LO kritiserer Støjbergs aktiveringstjek

AKTIVERING: Beskæftigelsesministerens aktiveringstjek møder kritik. LO mener fortsat, at der er lang vej til mål.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) vil lave et aktiveringstjek.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) vil lave et aktiveringstjek. Foto: Pressefoto
Kritikken haglede i foråret ned over regeringens aktiveringspolitik. Nu kommer beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) kritikken i møde ved at lancere en handlingsplan, som skal sikre, at de ledige får hjælp til hurtigere at komme tilbage i job.

"Jeg har talt med ledige, der siger, at de gang på gang har været på jobsøgningskurser, og jeg skal svare på spørgsmål om, hvorfor en ledig ender i virksomhedspraktik på et bordel. Det er alt sammen historier, man kan undre sig over, og jeg vil derfor nu se nærmere på aktiveringsindsatsen i kommunerne," skriver beskæftigelsesminister Inger Støjberg i en pressemeddelelse.

Handlingsplanen har tre formål. Den sikre en bedre aktiv indsats til borgerne, en mere hensigtsmæssig brug af pengene i den aktive beskæftigelsesindsats og styrke formidlingen af best practice på tværs af kommunerne.

Beskæftigelsesregionerne skal kortlægge indsatsen og styrke best practice i jobcentrene, og der sættes fokus på, hvordan kommunerne kan aktivere i virksomhedscentre og via tilbud på virksomhederne. Den aktive beskæftigelsesindsats vil blive gennemgået, og på baggrund af det vil beskæftigelsesministeren vurdere, om der er brug for flere initiativer for at nå de tre mål.

Dokumentation
Handlingsplanens fire initiativer

1. En kortlægning og styrket formidling af best practise til jobcentrene

Beskæftigelsesregionerne kontakter straks jobcentrene og går i dialog om en effektiv aktiveringsindsats. Allerede inden sommerferien sender beskæftigelsesregionerne et brev til jobcentrene for at informere om denne proces.

Som led i dialogen med jobcentrene vil regionerne i løbet af sensommeren gennemføre en hurtig kortlægning af jobfokus i den aktive beskæftigelsesindsats. Kortlægningen skal have fokus på, om indsatsen er tilstrækkelig virksomhedsrettet, da al erfaring viser, at det er den hurtigste vej i job. Det skal også belyses, hvordan jobcentrene bruger jobsøgningskurser. Regionerne kan f.eks. undersøge, hvordan jobcentrene bruger jobsøgningsforløb i aktiveringsindsatsen, herunder overvejelser om længde og indhold, eller hvilke initiativer jobcentre tager for at sikre, at indsatsen er målrettet mod job.

Regionerne vil herefter bruge de gode eksempler fra kortlægningen til at inspirere jobcentrene indbyrdes til at videreudvikle og styrke indsatsen. De gode jobcentre skal inspirere de mindre gode jobcentre.

Regionerne vil styrke formidlingen af best practise gennem:

  • Workshops med deltagelse af medarbejdere i jobcentrene
  • Dialogmøder mellem jobcentrene og regionen
  • Regionernes hjemmesider

2. Fokus på virksomhedscentre
Den bedste aktive indsats foregår på en rigtig arbejdsplads, hvor man oplever at blive taget alvorligt, og hvor man oplever, at ens indsats nytter og har betydning for andre mennesker. Det gælder ikke mindst for personer, der ikke umiddelbart er i stand til at varetage et job.

Med udgangspunkt i virksomhedscenterkampagnen fra efteråret 2009 skal der stærkere fokus på at aktivere på virksomhederne, mens aktiveringsindsatsen i de kommunale projekter skal fylde mindre.

Som led i et forsøg får et antal kommuner særlig støtte, herunder hjælp fra eksterne konsulenter, til at omlægge den aktive indsats, så hovedindsatsen bliver aktive tilbud på virksomheder. Hjælpen gives bl.a. i form af analyse, støtte til organisationsændringer og opgørelse af den økonomiske gevinst for kommunen.

Projektet bliver afsluttet med et katalog, som indeholder modeller for, hvordan kommunerne kan omlægge indsatsen og i højere grad at bruge aktive tilbud på virksomheder.

3. Kampagne for oprettelse af virksomhedsrettede pladser
En tæt kontakt til langtidsledige i kombination med et bedre virksomhedssamarbejde i jobcentrene understøtter, at flere langtidsledige hurtigere kommer ud på virksomhederne - i job og i virksomhedsrettede forløb.

I forbindelse med langtidsledighedspakken blev der derfor afsat ekstra 204 mio. kr. til virksomhedskonsulenter.

For at sikre målretningen af denne indsats, bliver der stillet krav om, at kommunerne opstiller konkrete målsætninger for, hvor mange virksomhedsrettede pladser der skal oprettes som resultat af den ekstra indsats.

4. Grundig gennemgang af den aktive beskæftigelsesindsats
For yderligere at understøtte målene om en mere jobrettet aktivering vil Beskæftigelsesministeriet efter sommerferien gennemgå den aktive beskæftigelsesindsats.

Det skal belyses, om de afsatte midler til aktivering kan bruges bedre, herunder om de økonomiske belønninger fremmer en effektiv indsats.

Desuden vil de mange forslag i forbindelse med kampagnen om afbureaukratisering af beskæftigelsesindsatsen "Væk med bøvlet, Inger" blive grundigt gennemgået.

Målet er igen at se, om reglerne omkring den aktive indsats er de rigtige til at hjælpe de ledige i job.

På baggrund af dette arbejde vil beskæftigelsesministeren vurdere, om der skal tages flere initiativer, der kan opfylde de tre mål.


Altinget logoArbejdsmarked
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget arbejdsmarked kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Arbejdsmarked

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024