Lykke Friis efter EU-valg: Bruxelles kan ånde lettet op, men Macron og Scholz hiver efter vejret
Udsigten til en massiv højredrejning af Europa var det altoverskyggende tema i valgkampen. Faktum er imidlertid, at den store højredrejning udeblev. Alligevel er de indenrigspolitiske konsekvenser af valget ikke til at overse, skriver Lykke Friis.
Lykke Friis
Direktør, Tænketanken Europa, præsident, Kræftens Bekæmpelse, formand, Det Europæiske Råd for Udenrigsrelationer (ECFR)I weekenden var det tiende gang, at europæerne skulle til stemmeurnerne og vælge et nyt Europa-Parlament.
Valget vil blive husket som dét, der endegyldigt gjorde op med dogmet om, at europaparlamentsvalg ikke er vigtige og nærmest bare skal overstås.
Paradoksalt blev konsekvenserne i en række hovedstæder dog større, end det vi skulle stemme om, nemlig sammensætningen af det nye Europa-Parlament.
Op til europaparlamentsvalget var der ét tema, der dominerede, nemlig om valget ville resultere i en massiv højredrejning. Spørgsmålet blev stillet så mange gange, at det nærmest blev en selvopfyldende profeti.
En international kommentator mente sågar, at Europa ville blive udsat for et "Trump-øjeblik". Fortællingen blev så stærk, at det selv, da resultaterne tikkede ind, var svært at skifte manuskript.
Faktum er imidlertid, at den store højredrejning udeblev.
Jordskredet udeblev
Selvom det kan lyde kedeligt, minder det nye Europa-Parlament meget om det gamle. De store grupper i Parlamentet (Konservative, Socialdemokrater, Liberale og De Grønne) har fortsat flertallet, om end det er skrumpet fra 60 procent til 56 procent.
Højrefløjen er gået frem fra 20 procent til 23 procent, hvilket næppe kan betegnes som et jordskred. Det underbygges blot af, at højrefløjen ikke vil være i stand til at danne en samlende "super-gruppe" – en god indikation på det er, at den såkaldte ID-gruppe (Identitet og Demokrati) under valgkampen besluttede at smide Alternative für Deutschland ud af gruppen.
Selvom det kan lyde kedeligt, minder det nye Europa-Parlament meget om det gamle.
Direktør, Tænketanken Europa
Den forskel, der trods alt er på Europa-Parlamentet anno 2019 og 2024, knytter sig derfor ikke til højrefløjen, men til den konservative gruppe. Den voksede nemlig fra 176 til 189 mandater.
Hver gang det klassiske flertal i Parlamentet (Konservative, Socialdemokrater, Liberale og De Grønne) skal vedtage lovning, vil de Konservative stå stærkest.
Når det nye Europa-Parlament eksempelvis skal diskutere miljølovgivning, vil de sågar kunne true med at række hånden ud til de højreorienterede partier og dermed lægge pres på ikke mindst De Grønne. Modsat de Konservative gik De Grønne og Liberale markant tilbage, mens socialdemokraterne holdt skansen.
Hvis Europa har oplevet et "øjeblik", er det derfor snarere et "konservativt" af slagsen. Det underbygges også af, at de konservative p.t. har 13 regeringschefer i Det Europæiske Råd.
I forbindelse med den kommende fordeling af topposter vil det ikke alene betyde, at den tungeste post, nemlig kommissionsformanden, vil gå til de Konservative, men også at mange kommissærer i den kommende kommission vil være konservative.
Da Europas konservative i de senere år har sat spørgsmålstegn ved, om den grønne omstilling er gået for vidt, vil det sætte sig i den nye Kommissions arbejdsprogram. Et godt eksempel kunne være en tilbagerulning af forbuddet mod Dieselbiler.
Macron sætter alt på et bræt
Når alt det er sagt, knytter de vigtigste konsekvenser af europaparlamentsvalget sig til den indenrigspolitiske situation i Frankrig og Tyskland.
Det er her, at højredrejningen vil kunne mærkes, da Marine Le Pens Nationale Samling og Alternative für Deutschlands fremragende valg her og nu vender op og ned på den indenrigspolitiske situation.
Hårdt sat op betyder valget, at den i forvejen nedslidte tysk-franske motor nu køres på værksted.
Med et underdrejet Frankrig og Tyskland kan det blive svært at blive enige om nye tiltag.
Direktør, Tænketanken Europa
I den kommende tid vil Emmanuel Macron være fuldt optaget af at holde Marine Le Pen stangen i det lynvalg til nationalforsamlingen, som han udskrev på valgnatten.
Sejren til National Samlings Le Pen var så knusende, at Macron følte sig nødsaget til at sætte alt på et bræt og aftvinge franskmændene et klart svar før præsidentvalget i 2027: Ønsker I virkelig, at Le Pen skal regere landet?
Håbet var øjensynligt også, at de øvrige partier ville samle sig i en "alle-imod-Le-Pen"-koalition. Men det er mere end uklart, om det vil ske. Situationen er i hvert fald Kaotisk. Tag bare at de konservatives formand Éric Ciottis melding om, at han støtter Le Pen, kun holdt 24 timer. Så blev han væltet.
