemført besparelser på øvrig drift ved reduktion i medarbejdergoder, efteruddannelse, mødeforplejning, konsulentydelser, abonnementer på videnskabelige tidsskrifter mv. Der er skåret ned til et minimum på driften og der ventes ikke yderligere besparelser herfra i 2025," står der.

Spørger man Ida Sofie Jensen fra Lif, har Medicinrådet arbejdet seriøst med de anbefalinger, som Implement Consulting Group kom med i begyndelsen af året.

"Hele det omfattende arbejde vil nu falde til jorden, hvis Medicinrådet ikke har ressourcer til at løfte flere ansøgninger, som vi ved kommer," skriver hun til Altinget.

Hun kommer med en klar opfordring; tilpas budgettet virkeligheden.

"Det giver ikke mening, at Medicinrådet i en situation med stigende antal ansøgninger om vurdering af nye lægemidler, skal spare," skriver Ida Sofie Jensen.

Risikerer højere medicinudgifter

Den pressede økonomi kan få en betydning for mere end blot sagsbehandlingstiden. 

Såfremt bestyrelsen ønsker at forhindre en nedgang i udarbejdelsen af behandlingsvejledninger, som erfaringsmæssigt skaffer flest besparelser på medicin, vil Medicinrådet skulle tilføres yderligere midler

Dagsorden til bestyrelsesmøde i Danske Regioner

Det gælder de såkaldte behandlingsvejledninger, som Medicinrådet udarbejder og som "(...) erfaringsmæssigt skaffer flest besparelser på medicin," som det er formuleret i dagsordenen til torsdagens bestyrelsesmøde.

Her er det nødvendigt, at Medicinrådet tilføres yderligere midler "såfremt bestyrelsen ønsker at forhindre en nedgang," lyder det i oplægget.

Og er man fortsat nødt til at nedprioritere arbejdet med behandlingsvejledninger, kan det ifølge Medicinrådet potentielt "reducere Amgros' besparelser mærkbart på sigt," skriver de i deres notat.

Medicinrådet forventer, at niveauet for ansøgninger til ny medicin fortsat vil være højt næste år. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ida Sofie Jensen

Koncernchef, Lægemiddelindustriforeningen, adm. direktør, Dansk Lægemiddel Information, bestyrelsesmedlem Danmarks Statistik
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1984), EMP (Insead 2008), EHLP (Insead 2010), DBE (Columbia 2013), Singularity University (2016), EBP (Insead 2018)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024