Mette Frederiksen sætter ord på EU-nederlag: "Det her resultat er ikke godt nok"

Den voldsomme tilbagegang ved søndagens valg til Europa-Parlamentet har sat "tanker og overvejelser i gang hos os som parti og regering," siger statsminister Mette Frederiksen. Det ser ud til, hun endelig har forstået situationens alvor, siger politisk kommentator Erik Holstein.

Mette Frederiksen har det "ikke helt godt endnu," efter hun fredag blev slået af en mand på Kultorvet i København. Det fortalte hun tirsdag til TV2 og DR.
Mette Frederiksen har det "ikke helt godt endnu," efter hun fredag blev slået af en mand på Kultorvet i København. Det fortalte hun tirsdag til TV2 og DR.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Malte Bruhn

Socialdemokratiet og SVM-regeringen kommer til "at handle" på søndagens vælgerlussing ved europaparlamentsvalget.

Det sagde S-formand og statsminister Mette Frederiksen i et interview med TV2 tirsdag eftermiddag.

Det er første gang, hun taler offentligt, efter hun fredag blev slået af en mand på Kultovet i København.

"Jeg kommer ikke til at skjule, at det her resultat ikke er godt nok. Derfor er vi ikke alene gået i tænkeboks. Vi kommer selvfølgelig også til at handle på det," sagde hun til TV2.

Det er dog for tidligt at melde ud, hvad der konkret skal gøres, forklarede hun.

Læs også

Koster på identiteten

Socialdemokratiet fik 15,3 procent af stemmerne ved EU-valget. Det er det dårligste valgresultat for partiet siden 1800-tallet.

Samlet set gik regeringspartierne også markant tilbage, hvis man sammenligner med folketingsvalget i 2022.

"Det er klart, at det her valgresultat ikke er godt for Socialdemokratiet, og det er helt klart noget, der sætter tanker og overvejelser i gang hos os som parti og regering," lød det.

Det var en grænse, der blev overskredet. Det er meget voldsomt at blive slået på

Mette Frederiksen (S)
Statsminister

I hendes øjne skyldes det dårlige valg, at regeringsdeltagelsen har kostet på "identiteten" for både Socialdemokratiet og regeringens øvrige partier.

"Det er godt, vi har en bred regering. Men vi skal gøre det på en måde, så danskerne kan se sig selv i det, og så de også har lyst til at bakke mere op om det, end det vi så forleden dag".

Hun fortsatte:

"Det kan være svært at se indholdet og farven på den politik, vi fører, fordi vi er tre forskellige partier i regeringen. Derfor vil kompromisset tit været lavet, inden vi går ud og møder danskerne. Vi overvejer forskellige ting. Vi tager det alvorligt. Jeg tager det alvorligt. Jeg synes, det er et træls resultat," sagde Mette Frederiksen.

Læs også

Det er alvor nu

Ifølge Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, var interviewet med statsministeren opsigtsvækkende.

"Det var en realistisk statsminister, der for første gang tog vælgernes utilfredshed til sig. Det er alvor nu, og det ser ud til, at Mette Frederiksen har forstået budskabet".

Han vurderer, at Mette Frederiksen indtil nu har haft "en underlig ubekymrethed".

"Hun lullede sig ind i en forestilling om, at socialdemokraterne kan hente det hele i en valgkamp, ligesom de gjorde ved folketingsvalget, hvor partiet også havde ligget dårligt i målingerne forinden. Men dette er en helt anden situation, for med dannelsen af SVM-regeringen brød Mette Frederiksens meget stærke fortælling sammen. Hendes vælgere kan simpelthen ikke se sig selv i projektet med Lars Løkke og Troels Lund," siger Erik Holstein.

Det var Mette, der blev ramt

Mette Frederiksen fortalte også, at hun stadig ikke "har det helt godt endnu," efter fredagens ubehagelige oplevelse på Kultorvet.

"Jeg har det ikke helt godt endnu. Jeg er ikke mig selv endnu," sagde Mette Frederiksen, der ikke var til stede ved Socialdemokratiets valgfest søndag.

"Det var en grænse, der blev overskredet. Det er meget voldsomt at blive slået på. Det gør ondt, og jeg har været rystet bagefter. Men det er nok også noget, der har hobet sig lidt op. Der har været meget i de senere år.

Hun fortalte, at der især har været nogle "træls ting" efter Hamas' angreb på Israel.

"Der har været mange tilråb og dødstrusler og den slags. Det her lagde sig oven på en masse, jeg ikke har tilladt mig selv at reagere på," sagde hun.

Det er alvor nu, og det ser ud til, at Mette Frederiksen har forstået budskabet

Erik Holstein
Politisk kommentator

Selvom hun efter eget udsagn stadig har ondt i "hoved, nakke og skuldre" efter overfaldet, er det ifølge statsministeren "det fysiske, der fylder mindst".

"I fredags var det Mette, der blev ramt. Det var den følelse, jeg havde. Og der var én, der gik ind over én af de sidste barrierer, jeg selv har. Det var min fysiske grænse, der blev overtrådt," sagde hun til TV2.

Ifølge Erik Holstein var det "tydeligt, at Mette Frederiksen stadig var mærket af overfaldet forleden".

"Hun er en sej dame, der kan stå imod det meste. Men som hun åbent sagde, var der her en grænse, der blev overskredet. Man må håbe, at episoden får nogle af de galninge, der sender dødstrusler til statsministeren, til at stoppe op og bruge indersiden af hovedet".

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024