De Grønne og yderligere et parti har meddelt, at de ville danne deres egen liste udenom Macrons parti. Det har dog samtidig givet så mange afskalninger i disse dele af det politiske spektrum, at det i sidste ende kunne gavne Macron og dannelsen af en ny majoritet på midten. Men det er et "Macronisk" håb – og selv i bedste fald muligvis ikke nok.
Selvom valget naturligvis afgøres af de franske vælgere, kan Frankrig derfor meget vel stå over for en ny periode med "cohabitation", altså at præsident og premierminister kommer fra to forskellige partier. Det har Frankrig prøvet før, senest fra 1997 til 2002. Men aldrig har afstanden mellem de to partier været så stor – altså mellem Emmanuel Macrons parti og Marine Le Pens Nationale Samling.
Præsidenten har ganske vist kompetencen for førelsen af Frankrigs europa- og udenrigspolitik. Her sidder premierministeren i sidevognen. Men en effekt vil det uden tvivl have. Og ikke mindst hvis en sejr nu baner vejen for Le Pen til Elyseet i 2027.
Ganske vist går Le Pen ikke længere ind for Frexit – det vil sige et fransk exit fra EU. Men hun fastholder blandt andet synspunkter som, at EU-domstolens magt skal stækkes, og at Frankrig ikke nødvendigvis skal være bundet af det indre markeds regler.
Fortsatte våbenleverancer til Ukraine er mildest talt heller ikke en blomst, der er vokset i Le Pens baghave. Det samme gælder Frankrigs deltagelse i Natos kommandostruktur.
Selvom også National Samling givetvis vil nedtone de mest rabiate synspunkter i regeringskontorerne, virker det ikke som om, at Le Pen er den "nye Giorgia Meloni", uanset hvilke åbninger Le Pen end har søgt hos Meloni med henblik på et forenet yderste højre. Dertil er der for stor forskel på de to politikeres europapolitik.
I parentes bemærket er Le Pens allierede i Rom for øvrigt heller ikke Meloni men Matteo Salvinis noget mere radikale LEGA.
Tysk overlevelseskamp
Konsekvenserne i nabolandet Tyskland er også til at tage at føle på.
Mindre end en tredjedel af vælgerne satte deres kryds ved et af regeringspartierne, SPD, De Grønne og FDP. Kansler Olaf Scholz's socialdemokrater måtte sågar lide den tort at blive mindre end Alternative für Deutschland, AfD.
Da AfD er det parti, som det etablerede Tyskland opfatter som en paria, der skal bekæmpes med alle midler, var det et nederlag, som langt overgår Mette Frederiksens nederlag til SF.
Scholz' regering er kastet ud i intet mindre end en overlevelseskamp.
Direktør, Tænketanken Europa
Det dårlige valgresultat betyder, at Scholz' regering nu er kastet ud i intet mindre end en overlevelseskamp. For hvorfor er det egentligt, at koalitionsregeringen skal fortsætte?
For eksempel viste en måling for nyligt, at over 70 procent af tyskerne er utilfredse med dens resultater, kommunikationsform og indbyrdes forhold. I stedet for at være Europas problemknuser og stabile anker vil Scholz-regeringen i de kommende måneder have blikket vendt indad.
Den største test ligger lige rundt om hjørnet. Efter tidsplanen skal regeringen nemlig 3. juli blive enige om en ny finanslov. I forvejen stod forhandlingerne til at blive uhyre vanskelige.
Grundet den tyske forfatningsdomstols underkendelse af finansloven sidste år, mangler regeringen op imod 50 milliarder euro. Men hvordan skal regeringen kunne blive enige om at lukke det hul, når valgets tale ifølge SPD og De Grønne er, at der skal bruges flere penge på for eksempel sociale forhold og klima, mens de Liberale mener, at yderligere gældssætning er den sikre vej mod spærregrænsen – vel at mærke på den forkerte side?
Kort sagt: I de kommende uger vil der blive tilføjet endnu et kapitel til den tykke bog om fordele og ulemper ved gældsbremsen, og hvad skal der til for at løsne den.
Med et underdrejet Frankrig og Tyskland kan det blive svært at blive enige om nye tiltag, såsom for eksempel en gældsfinansieret forsvarsfond.
Europæisk magtforskydning
Lige så klart er, at den magtforskydning, der i forvejen var på vej fra Paris og Berlin mod Rom og Warszawa blot vil blive forstærket. Hvor Scholz og Macron tabte i søndags, lykkedes det Georgia Meloni og Donald Tusk at trække sig sejrrigt ud af europaparlamentsvalget.
De to regeringschefer har derfor gode chancer for veksle deres nye styrkeposition til stærke kommissærposter som modydelser for at stemme ja til, at Kommissionsformanden på ny bliver den konservative Ursula von Leyen.
Den første indikation på dette fås allerede 17. juni, når stats- og regeringscheferne mødes i Bruxelles for at diskutere valgresultatet og EU-topposter.
Men selv et stærkt Rom og Warszawa kan ikke stå alene uden Europas største økonomier og største forsvar.
Med Bruxelles briller undgik europaparlamentsvalget det værste, men det er stadig uklart, om det også gælder det samlede Europa.