Har Vanopslagh lige afsløret sin statsministerdrøm?

Politisk fleksibilitet har altid været en af Løkkes kendetegn. Har Løkke muligheden for at presse de andre borgerlige partier til at pege på ham som statsminister, vil han uden tvivl gå efter det. Lige som alle andre partiledere i den position.

Udfordringerne for realismen i Vanopslaghs forslag er imidlertid dem, han primært frier til: Radikale. Hvor sandsynligt er det, at Radikale reelt kan blive enige med de borgerlige partier om et regeringsgrundlag? Det er højst usandsynligt. Martin Lidegaard (R) kan sikkert blive enig med Liberal Alliance, Venstre og Konservative om det meste, men derefter bliver det svært.

Hvor sandsynligt er det, at Radikale reelt kan blive enige med de borgerlige partier om et regeringsgrundlag? Det er højst usandsynligt

Benny Damsgaard

Kan der skabes enighed mellem Radikale og Danmarksdemokraterne om klimapolitikken og for eksempel CO2-afgifter på landbruget? Tvivlsomt. Kan der skabes enighed med Dansk Folkeparti om udlændingepolitikken? Højst tvivlsomt.

Og inden man kommer så langt, skal Radikale igennem en valgkamp, hvor de konstant vil blive afkrævet, hvem de vil pege på som statsminister. Her vil Lidegaard komme under massivt pres fra resten af rød blok og få betydelige problemer med hovedparten af hans vælgere som stadig føler sig som en del af rød blok. Og med målingerne, som de er nu, har Lidegaard ikke meget at give af.

Hvis det skulle lykkes for Lidegaard at lave et kompromis, vil han så kunne få det godkendt i gruppen? Man skal huske på, at Lidegaard blev hældt ned af brættet af den radikale folketingsgruppe, da han kom hjem for at få godkendt, at Radikale kunne indgå i SVM-regeringen. Og et eventuelt regeringsgrundlag med de borgerlige partier bliver langt skrappere kost.

Alt det her ved både Lidegaard og Vanopslagh godt. Derfor skal man kigge andre steder efter den reelle baggrund for julens frieri. Og så er vi om lidt tilbage ved Vanopslaghs potentielle statsministerambitioner.

For Radikale er Vanopslaghs markering en gratis fjer i hatten, som sætter Socialdemokratiet og de andre røde partier under pres. Prisen for radikal støtte til en S-ledet regering er pludselig gået op. Og samtidig er Radikale tilbage i rampelyset efter nedsmeltningen under SVM-forhandlingerne.

For Vanopslagh derimod er det her en melding, som signalerer, at han vil mere end ”bare” at være partileder for Liberal Alliance. Liberal Alliance er i dag det store dyr på den borgerlige savanne. Med den position følger et ansvar for ikke bare at stemmemaksimere for eget parti, men også at forsøge at samle stumperne af det, der engang var et reelt alternativ til den nuværende statsminister.

For Vanopslagh er det her en melding, som signalerer, at han vil mere end ”bare” at være partileder for Liberal Alliance

Benny Damsgaard

I dag er der ikke noget borgerligt alternativ til Mette Frederiksen og SVM. Det eneste, de borgerlige partier reelt er enige om, er, at de gerne vil have en anden statsminister. Hvad en borgerlig regering skal mene politisk, og hvem der skal være i spidsen for den, står stadig hen i det uvisse.

Det ændrer Vanopslaghs melding ikke umiddelbart på. Han skaber dog illusionen af, at der er et alternativ. Det halmstrå vil de borgerlige partier gøre alt, hvad de kan, for at klamre sig til. Der skal dog mere til, hvis det skal blive til mere end et halmstrå.

Hvis Vanopslagh sætter sig i spidsen for bred borgerlig politikudvikling, som skaber konturerne af, hvad en borgerlig regering vil, vil tingene kunne ændre sig fra en illusion til en mulighed. En mulighed som dog stadig vil være udfordret af, at det er tvivlsomt, om Radikale kan levere.

Ingenting er dog gratis i politik. Kommer der flere meldinger fra Vanopslagh i denne stil, og begynder der også at komme politik på, vil diskussionen om Vanopslagh som statsminister for alvor starte. Det er en diskussion som Liberal Alliance, belært af Papes nedsmeltning, vil gøre alt for at udskyde så længe som muligt.