Massefyringerne på Danish Crown har givet landbruget et forklaringsproblem – og Mette Frederiksen en trumf mod Støjberg

Prisen på grisen

Substansen bag Mette Frederiksens kritik er relativt simpel.

Med lukningen af slagteriet i Ringsted tidligere på måneden fik 1.200 medarbejdere stukket en fyreseddel i hånden. I juni sidste år mistede tilsvarende 800 ansatte deres arbejde, da Danish Crown lukkede sit slagteri i Sæby.

Det svarer nogenlunde til det antal arbejdspladser, der kan gå tabt i landbruget, hvis man indfører Svarer-udvalgets mildeste CO2e-afgift for erhvervet.

Regner man alle 29 lukninger af svineslagterier og forædlingsvirksomheder i de seneste 25 år med, hedder tallet knap 10.000 arbejdspladser. Det er mere end effekten af Svarers hårdeste afgift for landbruget.

Årsagen er hovedsageligt, at svinebønderne sender færre dyr til slagterierne i Danmark og flere til opfedning og slagtning i andre lande. Udviklingen er sket gradvist de seneste mange år, og i tredje kvartal sidste år krydsede kurverne så hinanden for første gang nogensinde.

Jeg forstår ikke, at danske landmænd kører grisene ud af Danmark i det omfang, vi ser. Jeg ville hellere have, at de lod deres grise slagte i Danmark.

Mette Frederiksen (S)
Statsminister

Svineproducenterne agerer ud fra en iskold markedsanalyse. De er virksomhedsejere, og de mærker også konsekvensen af, at kineserne og japanerne ikke længere har samme appetit på svinekød fra de danske slagterier. På bundlinjen kan de konstatere, at det er billigere at sende smågrise til Tyskland og Polen.

"Det er prisen på grisen," som formand i Danske Svineproducenter Jeppe Bloch Nielsen ofte siger det.

Skåret ind til benet er forklaringen, at dansk landbrug er et eksporterhverv.

Danish Crown, Arla, Danish Agro og Tican er internationale fødevarevirksomheder. De danske landmænd eksporterer langt størstedelen af de fødevarer, de producerer, til andre lande og både agerer og konkurrerer derfor også på et globalt marked.

Det er derfor, at svineproducenterne sender svinene ud af landet, og det er også derfor, at landbruget over årtier har gennemgået en strukturforandring fra mange små besætninger til færre, men større og mere effektive landbrug.

For under 100 år siden var der flere hundrede tusinde selvstændige i landbruget, nu er der færre end 10.000. Alene fra 2010 til 2020 faldt antallet af landmænd med cirka 5.000. Hvis man igen sammenligner med Svarer-udvalgets anbefalinger til en CO2e-afgift, svarer det nogenlunde til struktureffekterne ved den diplomatiske model 2.

"Tak for lort"

Læg dertil, at cirka en tredjedel af landmændenes ansatte er udlændinge, og så begynder landbruget at have et mere principielt forklaringsproblem, når de møder politikerne.

Der er ingen på Christiansborg, der ikke er fuldt bevidst om konsekvenserne – de såkaldt negative eksternaliteter – ved en landbrugsproduktion, der er så massiv som den danske.

Forringelser af vandmiljøet, sundhedsøkonomiske omkostninger, tab af biodiversitet og natur, klimaforandringer, lugt- og støjgener, antibiotikaresistens, udfordringer med dyrevelfærd. Listen er lang, men danskerne har historisk været villige til at acceptere den.

Samfundskontrakten med landbruget synes at være, at man lever med konsekvenserne, fordi de opvejes af noget andet. Siden landbruget gradvist er begyndt at udgøre en faldende andel af den samlede beskæftigelse, samfundsøkonomien og eksporten, har det ’andet’ hovedsageligt været, at erhvervet sikrer arbejdspladser og liv i de trængte yderområder.

"Danmark er et landbrugsland," som det hedder på politisk.

Men hvis dét er selve den gren, som landbruget sidder på, er det næste store spørgsmål, om erhvervets tiltagende eksport-fokus - senest eksemplificeret med slagterifyringerne - risikerer at save den over.

