Mikkel Bjørn
 svarer 
Ane Halsboe-Jørgensen

Vil ministeren bekræfte, at offentlige ydelser i Danmark som førtidspension, brøkpension, pensionstillæg og folkepension ikke kan udbetales til udlændinge i udlandet, der er dømt til udvisning?

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

Indfødsretsudvalget, Spørgsmål 175

Vil ministeren bekræfte, at offentlige ydelser i Danmark som f.eks. førtidspension, brøkpension, pensionstillæg og folkepension ikke kan udbetales til udlændinge i udlandet, der er dømt til udvisning? Der henvises til artiklen "Overfald med skruetrækker kostede Sidik livet - nu har drabsmanden fået sin dom” på fyens.dk, 13. maj 2024, herunder sætningen:

"Husnija Tiro har været i Danmark siden 1993, men har i en "stor del af tiden" opholdt sig i Bosnien, hvor han ejer et hus, som han har arvet fra sine forældre. Han har kone, børn og børnebørn i Danmark, men taler ikke dansk og har ikke været på arbejdsmarkedet i Danmark”.

Svar fra tirsdag den 18. juni 2024

Der er for besvarelsen lagt til grund, at spørgsmålet vedrører udbetaling af forsørgelsesydelser og andre økonomiske tilskud, herunder pension, boligstøtte, børnetilskud, kontanthjælp, uddannelseshjælp, arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge, efterløn, barselsdagpenge, fleksydelse, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse. Der skelnes mellem hhv. social pension og øvrige ydelser, da reglerne for disse er forskellige i forhold til at bevare retten til at modtage ydelsen ved ophold i andre lande.

Lovgivningen om forsørgelsesydelser og økonomiske tilskud kræver, at ansøgeren enten har lovligt ophold eller fast bopæl i Danmark. Personer, som er dømt til udvisning, har ikke ret til at opholde sig i Danmark og opfylder derfor ikke disse almindelige betingelser. Der kan således ikke i udgangspunktet udbetales forsørgelsesydelser og økonomiske tilskud til udlændinge, som opholder sig i udlandet og som er dømt til udvisning af Danmark. Der er dog særlige regler for optjening af ret til social pension.

For at få tilkendt ret til dansk social pension, det vil sige førtidspension, seniorpension, folkepension og tidlig pension er det en betingelse, at man har haft fast bopæl her i riget (Danmark, Grønland og Færøerne) i mindst tre år mellem det fyldte 15. år og folkepensionsalderen for personer med dansk statsborgerskab. For personer, der ikke har dansk statsborgerskab, skal man have haft bopæl her i riget i mindst 10 år mellem det fyldte 15. år og folkepensionsalderen. Der optjenes kun ret til social pension på baggrund af den tid, man har haft bopæl i Danmark. Derfor kan personer, som er dømt til udvisning af Danmark, og som opholder sig i udlandet, som udgangspunkt ikke få tilkendt pension fra Danmark. Der er dog undtagelser hertil.

For personer, der tager bopæl i et andet EU/EØS-land og således er omfattet af EFforordning nr. 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger, er betingelsen om fast bopæl i Danmark fraveget. Hvis disse borgere har optjent ret til social pension i Danmark, er det muligt at medtage den optjente andel (brøkpension) af pensionsordningens grundbeløb samt pensionstillægget. Den supplerende pensionsydelse (ældrecheck), personlige tillæg og varmetillæg kan også udbetales ved bopæl i EU/EØS-lande og bliver ikke reduceret, selvom personen modtager brøkpension.

For personer, der er omfattet af en særaftale eller konvention med et andet land, kan betingelsen om fast bopæl i Danmark ligeledes være fraveget. Således har Danmark en aftale om social sikring med Bosnien-Herzegovina. Efter denne aftale, kan den optjente andel af dansk pension (brøkpension) også udbetales til bosniske statsborgere med bopæl i Bosnien. Det er imidlertid ikke muligt at medtage tillæg til folkepension, førtidspension og seniorpension.

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024