Professor: Arbejdsglæden i ældreplejen handler om mere end varme hænder

Af Tine Rostgaard
Professor i komparativ social- og velfærdspolitik, Vive

Ældreplejen skriger på arbejdskraft – og det er ingen nyhed. 

Eksempelvis viste en rapport fra Kommunernes Landsforening (KL) om arbejdsudbud og rekruttering tilbage i 2017, at tre ud af fire kommuner manglede kvalificeret arbejdskraft inden for ældreområdet, og det er ikke blevet bedre siden.

Noget af problematikken handler om problemer med at rekruttere: I undersøgelsen svarede 71 procent af kommunerne, at det var blevet sværere at rekruttere personale bare de seneste tre år.

Langt flere medarbejdere bruger i dag tid på administrative opgaver som dokumentation, og de finder generelt, at de bruger for meget tid på denne opgave.

Tine Rostgaard
Professor i komparativ social- og velfærdspolitik, Vive

Andet handler om fastholdelse, for som vores samfund bliver ældre, bliver også social- og sundhedsmedarbejderne gamle. Én ud af fire social- og sundhedsmedarbejdere var i undersøgelsen over 55 år, og med en gennemsnitlig tilbagetrækningsalder på 63 år derved godt på vej mod pensionen.

Fastholdelse er dog også et problem blandt eleverne på social- og sundhedsskolerne, der ifølge en analyse af Momentum fra 2018 springer dobbelt så ofte fra uddannelsen som andre erhvervsskoleelever.

Stregkoder og varme hænder
På Vive har vi længe peget på problematikken med at fastholde og rekruttere medarbejdere i ældreplejen, og vi har peget på, at noget af forklaringen på problemerne kunne hænge sammen med ændringer i opgaveporteføljen og i arbejdsmiljøet.

I det nordiske forskningsprojekt Nordcare har vi har med en nationalt repræsentativ spørgeskemaundersøgelse blandt social- og sundhedsmedarbejdernes i ældreplejen kunne følge udviklingen fra 2005 til 2015. Denne tidsperiode er interessant, for her har medarbejderne i ældreplejen oplevet en del større reformer, som har ændret deres daglige arbejde.

Den største konkrete ændring kom nok med kommunalreformen i 2007. Den medførte et øget sundhedsfagligt fokus i den kommunale ældreindsats, som i højere grad har skulle kunne levere løsninger på især forebyggelses- og genoptræningsområdet og konkrete aftaler om udskrivningsforløb for svage, ældre patienter.

Men også indførelsen af nye ledelses-, kontrol- og styringsmekanismer med udgangspunkt i New Public Management-principper (NPM) har generelt set påvirket ældreplejesektoren mere end nogen anden offentlig sektor siden 1990'erne.

Faktisk hedder det sig blandt nordiske forskere, at Danmark er nordisk mester i NPM, når det handler om ældrepleje. NPM bevirkede blandt andet indførelsen af brugervalg, markedsbaseret levering af pleje, kvalitetskontrolmekanismer og et øget fokus på dokumentation.

Navnlig det sidste element har tidligere været meget fremme i debatten som en kritik af en mere upersonlig og automatiseret ældrepleje, hvor blandt andet stregkoder fik deres indtog i en sektor, som ellers hylder de varme hænder.

Rehabilitering er win-win
En reform, som i den grad har ændret arbejdsbetingelserne for medarbejderne i hjemmeplejen, var da (hverdags)rehabilitering blev indført i lovgivningen i 2015.

Nu skal alle kommuner tilbyde rehabilitering til ældre borgere, der søger om hjemmepleje. Indsatsen er kortvarig, intensiv og målorienteret, og så bygger den på tværfagligt samarbejde.

Medarbejderne forventes dermed i langt højere grad at samarbejde med andre faggrupper. De skal også sammen med borgeren skabe og nå et mål for indsatsen, og de skal – som de selv formulerer det – holde "hænderne på ryggen" og lade de ældre selv byde ind med løsninger.

Som vi har vist i en Vive-undersøgelse, kan det give de forventede resultater, men det kan også være en udfordring i det daglige for både den ældre og medarbejderen.

Den gode nyhed er dog, at når vi ser på vores tal fra 2015-spørgeskemaundersøgelsen, er der en klar sammenhæng mellem at arbejde rehabiliterende og finde sit job meningsfuldt.

Arbejder man med rehabilitering, oplever medarbejderne i hjemmeplejen også, at det er nemmere at møde borgerens behov, og de synes, at de i højere grad yder en hjælp, som er tilpasset borgerens individuelle situation og ønsker. Disse medarbejdere oplever også i højere grad at få støtte fra lederen, og endelig overvejer de i mindre grad at sige op.

Rehabilitering synes på denne måde at være lidt af en win-win-situation: De ældre bliver mere selvhjulpne, og medarbejderne i hjemmeplejen får et bedre arbejdsmiljø og oplever at kunne give borgerne en bedre omsorg.

Fra kaffe til administrative opgaver
Introduktionen af rehabilitering kan dog ikke rette op på de store udfordringer, som vores spørgeskemaundersøgelse ellers peger på.

Vi kan i Nordcare-analyserne først og fremmest se, at opgaveporteføljen og den tid, der bruges på opgaverne, har ændret sig over tid, og at medarbejderne som følge heraf føler sig presset på arbejdsmiljøet.

Der er efter reformerne især kommet en øget fokus på personlig pleje, sundhedsfaglige opgaver samt opgaver relateret til rehabilitering. Medarbejderne tager sig således i langt mindre grad i dag af en opgave som rengøring.

Næsten alle medarbejdere arbejder til gengæld – og mere ofte end tidligere – med personlig pleje, og flere står for fysiske forflytninger af borgeren eksempelvis fra seng til stol. Langt flere medarbejdere bruger i dag tid på administrative opgaver som dokumentation, og de finder generelt, at de bruger for meget tid på denne opgave.

Hvor ti procent af medarbejderne i hjemmeplejen i 2005 ofte arbejdede med eksempelvis dokumentation, er det i dag 44 procent. Tilsvarende er andelen af medarbejdere i plejeboligen, der ofte udfører denne opgave, steget fra 14 procent til 55 procent.

Samtidig viser vores tal, at de ansatte bruger mindre tid på for eksempel at drikke en kop kaffe med fru Hansen. Syv ud af ti ansatte i hjemmeplejen brugte tid på den slags social omsorg i 2005. I 2015 er tallet faldet til det halve.