Et godt tegn er det i hvert fald ikke, at historisk stærke alliancepartnere også begynder at sende kritik i landbrugets retning. Fiskeriet problematiserer i stigende grad landbrugets kvælstofudledninger, når miljøtilstanden og de pressede fiskebestande i de danske farvande skal forklares, og i slagterimedarbejdernes fagforbund, Fødevareforbundet NNF, er man endnu mere vokale.

"Landbruget bekymrer sig ikke en tøddel for danske lønmodtagere, når det kommer til stykket. Det bekymrer sig kun om dets egen mulighed for indtjening. Arbejdspladserne ryger til udlandet. Gyllen beholder vi. Tak for lort", sagde næstformand Jim Jensen sidste sommer, da Danish Crown lukkede slagteriet i Sæby.  

"Snart bidrager dansk landbrug ikke med andet end stanken af gylle," fortsatte han efter lukningen af slagteriet i Ringsted i sidste uge.

Forstår medlemmerne

I Landbrug & Fødevarer er man smerteligt bevidst om, at angrebene kan udfordre relationen til politikerne og danskerne.

Men det er samtidig også en pine, der er svær at løse for erhvervsorganisationen.

Svineproducenterne har de seneste år været presset af højere korn- og energipriser, og flere af dem er også medlemmer i Landbrug & Fødevarer. Selvom man fra Axelborg kan være bekymret for de strategiske perspektiver og også gerne ser, at flere svin blev slagtet i Danmark, er der grundlæggende en sympati og forståelse for, at producenterne forsøger at optimere deres forretning på et frit marked.

Hvis politikerne vil det anderledes, må de gøre det mere attraktivt at producere slagtesvin, lyder meldingen for nuværende fra L&F, der indtil da kan henvise til Danish Crowns seneste forslag om at gøre smågriseproducenterne til andelsejere som et eksempel på, at erhvervet bekymrer sig om de danske slagterimedarbejdere.

Hvad angår forholdet til Fødevareforbundet NNF, der også sidder med i den grønne trepart, behøver landbruget ikke nødvendigvis være entydigt bekymrende. Fagforbundets angreb skal også læses som et udtryk for desperation, og de ændrer ikke på, at L&F og NNF stadig har en fælles interesse i at minimere jobtabet i landbruget.

En trumf mod Støjberg

Båndene til NNF’s politiske alliancepartnere i Socialdemokratiet har landbruget mere grund til at være nervøse for.

Statsminister Mette Frederiksen smed nemlig ikke angrebet på landmændene ind i en debat mod hvem som helst. Frederiksen brugte slagterifyringerne som et svar til Inger Støjberg (DD), der vanen tro forsøgte at angribe statsministeren på den kommende CO2e-afgifts konsekvenser for arbejdspladserne på landet.

"Det er rigtig ærgerligt for de familier i Sæby og i Nordjylland og de familier i Ringsted og på Sjælland, som nu mister deres arbejde. Så hvis vi også lige kunne have en snak om, at man i højere grad fra landbrugets side understøtter, at arbejdspladserne bliver i Danmark, vil det være positivt," sagde Mette Frederiksen.

Officielt handler den grønne trepart om den grønne omstilling af landbruget, men for Socialdemokratiet handler den i høj grad også om diskussionen mellem land og by.

Det er ikke kun Venstre, der er bange for en direkte konfrontation med Inger Støjberg, for Mette Frederiksen er det også afgørende, at hun stadig med troværdighed kan tale om et Danmark i større balance til de landvælgere, som Socialdemokratiet hev over fra Dansk Folkeparti ved folketingsvalget i 2019.

Det er den debat, Støjberg med CO2e-afgiften på landbruget og "salonerne i København" gerne vil holde liv i, og som Frederiksen gerne har ville undgå.

Lige indtil tirsdagens debat. Her lignende statsministeren pludselig en, der med slagterilukningerne i Sæby og Ringsted havde fundet sin trumf.

For Støjberg og Frederiksen kan det ændre dynamikken i den politiske kamp om arbejdervælgerne uden for de store byer.

For landbruget er der meget mere på spil.