Kvalificering - en mangelvare i beskæftigelsessystemet

Af Henning Jørgensen
Professor, Center for Arbejdsmarkedsforskning, CARMA, Aalborg Universitet.

Er det ikke paradoksalt: Det system, der er sat til at sikre, at arbejdsmarkedet fungerer effektivt, og som skal være med til at sikre, at alle får de kvalifikationer, der er nødvendige på det fremtidige arbejdsmarked, sørger ikke selv for kvalificering af medarbejderne.

Beskæftigelsessystemet er blevet omlagt grundlæggende siden 1.1.2007; og pr. 1.8.2009 - lige om hjørnet - træder den fulde kommunalisering af beskæftigelsespolitikken i kraft. Det er en radikalt anderledes situation, ansatte og ledere i systemet nu står overfor. Alligevel har myndighederne gennem de senere år ikke gjort noget for at sikre efter- og videreuddannelse til de ansatte i systemet, og grundkvalificering af mange medarbejdere er også et problem. Kun lederne har fået en nødtørftig efteruddannelse. Resten - dvs. de tusindvis af beskæftigelsesmedarbejdere, der skal bære politikken igennem - har fået nul og niks.

Det er de hårde kendsgerninger. Den tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen blev i Folketinget spurgt om forholdet, og hans svar var, at kvalificering vel kunne klares med sidemandsoplæring! Det sagde han sgu. Den holdning er skræmmende.

Den tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen blev i Folketinget spurgt om forholdet, og hans svar var, at kvalificering vel kunne klares med sidemandsoplæring! Det sagde han sgu. Den holdning er skræmmende.

Henning Jørgensen
Professor, Center for arbejdsmarkedsforskning, CARMA, Aalborg Universitet

For systemet priser sig selv for at lægge utrolig megen vægt på "kompetenceudvikling". Det betyder åbenbart blot noget andet end efter- og videreuddannelse til de ansatte. Det stemmer simpelthen ikke. Der er for stor afstand mellem holdning og handling på området. Og det betyder, at der ikke foregår nogen udvikling af fælles forståelser, metoder og handlemåder i beskæftigelsespolitikken. Og så er den truet.

Kritisk situation
Kommunerne får nu et problem på nakken, som de hverken kan eller skal tackle selv uden hjælp udefra. Situationen må vurderes som kritisk, for området præges af en praksis uden vidensgrundlag. Arbejdet funderes ganske enkelt for meget på kundskab uden begreber. Mange i systemet har aldrig fået nogen uddannelse eller kun en meget kort "etatsoplæring", og selv socialrådgiveruddannelsen har ikke stærk vægt på de arbejdsmarkedspolitiske aspekter og metoder.

Statsligt er der ikke afsat 1 krone til at afhjælpe kvalificeringsbehovet. Faktisk er det nærmest af-professionalisering af området, vi har set gennem de seneste år. Det er det modsatte, der er brug for, som det er erkendt i Holland og Finland.

Ser man tilbage til indførelsen af førtidspensionsreformen, blev arbejdsevnebegrebet implementeret ved hjælp af omfattende efteruddannelse af alle socialrådgiverne. Alle kunne se, at statslige bevillinger og omfattende kursusvirksomhed var påkrævet. Og det var endda en langt mere enkel og enkeltstående ændring end de store reformer, der nu er tale om. Behovene er tilsvarende større.

Manglende uddannelse fører til forkerte afgørelser
De presserende problemer med at få igangsat en omfattende efter- og videreuddannelse omfatter ikke kun ansatte i de kommunale jobcentre, men også medarbejdere hos "andre aktører" og ansatte i a-kasserne, der ligeledes har fået beskæftigelsespolitiske opgaver (og fra 5.10.2009 også får det på sygefraværsområdet). Det er mange tusinde mennesker, det kan dreje sig om, formodentlig ikke under 15.000.

Før beskæftigelsessystemet løser sit eget kvalificeringsbehov, er det svært at forestille sig, at det professionelt kan løse det samlede arbejdsmarkeds - og så er vi endda i en situation med stigende ledighed og stigende behov for uddannelsesindsatser, også i aktiveringen. Uprofessionelt arbejde fører ligeledes til fejlagtige afgørelser og forkerte beslutninger over for ledige og sygemeldte.

På mellemlang sigt er det spørgsmålet om grunduddannelse til området, der må drøftes og igangsættes. For alle bliver tabere, hvis beskæftigelsessystemets ansatte ikke er kvalificerede til at løfte de mangeartede og komplicerede opgaver på arbejdsmarkedet.

Det kunne være en god start for den nye beskæftigelsesminister at tage et initiativ her. Staten må tage sit myndighedsansvar alvorligt. Det vil være for dumt at lade kritikerne få ret i, at det er lige så svært at få Beskæftigelsesministeriet til at tage et initiativ, som det er at flytte en kirkegård: Man skal ikke forvente for megen hjælp indefra!