Brian Mikkelsen ny erhvervsordfører
Thea Christina Thusgaard Gregersen
Næstformand i Konservatives folketingsgruppe Brian Mikkelsen har fået tildelt hele fem ordførerskaber. Foruden posten som erhvervsordfører, skal han også formidle Konservatives holdninger på forbruger-, forsknings-, it- og idrætsområdet.
Brian Mikkelsen har siddet i Folketinget siden valget i 1994, overlevede de konservative kampe i 1990'erne og blev efter valget i 2001 gjort til kulturminister. Her kastede han sig aktivt ind i den såkaldte kultur- og værdikamp, og det lykkedes ham at sætte sine fingeraftryk på dansk kulturpolitik, bl.a. ved at gennemføre den omdiskuterede kulturkanon. I 2008 blev han justitsminister, og ved regeringsrokaden i 2010 overtog han Økonomi- og Erhvervsministeriet efter Lene Espersen. Han er uddannet cand.scient.pol. og har tidligere arbejdet som økonom i Arbejdsløshedskassen for Selvstændige Erhvervsdrivende. Han er i dag 45 år gammel.