Beskæftigelsesalliancen: Polariseret jobdebat skal erstattes af samarbejde

Af Beskæftigelsesalliancen: Lars Aakerlund og Jesper Karle, Susanne Westhausen, Thomas Borup, Camilla Schwalbe og Leif Tøfting Kongsgaard
Hhv. speciallæger i psykiatri, PPclinic, direktør i Kooperationen, centerleder hos CBR-Randers, partner og stifter af SIVIL og faglig direktør i Væksthuset

Der har på det seneste i Altinget været en debat om beskæftigelsesindsatsen mellem Socialrådgiverforeningen, Københavns beskæftigelsesborgmester og Socialdemokraterne i København (se for eksempel indlæg 13.09., 18.09. og 24.09.).

Vi hilser ethvert konstruktivt bud på, hvordan vi får en god beskæftigelsesindsats for de mest udsatte, velkommen.

Debatten siger dog også lidt om den generelle debat om beskæftigelsesindsatsen i Danmark, som de seneste år har lidt under et paradoks.

På den ene side har debatten været polariseret og unuanceret, hvor forskellige lejre har kritiseret beskæftigelsesindsatsen for at være for slap, for restriktiv, for meningsløs og for ineffektiv.

På den anden side vil vi påstå, at der er stor enighed om målene; nemlig at alle, der kan arbejde, har både ret til at få et arbejde og pligt til at arbejde så meget, som de kan, samtidig med at åbenlyst syge mennesker skal afklares hurtigt og værdigt, så de kan få pension, hvis de er berettigede til det.

Vi vil gerne invitere øvrige fagfolk og politikere til dialog og fælles undersøgelse af, hvordan vi får en beskæftigelsesindsats, som både er værdig, retfærdig, meningsfuld og effektiv.

Lars Aakerlund og Jesper Karle, Susanne Westhausen, Thomas Borup, Camilla Schwalbe og Leif Tøfting Kongsgaard
Hhv. speciallæger i psykiatri, PPclinic, direktør i Kooperationen, centerleder hos CBR-Randers, partner og stifter af SIVIL og faglig direktør i Væksthuset

Vi danner en alliance for beskæftigelse
Vi er en række fagfolk fra psykiatrien, sundhedsvæsnet, arbejdsgivere, socialområdet og beskæftigelsesområdet, der alle arbejder med såkaldt udsatte grupper. Vi mener, at der er behov for at stå sammen om en god beskæftigelsesindsats.

Derfor er vi på tværs af sektorer i gang med at danne Beskæftigelsesalliancen. Vi vil gerne invitere øvrige fagfolk og politikere til dialog og fælles undersøgelse af, hvordan vi får en beskæftigelsesindsats, som både er værdig, retfærdig, meningsfuld og effektiv.

Fem principper, kommunerne bør bruge
På baggrund af vores faglige erfaringer og forskning på området vil vi pege på i hvert fald fem principper, som enhver kommune bør sigte efter i tilrettelæggelsen af hjælpen til de mest udsatte:

For det første bør alle indsatser være individuelle. Det betyder, at man skal opgive tanken om, at alle borgere tilbydes det samme. Systemet bør bygges op, så enhver borger bliver mødt reelt individuelt på en måde, så der bliver taget hensyn til netop denne persons unikke problemstillinger og potentialer.

For det andet bør der arbejdes parallelt og helhedsorienteret. Der findes ikke et quick fix i form af praktikker, samtaler eller behandling. Man begår en kæmpe fejl, hvis man tror, at én bestemt metode eller indsats er svaret. Den fejl ser mange jobcentre ud til at begå lige nu, hvor virksomhedspraktikker gøres til eneste redskab på bekostning af vejledning, behandling med mere.

For det tredje skal man sikre, at der er én person, som kan binde alle indsatser sammen. Alt for mange borgere er henvist til at være deres egen koordinerende sagsbehandler.

For det fjerde bør vi kræve, at dem, der arbejder med borgerne (som mentorer, vejledere, sagsbehandlere og så videre) alle er forankrede i organisationer, der på struktureret og videnskabeligt grundlag arbejder med sparring, kvalitetssikring og efteruddannelse på en måde, der sikrer, at borgerne mødes af den bedst tilgængelige viden og de mest professionelle fagfolk. Dét krav findes ikke i dag.

Og for det femte bør alle tiltag i videst muligt omfang involvere et smidigt og ubureaukratisk samarbejde med arbejdspladser.

En række styringsmæssige, ideologiske, organisatoriske og kulturelle forhold står lige nu i vejen for dette. Lad os sammen bygge bro og pege på løsninger på et felt, hvor der er stor enighed om målene, men paradoksalt stor uenighed om vejene dertil.